Med en lyserød klud tørrer 27-årige Emilie Kolbach Hansen støv af i sine forældres stue. Sofabordet, lysestagerne og vindueskarmene.
At tørre støv af er nemt for de fleste. Men for Emilie Kolbach Hansen er det en stor udfordring.
- Jeg ved jo godt, at det er alle overflader, men jeg ser ikke overfladerne. Så jeg skal være meget koncentreret og bliver derfor meget hurtigt træt i hovedet.
Emilie Kolbach Hansen har i tre år levet med diagnosen paranoid skizofreni. Det er en alvorlig psykisk sygdom, der gør, at hun hører stemmer, ser syner og føler sig overvåget.
Sygdommen betyder også, at hun har svært ved almindelige gøremål som at vaske tøj, handle ind og lave mad.
Derfor har hun brug for hjælp, når hun ikke er indlagt på hospitalet med sin sygdom.
- Når først man er psykotisk, kan man ikke finde ud af noget. På hospitalet bliver alting ordnet for dig. Maden bliver øst op, og der bliver gjort rent på dit værelse, fortæller Emilie Kolbach Hansen.
- Når du så kommer ud, skal du tage stilling til alting. Og jeg har svært ved det hele. Ved at få en normal hverdag til at fungere. For selvom jeg bliver udskrevet, er jeg ikke rask.
Huller i nettet
Emilie Kolbach Hansen har været indlagt flere gange og oplever, at det offentlige system er utilstrækkeligt, når hun bliver udskrevet.
Hun står ikke alene med synspunktet om, at der er huller i det net, der skal gribe personer med psykisk sygdom, når de siger farvel til hospitalet.
Det samme mener et flertal af de psykiatere, der har svaret på en rundspørge foretaget af DR i samarbejde med Dansk Psykiatrisk Selskab.
363 psykiatere har deltaget, og af dem svarer 250 svarende til 69 procent, at de er uenige eller delvist uenige i, at opfølgningen fra kommunerne er god. Mens 58 procent svarer, at de er uenige eller delvist uenige i, at den lægelige opfølgning er god.
Udskrevet og ustabile
Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle, mener, at den svigtende opfølgning skyldes flere ting.
Hun peger på, at færre sengepladser på hospitalerne har ført til flere syge patienter uden for sygehusene. Og de kommunale tilbud uden for sygehusene som bosteder og mentorordninger er ifølge Gitte Ahle ikke blevet opgraderet tilstrækkeligt til at tage sig af flere personer med psykisk sygdom og slet ikke personer, der er mere syge end tidligere, når de bliver udskrevet.
- Når patienterne bliver udskrevet i dag, er de ikke stabile, og det vil sige, at de har behov for en tæt opfølgning, siger hun.
Presset på lægerne uden for hospitalerne er ifølge Gitte Ahle også for stort.
- Den enkelte patient kan ikke få en lægetid ofte nok. Når man er så syg, kræver det, at man har lægetider, der ligger tæt op ad hinanden, og at man har en meget intensiv opfølgning, og det er der ikke mulighed for, siger hun.
Dyrt at blive genindlagt
Emilie Kolbach Hansen kender godt til ikke at kunne få en hurtig tid ofte nok. En gang om ugen ser hun en sygeplejerske, men det er ikke altid tilstrækkeligt.
- Nu har jeg lige haft det skidt, og der satte hun mig da ind i nogle akutte tider, men hun har ikke særlig mange, så der endte det med, at jeg blev indlagt en enkelt dag, fortæller hun.
Det med at bede om hjælp er svært for Emilie Kolbach Hansen. Derfor så hun gerne, at der var flere udekørende teams med de samme personer, der fast kom ud til hende.
- Hvis jeg nu fik den støtte, jeg skulle have, så kunne de tage det i opløbet. Så slap jeg nok for at blive indlagt igen. Man skal fange mig, før jeg bliver syg igen. Ellers koster jeg bare kommunen og staten endnu flere penge.
Altafgørende opfølgning
Opfølgning efter en indlæggelse er ”altafgørende” ifølge Poul Videbech, der er professor og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup.
- Nu om dage er den gennemsnitlige indlæggelsestid i Danmark cirka 14 dage – selvfølgelig med betydelig variation. Det betyder, at når man bliver udskrevet, er man kun en lille smule bedre, end da man blev indlagt. Så den store del af behandlingen ligger i det ambulante regi, siger han.
Hvis man får en psykisk sygdom, kan man sagtens blive rask, hvis behandling er rigtig. Det fortæller Poul Videbech om her.
Poul Videbech forklarer videre, at indlæggelsen kan have været meningsløs, hvis de tilbud, der venter efter en indlæggelse er overbelastet, er utilstrækkelige eller ikke eksisterer, fordi der så er stor risiko for, at patienten bliver genindlagt.
- Det er enormt dyrt, og det er en enorm belastning for patienten og de pårørende. Jeg tror, at vi kunne bruge ressourcerne bedre, hvis vi blev bedre til at se på overgangen mellem de forskellige sektorer, siger professoren.
Kommunerne kan blive bedre
Hos Kommuners Landsforening (KL) erkender næstformand for socialudvalget, Ulrik Wilbek (V), at kommunerne kan oppe sig på psykiatri-området og er enig med professor Poul Videbech i, at overgangen fra hospitalerne skal blive bedre.
- Kommunerne kan blive bedre til at samarbejde, vi kan blive bedre til opfølgning, og vi kan også blive bedre på opkvalificering af medarbejderne, siger han.
Han peger ligesom Gitte Ahle på, at medarbejdere skal oprustes, fordi kommunerne i dag modtager borgere, der er mere syge end for år tilbage, fordi psykiatriske patienter bliver udskrevet tidligere.
Kommunerne kan gøre noget alene, siger Ulrik Wilbek, men understreger samtidig, at der er behov for en større national plan på området, hvor der følger flere penge med.
Drøm om egen lejlighed
Før Emilie Kolbach Hansen blev syg, boede hun for sig selv og arbejdede som butikschef. Hendes kommune har tilbudt hende at flytte ind på et bosted, men hun har takket nej.
- De andre, der boede der, var meget syge, så der kan jeg ikke bo, fordi jeg har så meget paranoia og angst. Jeg er ikke så god til andre syge mennesker.
Derfor bor Emilie Kolbach Hansen stadig hjemme hos sine forældre i Hedehusene på Sjælland, men hun drømmer om at tage en ny uddannelse og igen kunne klare sig selv.
- Det er svært at være afhængig af sine forældre, når man er 27 år. Så er man jo voksen. Jeg vil rigtig gerne have min egen lejlighed på et tidspunkt. Men jeg har brug for en overgang. Nu får jeg en hjemmevejleder, men det er kun en time om ugen. Det er ikke nok for mig.