Nogle af beboere i bygden Innaarsuit i det vestlige Grønland er blevet evakueret fra deres hjem, efter at et kæmpe isfjeld er drevet ind til bygden.
Det oplyser vagtchef Lina Davidsen fra Grønlands Politi.
- Man frygter, at isfjeldet kan kælve og sende en flodbølge ind mod bygden, fortæller hun.
De beboere, der bor tættest ved kysten, er blevet flyttet fra deres hjem og er bragt til andre huse længere inde i bygden, oplyser Grønlands Politi til DR Nyheder.
Isbjerget er grundstødt lige uden for bygden, der ligger i det vestlige Grønland. Beboerne frygter, at isbjerget kælver, for det kan betyde, at en flodbølge vil skylle ind over bygden.
- Befolkningen i Innaarsuit er i disse dage meget bekymrede over dette store isfjeld, fordi det kan få fatale konsekvenser, hvis det kælver, har bygdebestyrelsesformand Karl Petersen (S) sagt til mediet Sermitsiaq.
Der bor 169 indbyggere i Innaarsuit.
Sov hos ikke i farezonen
Beredskabet i Upernavik følger situationen tæt. Fungerende beredskabschef, Bjarne Markussen, oplyste i går til KNR, at man havde dannet sig et sig et overblik over, hvilke bygninger der var i farezonen i bygden.
- Vi har sagt til dem, der bor tæt på vandet, at hvis de har nogen, de kan sove hos længere oppe i bygden, skal de gøre det, siger han.
Hvor længe bygdens nu evakuerede beboere skal være væk fra deres hjem, vides ikke. Det kommer naturens kræfter til at afgøre, siger Grønlands Politi til Ritzau.
- Vindretningen er lige nu fornuftig, og så håber vi, at strømmen kan tage det, siger Lina Davidsen.
Flodbølge for et år siden
Om det tager timer, dage eller uger, tør hun ikke sige noget om.
- Det er meget svært at vurdere. Lige nu tager vi det en time ad gangen, siger hun.
17. juni sidste år blev bygden Nuugaatsiaq ved Uummannaq ramt af en flodbølge, der blev udløst af et jordskred.
Fire mennesker døde, 11 blev såret, og adskillige huse blev skyllet ud i havet. Både Nuugaatsiaq og nabobygden Illorsuit står i dag tomme, da myndighederne frygter et nyt jordskred.
Rettelse: Det fremgik tidligere, at det samtlige af bygdens 169 beboere, der er blevet evakueret. Det oplyste Ritzau, men det var dog ikke rigtigt. Grønlands Politi oplyser til DR, at det kun er de beboere, der bor tættest ved kysten, der er blevet flyttet til andre huse længere inde i bygden.