23 skud blev affyret, da en blev dræbt og fire såret: Planlagde drab i detaljer

Fem mænd er tiltalt for et skyderi på Christiania sidste år, der kostede en mand livet. De nægter sig skyldige.

En 30-årig mand blev dræbt af skud på Christiania den 26. august. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Det var planlagt og koordineret over flere dage, da to maskerede mænd en sommeraften sidste år begyndte at skyde løs ved Stjerneskibet på Christiania.

Sådan lød det fra anklagemyndigheden, da de i dag præsenterede sagen mod fem mænd, som er tiltalt for i forening at have begået drab og drabsforsøg.

For under skyderiet den 26. august 2023 blev en 30-årig mand dræbt. Han blev ramt af mindst 13 skud og blev erklæret død på stedet.

Udover drabet blev fire tilfældige personer - to kvinder og to mænd - ramt af skud. Den ene mand blev ramt af mindst seks skud og var i livsfare.

Flankeret af flere uniformerede betjente fortalte fire tiltalte mænd, at de nægter sig skyldig i de alvorlige anklager mod dem.

Den femte tiltalte mand var dog ikke til stede i retten. Han er fortsat efterlyst, og det er politiets formodning, at han opholder sig i udlandet.

Det er politiet opfattelse, at han var en af de to personer, der affyrede skuddene på Christiania.

Ifølge politiet er alle fem mænd medlem af den forbudte bande Loyal to Familia (LTF).

Politiet afspærrede et stort område efter drabet. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Anklager: Detaljeret billede

Anklager Alexander Scheel brugte formiddagen i Københavns Byret på at præsentere sagen for de tre juridiske dommere og nævninge.

- Det her er en sag, der har været med til at normalisere Christiania.

- De billeder, vi derfor ser i sagen af områder på Christiania, det er ikke sådan, som der ser ud i dag, forklarede han under sin præsentation.

De fem mænd er alle tiltalt for i forening og ved fælles forståelse for drabet på den 30-årige mand og de fire drabsforsøg.

Men ifølge anklagemyndigheden spillede de tiltalte hver især en rolle både før, under og efter drabet.

Den opfattelse bygger på politiets massive efterforskning, som blandt andet består af dna-analyser, teledata, video-overvågning og vidneforklaringer.

- Vi har et meget detaljeret billede af, hvad der er skete, lød det fra anklageren.

Ifølge anklageren forberedte de tiltalte drabet i dagene op til. Her blev der både indkøbt taletidskort, der blev anskaffet en flugtbil, skaffet el-cykler og mørke beklædningsgenstande.

Anklageren afspillede også overvågningsvideo i retten, som er optaget dagen inden drabet i området omkring Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Her kan man ifølge anklagemyndigheden se flere af de tiltalte sammen med andre personer fra Loyal to Familia, og det var her, at de sidste detaljer blev planlagt.

Havde forskellige roller

Ifølge politiets efterforskning ankom den dræbte til Christiania omkring klokken 16.20.

Omkring tre timer senere var han død.

Videoovervågning fra stedet, som blev afspillet i retten, viste to mørkkædte mænd, der ankom på cykler og kørte gennem den gamle hovedindgang til Christiania omkring klokken 19.20.

- Fem minutter senere kommer de cyklende ud igen. De kører ned mod voldene, lød det fra anklageren.

På de fem minutter er der affyret mindst 23 skud.

Omkring en halv time efter drabet blev den første person anholdt i sagen - en nu 19-årig mand på voldene omkring Christinia.

Politiet fandt i den forbindelse to el-cykler, som er magen til dem, som de to mørklædte mænd kom kørende på.

I en afbrændt skraldespand ikke langt derfra fandt politiet beklædningsgenstande samt tre våben.

I de følgende uger og måneder blev de resterende tiltalte anholdt.

En kørte ifølge anklageskriftet de to mørkklædte gerningsmand væk i en bil, der var anskaffet i dagene op til drabet.

En anden skulle have hentet den 19-årige i en anden bil efter afbrændingen af genstandene, som blev brugt under drabet.

Politiet mener, at drabet bunder i konflikt mellem Loyal to Familia (LTF) og Hells Angels. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Konflikt mellem Hells Angels og LTF

Politiet har tidligere oplyst, at det er deres opfattelse, at drabet på den 30-årige mand skete på baggrund af en konflikt mellem Loyal to Familia (LTF) og rockergruppen Hells Angels.

Ifølge DR Nyheders oplysninger tihørte den dræbte også en af de to grupper. Den dræbte var tidligere medlem af banden NNV, inden han skiftede til Hells Angels, hvor han havde status som 'prospect' - altså prøvemedlem.

Allerede dagen efter drabet udarbejdede National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) et notat, hvor der stod, at den forbudte bande Loyal to Familia og Hells Angels lå i en konflikt.

En konflikt som endnu ikke er afsluttet.

Og netop det at drabet skete som led i en bandekonflikt kan få en betydning, hvis de tiltalte bliver kendt skyldige i drab og drabsforsøg.

De er nemlig tiltalt efter den særlige bandeparagraf, som giver retten mulighed for at forhøje straffen.

Et af de vidner, som skal afgive forklaring i sagen, er en ekspert, som skal ind og fortælle, om den konflikt, der danner baggrund for drabet.

De fire mænd er også tiltalt for at have ført Loyal to Familia (LTF) videre, selvom banden blev forbudt ved dom i 2021.

Sagen er sat til 19 retsdage, hvor der forventes at blive ført i alt 39 vidner.

Der forventes at falde dom i slutningen af november.