To piger til en fødselsdagsfest. En gammel konflikt på Messenger. Tumult. En ulovlig peberspray i tasken. Et sprøjt i ansigtet.
Den episode førte i går til, at en 15-årig pige blev straffet med 80 dages betinget fængsel ved Københavns Byret.
Men sagen sluttede ikke der.
For første gang bestemte en dommer, at pigen også skal for det nye Ungdomskriminalitetsnævn, der har fungeret siden 1. januar.
Det fortæller anklager ved Københavns Politi Rikke Schønsted.
- Det er den første sag i landet, der er blevet henvist af domstolene, hvor der er tale om 15-17-årige, siger hun.
Kritik af nævn
Fra politisk side blev Ungdomskriminalitetsnævnet indført fra nytår for at sikre en bedre indsats over for unge mellem 10 og 17 år, der risikerer at ryge ud på en kriminel løbebane.
Med justitsminister Søren Pape Poulsens ord, skal nævnet sikre, at "der er en mærkbar og hurtig konsekvens, og at børn og unge bliver stillet til ansvar" i sager om personfarlig og alvorlig kriminalitet.
Unge kan blive pålagt et forbedringsforløb på op til to år, de kan også blive pålagt at udføre samfundsnyttigt arbejde, få stuearrest eller i yderste konsekvens anbringes uden for hjemmet.
Men oprettelsen af nævnet har også skabt politisk debat.
Kritikere har peget på, at politikerne med Ungdomskriminalitetsnævnet indførte en lavere kriminel lavalder ad bagdøren.
Peberspray for at føle sig tryg
Den 15-årige pige fortalte under sagen i Københavns Byret i går, at hun handlede i nødværge, da hun sprøjtede den anden pige i hovedet på trappen til en fødselsdagsfest med 60 gæster.
Hun havde pebersprayen i tasken, fordi hun følte sig mere tryg med den, når hun skulle hjem fra byen. Om hun havde anskaffet sig den efter lempelserne i reglerne om peberspray vides ikke.
Men det var ikke for at bruge den som våben, at hun havde den med, sagde hun. Det skete i nødværge. På trods af det blev hun dømt for grov vold og ulovlig besiddelse af peberspray.
I sagen havde anklager Rikke Schønsted krævet 80 dages ubetinget fængsel, men da pigen er ung og ustraffet, blev dommen betinget.
Hvad der nu kommer af yderligere sanktioner fra Ungdomskriminalitetsnævnets side over for den 15-årige pige, ved vi først, når nævnet har behandlet sagen.
Advokat: Vi mangler i det nye nævn
Pigens advokat, Knud Meden, er kritisk over for det nye nævn, fordi unge som den 15-årige ikke har en advokat ved deres side, når nævnet skal vurdere de sociale sanktioner.
Sådan var det ellers før nævnets oprettelse, fortæller Knud Meden, for der indgik overvejelserne om sociale tiltag i forbindelse med en retssag.
- Jeg synes, det kan ligne en systemfejl, at man har koblet advokaten af i nævnet, siger han og tilføjer:
- Men det er efter min opfattelse ret bevidst, at det skal være sådan.
Knud Meden mener, at en ung bør have en advokat ved sin side i nævnet, fordi advokater tit har en tæt og fortrolig kontakt med deres klient og derfor kender til særlige forhold ved klientens situation.
Pigen og hendes advokat overvejer nu, om sagen skal ankes.
Har behandlet sager om de helt små
Selvom det er den første sag, en domstol sender en sag videre til Ungdomskriminalitetsnævnet, er det ikke den første sag, nævnet ser på.
Ungdomskriminalitetsnævnet har allerede behandlet flere sager vedrørende unge under den kriminelle lavalder - altså de 10 til 14-årige.
I Østjylland er en 14-årig dreng i dag blevet stillet for det nye Ungdomskriminalitetsnævn i en sag om vold.
En anden sag er afsluttet i Kolding.
Og i Esbjerg har nævnet behandlet to sager med unge på 12 og 13 år, der har begået vold og røveri. Syv flere er på vej i Esbjerg.
Hvad sagerne konkret handler om, og hvilke sanktion de har ført til, står hen i det uvisse. Ungdomskriminalitetsnævnet har ikke svaret på DR's henvendelser.