30 kilometer lang kø til Storebæltsbroen: Sådan er trafikken påvirket af politiaktionen

Trafikken er stadig påvirket af politiets kæmpe aktion over hele landet.

Øresundsbroen blev tidligere i dag spærret af i retning mod Sverige i forbindelse med politiets menneskejagt. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Den danske weekendtrafik har siden klokken 14 været stærkt påvirket af en storstilet politiaktion, hvor politiet har været på jagt efter en sort Volvo på svenske plader og tre mistænkte personer.

Politiet mener nu at have fundet den mistænkte bil, men trafikken er stadig påvirket af aktionen.

Omkring klokken 14 blev Storebæltsbroen lukket i begge retninger, og Øresundsbroen blev lukket i retning mod Sverige.

Begge broer blev åbnet igen omkring klokken 17, men der må forventes længere rejsetid over broerne resten af aftenen.

Det gælder for Øresundsbroen i retning mod Sverige, ved Storebæltsbroen til og fra Sjælland og ved Lillebæltsbroen mod Jylland, oplyser Vejdirektoratet.

- Det skyldes en større politikontrol ved broerne, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

På hjemmesiden skriver Vejdirektoratet, at der lige nu er 11 kilometer kø på Amagermotorvejen til Øresundsforbindelsen.

På E20 på Fyn med retning mod Sjælland er der 20 kilometer kø, mens køen på den anden side af broen med retning mod Fyn er 30 kilometer lang.

Også på E20 fra Odense til Fredericia er der 11 kilometer kø.

Også togtrafikken er fortsat påvirket af politiets aktion.

DSB arbejder på at få tog og personale på plads efter dagens politiaktion på broerne. Togene kører igen, men med nogle forsinkelser.

- Der kan være forsinkelser fra Sverige, da det svenske politi arbejder på Hyllie Station. Forsinkelserne kan være på op til 30 minutter, skriver DSB på sin hjemmeside.