En 24-årig mand med banderelationer blev tidligt i morges fundet skuddræbt i Valbyparken i København. Politiet efterforsker sagen som manddrab.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse, hvor de oplyser, at den afdøde blev erklæret død klokken 07.22.
Den 24-årige mand anses af politiet for at være en del af den ene bandegruppering, som var en del af den bandekonflikt, der fandt sted i København sidste år.
Politiet kan endnu ikke sige noget om motivet bag skuddrabet og har endnu ikke anholdt nogen gerningsmand.
Derfor kan de ikke sige noget om, hvorvidt sagen har tråde tilbage til den københavnske bandekonflikt.
Politiet understreger dog, at de efter bandekonfliktens afslutning har fastholdt grebet om bandemiljøet.
- Også i denne sag vil vi gøre alt for at stille de skyldige gerningsmænd til ansvar for deres handlinger. Vi vil gerne erindre bandemedlemmerne om, at der allerede er mange sigtede og tiltalte bandemedlemmer, som kan imødese lange fængselsstraffe for den kriminalitet, de udøvede under den seneste bandekonflikt. Og samtidig skal borgerne vide, at vi er massivt tilstede i relevante områder i politikredsen for at skabe tryghed, siger politiinspektør Torben Svarrer.
Politiet efterlyser vidner, som har været i området omkring Valbyparken i aftes efter klokken 22:00 og andre, som ligger inde med viden om drabet.
Bandekonflikt kostede fire livet
Den københavnske bandekonflikt fandt sted i sidste halvår af 2017, hvor banden Loyal to Familia lå i konflikt med en gruppering, der er centreret omkring Mjølnerparken på Nørrebro.
Fire blev dræbt under konflikten, mens omkring 20 blev såret. I alt var der 42 skyderier, og politiet fængslede i perioden 75 bandemedlemmer.
12. november indgik parterne en midlertidig våbenhvile, og siden der er der ikke registreret nogle skyderier mellem de to parter.