28 boligområder er på årets ghettoliste

Regeringens årlige lister over socialt udsatte boligområder, heriblandt ghettolisten, er nu klar.

Syv blokke med 600 boliger i Gellerupparken/Toveshøj ved Aarhus bliver revet ned, så området kan slippe af med ghettostemplet. Området er dog stadig at finde på regeringens liste. (Foto: © Axel Schütt, Scanpix)

Listerne over landets mest udsatte boligområder er her til formiddag blevet offentliggjort, sådan som de plejer 1. december.

I år er der tale om 28 almene boligområder på den såkaldte ghettoliste, som kan blive pålagt forskellige tiltag for at komme af listen igen. Det er et område færre end sidste år.

Det skyldes, at der er tre boligområder, som ikke længere opfylder kriterierne, mens der er to nye ghettoområder på listen.

Korskærparken i Fredericia er tilbage på listen, mens Karlemoseparken i Køge nu også er på listen.

De tre områder, som ikke længere indgår, er:

Gadelandet/Husumgård i København - på grund af stigende indkomstniveau.

Charlotteager i Høje Taastrup - fordi andelen af dømte beboere er faldet.

Ellekonebakken i Viborg - på grund af en faldende andel af ikkevestlige indvandrere og efterkommer.

Antallet af hårde ghettoområder er uændret og ligger fortsat på 15. Et hårdt ghettoområde defineres som et boligområde, der de seneste fem år har opfyldt betingelserne for at være et ghettoområde.

Årets lister omfatter desuden 40 udsatte boligområder mod 43 i 2018.

Områder der ikke længere er på listen over udsatte boligområder er: Gadelandet/Husumgård i København, Charlotteager i Høje-Taastrup, Rønnebærparken/Æblehaven i Roskilde, Holtbjerg i Herning og Trekanten i Holstebro.

Til gengæld er Karlemoseparken i Køge og Præstebakken/Syrenparken i Esbjerg nye områder på listen.

Boligministeriet har til brug for listen brugt tal fra sidste og forrige år om arbejdsløshed, kriminalitet, indkomst og uddannelsesniveau blandt beboerne i boligområderne.

Ghettolisten

  • Lundtoftegade, København.

  • Aldersrogade, København.

  • Mjølnerparken, København.

  • Tingbjerg/Utterslevhuse, København.

  • Bispeparken, København.

  • Hørgården, København.

  • Tåstrupgård, Høje-Taastrup.

  • Gadehavegård, Høje-Taastrup.

  • Nøjsomhed/Sydvej, Helsingør.

  • Karlemoseparken, Køge. Ny.

  • Agervang, Holbæk.

  • Ringparken, Slagelse.

  • Motalavej, Korsør.

  • Lindholm, Guldborgsund.

  • Solbakken mv, Odense.

  • Korsløkkeparken Øst, Odense.

  • Vollsmose, Odense.

  • Nørager/Søstjernevej m.fl, Sønderborg.

  • Stengårdsvej, Esbjerg.

  • Korskærparken, Fredericia. Ny.

  • Sundparken, Horsens.

  • Munkebo, Kolding.

  • Skovvejen/Skovparken, Kolding.

  • Finlandsparken, Vejle.

  • Resedavej/Nørrevang II, Silkeborg.

  • Bispehaven, Aarhus.

  • Skovgårdsparken, Aarhus.

  • Gellerupparken/Toveshøj Aarhus.

  • Kilder: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen