Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har rejst tiltale for drabet på en kun 13-årig pige i Hjallerup tidligere i år.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Den 11. marts modtog politiet et alarmopkald om, at en 13-årig pige var blevet fundet svært kvæstet i Hjallerup.
Hun blev kort tid efter erklæret død.
Lidt efter anholdt politiet den nu tiltalte, som var 17 år på gerningstidspunktet.
Derudover tilbageholdt politiet en 13-årig pige, som blev løsladt kort tid efter, da hun ifølge politiets undersøgelser ikke havde noget med forbrydelsen at gøre.
- Selvom den tiltalte blev sigtet umiddelbart efter drabet, og processen i den henseende var kort, så har det krævet en langvarig og tilbundsgående efterforskning for at fastslå hændelsesforløbet, gennemgå vidneudsagn og analysere de tekniske spor i sagen, lyder det fra specialanklager Mette Bendix i pressemeddelelsen.
Tiltalt for flere forhold
Den 18-årige mand blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.
DR Nyheder var til stede under retsmødet. Her kom det frem, at manden dengang blev sigtet for at have voldtaget og dræbt den 13-årige pige.
Pigen blev ifølge sigtelsen slået, dels med en mursten, dels med knyttet hånd, ligesom hun blev kvalt.
DR Nyheder har spurgt Nordjyllands Politi, om den 18-årige er blevet tiltalt for voldtægt.
Politiet ønsker dog ikke at oplyse, om han ligeledes er tiltalt for dette forhold, før at der kan gives aktindsigt i anklageskriftet, som frigives til medierne om en uge.
Over for DR Nyheder bekræfter forsvarsadvokat Mette Grith Stage, at hendes klient er tiltalt for flere forhold.
- Jeg kan bekræfte, at han er tiltalt for det samme, som han var under grundlovsforhøret. Drab og voldtægt.
- Han er derudover tiltalt for nogle yderligere forhold, siger Mette Grith Stage, der ikke uddyber dette nærmere.
Hun bekræfter, at han erkender sig skyldig i drab, men at han nægter at have begået en voldtægt.
Var ude at lede efter 13-årig
Der er ikke kommet noget frem om et eventuelt motiv for drabet på pigen.
Men Nordjyllands Politi oplyste tidligt i forbindelse med efterforskningen, at der har været en relation mellem offeret og den formodede gerningsmand.
- De har haft et kæresteforhold, som for kort tid siden er ophørt, har vicepolitiinspektør Frank Olsen udtalt tilbage i marts.
Det var pigens forældre, der fandt datteren svært tilskadekommen. Forinden havde både de og den tiltalte sammen med den dræbtes veninde været ude og lede efter pigen.
Sagen er endnu ikke berammet, men den kommer til at foregå ved Retten i Hjørring.
Den tiltalte sidder fortsat varetægtsfænglset.