18 anholdt efter ransagninger i sag om svindel for op til 440 millioner kroner

Politiet har i dag gennemført adskillige ransagninger og anholdt 18 personer i en sag om omfattende moms- og skattesvindel.

Politiet har beslaglagt millioner af kroner, luksusbiler og kostbare smykker. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ida Marie Odgaard)

Politiet har i dag slået til mod et kriminelt netværk med internationale relationer, der mistænkes for at stå bag omfattende økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet.

Netværket er mistænkt for at have udført omfattende moms- og skattesvindel for mindst 440 millioner kroner i løbet af de seneste år ved at benytte sig af skiftende virksomhedsstrukturer, hvor der ikke er betalt moms, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det oplyser Københavns Politi.

18 mænd i alderen 24 til 60 år er blevet anholdt. Fem af dem er udenlandske statsborgere.

- Vi har haft en længerevarende efterforskning, der har kørt over en del måneder. Der har der været mulighed for at slå til i dag på grund af den udvikling, der har været i sagen, siger Flemming Madsen, politiinspektør i Københavns Politi og leder af Særlig Efterforskning Øst, og fortsætter:

- Jeg kan ikke sige, hvor stort netværket er, men vi har anholdt 18 personer i dag, og vi regner også med, at der kan komme flere anholdelser i samme sag.

Millioner, luksusbiler og smykker beslaglagt

Dagen igennem har der været ransagninger i forbindelse med sagen, og politiet er stadig i gang med at foretage ransagninger af 39 steder i Hovedstadsområdet, Lolland, Østjylland og Tyskland.

Indtil videre har politiet beslaglagt cirka 11 millioner danske kroner fra forskellige bankkonti og 1,5 million kroner i kontanter.

Derudover er der blevet beslaglagt otte luksusbiler og et stort antal kostbare smykker.

- Vi har ransaget 39 steder, og der har vi fundet materiale, der nu skal undersøges nærmere i forbindelse med efterforskningen, der fortsat pågår, siger Flemming Madsen.

De anholdte er sigtet for moms- og skattesvig af særlig grov karakter eller hæleri for beløb fra 62 millioner til 498 millioner danske kroner.

Flere af de anholdte har ifølge politiet pakistansk baggrund, og politiet er i kontakt med myndigheder i andre lande, men kan ikke komme nærmere ind på, hvilke lande det drejer sig om.

De sigtede vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i morgen, hvor der vil blive begæret lukkede døre.