3 skæve detaljer fra Britta Nielsen-undersøgelsen

Revisionsundersøgelsen af svindelsagen i Socialstyrelsen fylder 80 sider. Få tre oversete fakta.

Fredag offentliggjorde Børne- og Socialministeriet to undersøgelser om svindlen i Socialstyrelsen. Her kom der flere detaljer frem om Britta Nielsens formodede svindel. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

To rapporter og et hav af nye oplysninger.

Fredag offentliggjorde Børne- og Socialministeriet to undersøgelser af svindlen i Socialstyrelsen. En svindel, som den 64-årige sagsbehandler Britta Nielsen er sigtet for at have begået.

En af undersøgelserne fokuserer særligt på, hvordan svindlen kunne foregå i statens systemer. En undersøgelse som revisionsfirmaet PwC står bag. Her er et par oversete og skæve detaljer plukket fra undersøgelsens 80 sider.

1

... og 288 kroner

120.573.000… og så lige 288 kroner oven i hatten. Det er det samlede beløb, der blev svindlet for. For nemheds skyld forkortet til 121 eller 120,6 millioner kroner.

Undervejs fandt revisorerne dog også 2.326 kroner, der tilsyneladende var blevet overført til Britta Nielsens konti på ganske legal vis. For transport- og forplejningsudgifter.

2

Blev fældet af håndører

Set i det store billede var det håndører, der fældede Britta Nielsens formodede svindel. Nemlig to beløb på henholdsvis 69.047 og 68.743 kroner. I første omgang er det en regnskabskontrol i Socialstyrelsen, der viser, at de 69.047 kroner, der mangler at blive udbetalt til et projekt, er overført til Britta Nielsens konto. Det samme gentager sig kort efter, da et tilskudsprojekt henvender sig til Socialstyrelsen og meddeler, at man ønsker at betale nogle ubrugte penge tilbage. I den forbindelse opdager en sagsbehandler, at der i første omgang er blevet overført 68.743 kroner mindre til projektet - i stedet er et beløb af nøjagtigt samme størrelse overført til samme konto som tidligere. Britta Nielsens. Derefter ringede alarmklokkerne.

3

Beviser blev væk i flytterodet

Britta Nielsen blev statsansat i 1977. Siden da har den afdeling, der står for at udbetale støttetilskud, organisatorisk været placeret flere steder under forskellige styrelser, ministerier og departementer. Tilskudsadministrationen, som den hedder, er efter administrative ændringer under skiftende regeringer, blevet flyttet syv gange. Reelt er der måske tale om otte gange. Det har nemlig ikke været muligt at fastslå, hvor afdelingen var placeret fra 1990-92. De mange flytninger betyder også, at revisorerne har haft svært ved at komme helt til bunds i omfanget af svindlen før 2002.