Da Danmark fik sin første samlede straffelov i 1866, valgte man at bevare dødsstraf i loven, selvom støtten til dødsstraffen vaklede i resten af Europa.
Men på trods af, at dødsstraf var en mulighed i den danske lov, blev der kun givet og udført ganske få dødsstraffe i tiden efter 1866.
Det var især en særligt uheldig begivenhed, der var med til at markere enden på de offentlige henrettelser i Danmark: Halshugningen af den 29-årige Anders Sjællænder, som gik grufuldt galt, da man måtte hugge i ham flere gange, før hovedet røg af.
Anders Sjællænder var blevet kendt skyldig i et grufuldt rovmord på en mand og blev herefter idømt dødsstraf. Men selvom straffeloven tillod dødsstraf for drab, var det faktisk ikke en særlig almindelig straf at give datidens drabsmænd.
Det viser en gennemgang af danske straffe for drab, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget.
Mere end 152 års kriminalitetsstatistikker fra Danmarks Statistik er for første gang blevet digitaliseret og samlet i en database.
Læs med her og bevæg dig igennem 152 års historiske data om domme for drab.
Tusindvis af dømte for drab
Siden 1866 er 2.577 mennesker blevet dømt for drab. Heraf har 2.171 været mænd, mens 406 har været kvinder.
Den fordeling er der en ret naturlig årsag til, mener flere eksperter. Tidligere drabschef Ove Dahl, der har tilbragt 22 år i Københavns drabsafdeling, forklarer blandt andet:
- Det er jo sådan i Danmark, at det er mænd, der begår drab og ikke kvinder. Det ligger jo i sagens natur, at det er fysikken, det handler om. Manden har det fysiske overskud til at overmande kvinden, og dermed også slå ihjel.
Derudover har mænd også psykologisk set et mere aggressivt adfærdsmønster end kvinder, forklarer Henrik Høgh-Olesen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet.
Flere bliver dømt for drab
Siden vi fik den første borgerlige straffelov i 1866 og frem til i dag har vi set en stor stigning i antallet af dømte for manddrab.
Stigningen betyder ikke, at vi er blevet mere morderiske, påpeger Frederik Strand, der er historiker og leder af Politimuseet i København.
- Det er muligt, at vi gennem tiden er begyndt at begå flere drab. Men i gamle dage var der et stort mørketal for drab, fordi landdistrikterne simpelthen ikke havde ressourcer til at efterforske sagerne. Derfor blev flere drab dækket ind som uheld eller selvmord, siger han.
Altså er stigningen nok snarere et udtryk for, at politiet er blevet bedre til at efterforske, lyder det fra politihistorikeren:
- Første gang man nogensinde satte ressourcer af til specialiseret efterforskning var med Politireformen i 1863. Her oprettede man opdagelsespolitiet, som dog kun dækkede København. Men det var først i 1938, at man fik et egentlig landsdækkende statsligt kriminalpoliti, som kunne tage sig af efterforskning, nemlig kriminalpolitiet inden for Rigspolitiet.
Den 1. juli 1866 fik Danmark sin første borgerlige straffelov. Inden da havde dansk strafferet været reguleret af Kong Christian Den Femtes Danske Lovs 6. bog fra 1683 samt en række forordninger.
I forhold til Danske Lovs til tider voldsomme straffe blev straffene i vidt omfang mildnet, hvilket afspejlede den mere moderne opfattelse af strafferet, der var opblomstret under oplysningstiden i Danmark.
Straffene fik nu særligt det formål, at de skulle "forbedre" de kriminelle, og straffen skulle bidrage til deres moralske og religiøse undervisning, forklarer Anne Katrine Nagel Christensen, museumsinspektør på Fængselsmuseet i Horsens.
Straffeloven fra 1866 betød et farvel til pinestraffe som eksempelvis kagstrygning og afhugning af lemmer.
I stedet skulle kriminelle idømmes strafarbejde i et forbedringshus eller tugthus.
Med den nye straffelov og forbedringshus- og tugthusstraffene fik man et nyt syn på forbryderen.
- I stedet for at tænke på hævn, begyndte man at kigge mere på, hvordan forbryderne kunne gøre nytte for samfundet, når de kom ud igen, fortæller Anne Katrine Nagel Christensen.
Man forsøgte at præge de dømte til at blive bedre mennesker gennem særligt religiøs påvirkning, forklarer museumsinspektøren:
- Derfor skulle man gå i kirke og til gudstjeneste, når man sad inde. Og man skulle læse religiøse skrifter ved præsten. I praksis var det dog ikke så nemt, for man havde plads til 500 fanger og kun én præst. Så han kunne ikke nå at have de dybe samtaler med de indsatte, slutter hun.
Men målet med straffeloven var klart: De kriminelle blev sendt til straffeanstalter i en forhåbning om, at man kunne forbedre dem som mennesker ved et fængselsophold præget af religiøs påvirkning og disciplin – og kun de værste, som man ikke kunne se et forbedringspotentiale hos, blev dømt til døden.
