Europas Forenede Stater?

Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer har flere gange fremlagt omfattende visioner for det Europæiske samarbejde. Første gang var i en tale til Europa-Parlamentet i januar 1999, anden gang i en tale på Humboldt Universitetet i Berlin i maj 2000.

Det tyske forslag genopliver diskussionen af det føderale Europa, der op gennem halvfemserne  var ved at gå i glemmebogen til fordel for et mere pragmatisk fokus.

I Amsterdam-traktaten forpligter EU-landene hinanden på at udbygge det politiske samarbejde. Her hedder det:

"Denne traktat udgør en ny fase i processen hen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, hvor beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt".

Udbygningen af det politiske samarbejde i EU vil altså fortsætte. Diskussionen handler i de fleste andre EU-lande end Danmark om, hvordan den udbygning skal ske. 

EU-samarbejdets udvikling er præget af modsætninger.

• Ønsker om at afgive suverænitet til fordel for en fælles beslutning kan forklare udbygningen af EU-samarbejdet fra et lille, tæt samarbejde om kul og stål fra 1950 til et meget vidtgående samarbejde i dag. Der er tale om en føderal impuls.
   
• Når EU i løbet af 50 år ikke har udviklet sig til et Europas Forende Stater, så vidner det om, at EU-landene trods behov og ønske kun tøvende afgiver suverænitet. De er stadig, på trods af 50 års integration, først og fremmest nationalstater. EU’s politikere står til regnskab for vælgere i deres eget land og ikke i andre lande. 

Der er altså gode grunde til, at EU-samarbejdet udvikler sig midt mellem visionerne om det føderale og det nationale.

Samtidig betyder selve eksistensen af en fælles beslutningsproces og dermed også et fælles sekretariat (Kommissionen), at der er et pres for mere integration. Dette pres bliver dog mødt af et mindst ligeså voldsomt modpres fra vælgere, der synes Bruxelles ligger for langt væk. Også her står integration over for nation, føderale visioner over for nationale.

Også forhold uden for Europa påvirker udviklingen af EU. Opbygningen af først det indre marked og derefter Den Økonomiske og Monetære Union må forstås

• som EU-landenes fælles svar på hård konkurrence fra USA og Asien
   
• deres fælles værn mod valutaspekulationer i en tid med frie bevægelser af kapital over hele verden

På samme måde siger EU-landene kun ja til at optage Tyrkiet som medlem for at sikre stabilitet på Balkan og i Mellemøsten.

I de seneste 50 år har EU’s kernelande, Tyskland og Frankrig, søgt sammen, hver gang presset ude fra er steget. Trods uenighed kan det blive tilfældet mange gange i de kommende år.