11 personer indlagt med symptomer på madforgiftning

Flere af dem har problemer med at trække vejret, siger lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland.

Personerne er blevet indlagt med symptomer på den alvorlig madforgiftnings-bakterie botulismus, fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland. (Foto: © Henrik Houman)

11 personer fra Sønderjylland er søndag blevet indlagt med symptomer på den alvorlige madforgiftningsbakterie botulisme, som populært går under navnet pølseforgiftning.

Det skriver Ekstra Bladet.

Der er angiveligt tale om nogle familier, som har spist sammen. De er blevet indlagt på flere forskellige sygehuse, hvor flere af dem er på intensivafdelingen, da de ikke kan trække vejret.

Det fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland, til Ekstra Bladet. Han bekræfter sent søndag aften oplysningerne over for DR Nyheder.

- Det menes, at alle 11 har spist sammen. Vi har meget tidligt involveret embedslæge og fødevarestyrelse. De er i fuld gang med at undersøge den mad, som man mener, at familierne har spist.

- Det vigtige at finde ud af er, om det er noget, der har været til salg, eller om det har været hjemmelavet, siger han til Ekstra Bladet.

Svært at få fat i modgiften

Patienterne er kommet ind i løbet af eftermiddagen og er placeret på fire forskellige sygehuse. De syv er indlagt i Sønderborg, to i Odense, en i Flensborg og en på Rigshospitalet.

Bjarne Dahler-Eriksen fortæller til DR Nyheder, at symptomerne typisk begynder med kvalme og opkast. Måske opstår der synsforstyrrelser, og så kan man få problemer med vejrtrækningen, hvis det sætter sig i åndedrætsmukulaturen.

Der har været gang i et større logistisk arbejde for at finde tilstrækkeligt med modgift, da det er sjældent, at der er tilfælde af denne type forgiftning i Danmark.

- Vi har normalt nul til to tilfælde om året, så vi har fået modgift fra både Lübeck og Oslo udover det, vi havde på Statens Serum Institut, siger Bjarne Dahler-Eriksen.

DR Nyheder har været i kontakt med Sygehus Sønderjylland mandag morgen. De meddeler, at der ikke er noget nyt at fortælle om de indlagte personers tilstand.

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til emii@dr.dk eller 1212@dr.dk så kontakter vi dig

/DR Nyheder/