I 1933 træder Straffeloven af 1930 i kraft. Det er den straffelov, vi har i dag, selvom den er blevet moderniseret af flere omgange.
Med den nye straffelov fjerner man muligheden for at blive dømt til dødsstraf og de gamle straffeformer med straffearbejde i tugt- og forbedringshus forsvinder.
Den dominerende straffeform bliver nu i stedet almindelig fængselsstraf, men man indfører samtidig en række foranstaltninger overfor kriminelle, der af den ene eller anden årsag ikke er egnet til almindelig fængselsstraf, forklarer Ditlev Tamm, der er professor i retshistorie ved Københavns Universitet:
- Under indflydelse af en meget større viden om psykologien og en forståelse af, at der eksisterer forskellige typer af mennesker, forfiner man det, vi kalder kriminologien, altså videnskaben om forbrydelse og forbrydere, og man begynder i højere grad at kigge på forbryderen snarere end selve forbrydelsen, siger han.
Det betyder, at man i selve strafudmålingen begynder at inddrage andre sagkyndige end juristerne – og særligt lægelige, psykiatriske og psykologiske sagkundskaber begynder at spille en vigtig rolle.
- Man begynder som noget nyt at foretage en egentlig undersøgelse af den kriminelle, som så kan føre til, at man giver en anden straf end fængsel, nemlig en eller anden form for behandlingsdom, forklarer han.
Og det afspejler sig i høj grad på antallet af idømte straffe for manddrab, hvor straffen er en eller anden form for foranstaltningsdom.
Den polarisering i strafudmålingen, som man så de første år med den nye straffelov, begynder så småt at udjævne sig, og samtidig bliver flere og flere idømt foranstaltningsdomme.
Ideen om at straf skulle have en præventiv effekt og gøre folk bedre dominerede stadig mere end, at straffen skulle hævne den forbrydelse, der var sket, forklarer Jesper Ryberg, professor i etik og retsfilosofi på RUC.
- I 1960’erne var det tydeligt, at man havde den opfattelse, at forbryderen skulle kureres, og derfor fik så mange foranstaltningsdomme. Man betragtede dem som syge, og nogle mente endda, at de skulle have en kur for deres sygdom – og så prøvede man at kigge på, hvordan man kunne kurere de kriminelle, siger han og tilføjer:
- Men man opdagede jo hurtigt, at man ikke bare kunne kurere folk på samme måde, som man kunne kurere en blindtarmsbetændelse.
Men forestillingen om, at straf skulle gøre nytte fik stadig lov til at dominere frem til slutningen af 1970'erne.
I 1980’erne og frem begynder synet på straf dog at ændre sig.
I stedet for at kigge på den præventive effekt, som straffen kan have, begynder det i højere grad at handle om, at den kriminelle har fortjent straffen som en slags hævn for sin forbrydelse.
Og i de seneste årtier er det kriminalretlige område generelt blevet kraftigt politiseret, fortæller Jesper Ryberg.
- Det er helt almindelig kendt, at politikerne i højere og højere grad begynder at bruge kriminal- og straffepolitikken i et rent politisk spil for at sikre sig magt og holde fast på sin position eller for at erobre magten, siger Jesper Ryberg.
Tidligere var kriminalpolitik først og fremmest et anliggende for sagkyndige og embedsmænd, men fra midten af 1980'erne begynder pressen, politikere og den brede offentlighed i stadig højere grad at engagere sig i den kriminalpolitiske diskussion.
Rationalet bag straffene forsvinder, og i stedet giver man enkelte områder af straffeloven opmærksomhed og ændrer pletvis straffen på de områder, der får opmærksomhed, lyder det fra retsfilosof Jesper Ryberg.
I 2009 gør man endeligt op med den tidligere retspraksis om, at det er billigere at slå sin egen samlever eller ægtefælle ihjel – den såkaldte samleverrabat eller ægtefællerabat.
Det sker efter en mand i november 2007 med overlæg dræber sin kæreste i en påsat brand efter at have skudt hende i panden med en boltpistol.
Kigger man på straffelovgivningen i dag kan den betegnes som et historisk kludetæppe, og rationalerne bag straf spiller stort set ingen rolle længere, forklarer Jesper Ryberg.
I stedet er straffepolitikken blevet et rent politisk domæne:
- Det er også derfor, at du i dag næsten ikke kan finde nogen politikere, som er interesseret i at give præcise rationaler bag, hvorfor de synes, man skal straffe, som man gør. Den pseudobegrundelse, de i stedet kommer med, er, at man skal tilfredsstille den almindelige retsfølelse, slutter han.
Og den almindelige retsfølelse kræver tilsyneladende hårde straffe – i hvert fald hvis man kigger på straffene i dag i forhold til for 50, 100 eller 150 år siden.