En 11-årig dreng fik sprayet brændende parfume i ansigtet under et overfald, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det skete ifølge vagtchefen hos Nordsjællands Politi lørdag aften mellem klokken 18 og 18.35, da drengen kom gående på Højengen ved Holmegårdscentret i Kokkedal.
Drengen havde været ovre hos en kammerat og var på vej mod sit hjem i Kokkedal, da han af en endnu ukendt årsag blev passet op af to til tre unge drenge.
De sprayede den 11-årige i ansigtet med parfume, samtidig med at de satte ild til væsken.
Den 11-årige kom derefter til Rigshospitalets Traumecenter, der kunne konstatere, at ilden havde givet den 11-årige en andengradsforbrænding i ansigtet.
Nordsjællands Politi har fundet spor at gå efter under opklaringen af sagen.