12 år bag tremmer - sådan lyder dommen over den etbenede, tjetjenske bombemand Lors Dukajev.
Og efter at have afsonet dommen bliver den tjetjenske belgier udvist af Danmark.
Et mindretal på tre nævninge forlangte en straf på 14 år, men flertallet mente at 12 år var tilstrækkeligt.
Klar og kontant
Anklageren krævede inden voteringen mindst 12 års fængsel til Dukajev og sammenlignede sagen med terrorsagerne fra Glasvej- og Vollsmose-sagen, hvor de hovedtiltalte fik 12 års fængsel.
Og derfor er man her tilfreds med dommen.
- Det er en klar og kontant dom, som falder i tråd med Højesterets praksis, så jeg kan kun være tilfreds med de 12 år, der er givet, siger anklager Rikke Lundby Jensen.
Det gik den vej
Forsvareren sammenlignede før dommen sagen med sagen om øksemanden, der trængte ind hos tegneren Kurt Westergaard, og derfor krævede han højest 9 års fængsel.
De 12 år kommer dog ikke som nogen overraskelse for forsvareren.
- Det er en hård straf. Det er en meget hård straf. Det var det anklageren gik efter, og man må sige at anklageren fik alt, hvad man ville have. Men jeg kunne godt se, at det gik den vej og nu vil vi så i fred og ro overveje, om sagen skal ankes, siger Niels Anker Rasmussen.
Ingen tvivl om skyld
Strafudmålingen kommer, efter at Københavns Byret i går fandt Lors Dukajev skyldig i at tage til Danmark med det formål at gennemføre et terrorangreb mod dagbladet Jyllands-Posten i Viby nær Århus.
Et angreb der mislykkedes og endte med at rasere et toilet på Hotel Jørgensen i indre København, da bomben gik af i hænderne på Lors Dukajev.
For og imod
Under den afsluttende procedure i går mente anklageren, at beviserne talte for, at Lors Dukajev var taget til Danmark for at sende en bombe til Jyllands-Posten på grund af Muhammed-tegningerne.
Forsvareren menter derimod at Dukajev var i Danmark med det formål at søge job på Jyllands-Posten, og at han ingen intentioner havde om terror.
Seks nævninge blev overbevist af anklagerens argumenter og fandt Dukajev skyldig i forsøg på terror.
Stadig en gåde
Gennem tre dage er Lors Dukajev blevet afhørt, hans computerfiler er blevet gennemgået, og flere sprængningseksperter har fortalt, at den bombe, Dukajev havde med til København, var dødelig.
Men på trods af detaljegraden i sagen er manden Lors Dukajev stadig en gåde. Det mener terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen fra Dansk Institut for Sikkerhedsstudier, DIIS, som har fulgt sagen i Københavns byret.
- Han er simpelthen et mysterium. Jeg er ikke blevet klogere på, hvem Dukajev er, og jeg kan stadig være i tvivl om, hvorfor han valgte at komme til Danmark, sagde terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen inden dommen om skyldsspørgsmålet i går.