Hos de fremmødte var hænder gemt væk i handsker, proppet ned i lommer, eller også forsøgte de med det bare skind at tage billeder, da dronningen torsdag - i minusgrader - kørte frem og tilbage til sin sidste nytårskur som regent.
Det begyndte klokken lidt over 9 om formiddagen, hvor dronning Margrethe i guldkaret kørte fra Amalienborg Slot mod Christiansborg Slot.
Her skulle der være nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen samt repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.
Senere på dagen - og dog med en forsinkelse - begyndte dronningen så sin vej retur mod Amalienborg, hvor en del flere folk havde fundet vej ud på gaderne.
Har du siddet med hovedet i arbejdet - eller trafikken - i dag, kan du få et hurtigt overblik over begivenhederne med billederne nedenfor.