Svensk politi hjalp i går deres danske kolleger med at anholde en 22-årig mand i sagen om den kraftige bombesprængning ved Skattestyrelsen tirsdag i sidste uge.
Han sidder lige nu i politiets varetægt, mens han venter på at blive udleveret til Danmark. Det fortæller pressetalsmand ved Malmøs politi Nils Norling.
- Han blev formelt anholdt af en anklager klokken 22.30 i går aftes, mistænkt for at have medvirket til en sprængning i Danmark i sidste uge, lyder det.
- Lige nu sidder han i en arrest i Malmø, hvor han venter på, at spørgsmålet om udlevering til Danmark bliver behandlet, siger Nils Norling.
Ifølge DR Nyheders oplysninger bor den 22-årige med sine forældre i en forstad til Malmø. Hans pårørende ønskede i dag ikke at sige noget, da DR var forbi bopælen.
Til Ekstra Bladets reporter på stedet sagde den anholdtes mor dog, at hun mener, at hendes søn er uskyldig:
- Han er for dum til at lave en bombe, lød det.
22-årig ikke tidligere straffet
Hverken svensk eller dansk politi ønsker at fortælle, om det var på bopælen eller et andet sted, at han blev anholdt i går aftes.
Det skyldes, at sagen er hemmelighedsstemplet i Sverige, og at dansk politi vil begære lukkede døre, når den 22-årige kommer til Danmark og skal stilles for en dommer.
Malmøs tingsret oplyser, at der hos dem ikke findes oplysninger om, at den 22-årige tidligere er straffet.
Dansk politi fik i går kl. 17.10 Københavns Byrets "ja" til at udstede en europæisk arrestordre på både den 22-årige og en 23-årig mand. Den 23-årige er endnu ikke anholdt, men er nu internationalt efterlyst for sin medvirken i sagen.
- Spørgsmålet om udlevering af den 22-årige behandles af afdelingen for internationale anklagere. Det kommer nok til at gå hurtigt, siger Nils Norling.
Hvis den 22-årige modsætter sig udleveringen, skal spørgsmålet dog først prøves ved en svensk domstol.
Den 23-årige mand blev ifølge retsdokumenter fra Sverige i 2011 straffet med dagsbøder for at give en anden ung mand et slag i nakken og i maven, ligesom han den 28. juni i år fik frataget sit kørekort.
Han har desuden været politisk aktiv, idet han stillede op for et parti på venstrefløjen i 2014.
'Sigtede vil fjerne spor, advare eller påvirke andre'
Det er uvist, hvad de to svenskere præcist bliver sigtet for, og hvilken rolle politiet mener, de hver især har haft forud for og ved eksplosionen.
De beskrives dog af politiet som gerningsmænd.
Af retsbogen fra Københavns Byret fremgår det, at dommer i Københavns Byret Jens Stausbøll i går anså det for værende nødvendigt at få fængslet de to svenskere.
- Efter de foreliggende oplysninger er der begundet mistanke for, at de sigtede har gjort sig skyldige i de rejse sigtelser, lyder det.
Samtidig lagde dommeren vægt på, at de to ikke har nogen tilknytning til Danmark.
- Efter sagens karakter findes der endvidere bestemte grunde til at antage, at de sigtede på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen, navnlig ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre, lyder begrundelsen i retsbogen.
Motiv fortsat ukendt
På et kort pressemøde fortalte Københavns Politi tidligere i dag, at de to svenskere sættes i forbindelse med bombesprængningen ved Skattestyrelsen, men at de to på nuværende tidspunkt ikke forbindes med en eksplosion uden for nærpolitistationen på Nørrebro.
Politiet fortalte også, at det var efterforskningen af tekniske spor, overvågning, vidneforklaringer og andre oplysninger, der har ført til anholdelserne.
Men på pressemødet ville Jørgen Bergen Skov ikke svare på, hvad politiet anser som et muligt motiv for angrebet mod Skattestyrelsen.
- Det kan vi ikke komme nærmere ind på, lød det fra chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.
DR Nyheder har forsøgt at få kontakt til de to mistænkte svenskeres forsvarsadvokater i Sverige. En af dem er vendt retur, men uden at ville kommentere sagen.
Der er nedlagt navneforbud i sagen mod de to svenskere.
København har i alt været ramt af ni eksplosioner det seneste halve år.