Portræt Christian Rovsing (K)
Der står teknik, erhvervsliv og uddannelse højest på dagsordenen for det genvalgte, konservative EU-parlamentsmedlem, Christian Rovsing, som tager fat på sin tredje valgperiode.
Den 62-årige edb-, rumfarts- og atomkraftspecialist har i de forløbne ti år i EU-Parlamentet koncentreret sig hovedsageligt om sine specialer og mindre om de store EU-spørgsmål, omend han er langt mere EU-venlig end de mange småskeptiske K-vælgere.
Rovsing har været kritiseret for til tider at blande privatøkonomiske interesser som leverandør af konsulentjælp med politiske mærkesager f.eks. i forbindelse med EU-støtte til renovering af et atomkraftværk i Litauen. En kritik, som Rovsing har afvist. Men han anerkendes for sin store fagviden i tekniske spørgsmål, som han ofte har samarbejdet tæt om med socialdemokraten Freddy Blak.
Rovsing blev landskendt i 1960`erne, da han på tv kommenterede de amerikanske rumrejser til Månen og anden rumforskning. Rovsing kunne dog supplere sit tv-tække med erfaringer fra både amts- og kommunalpolitik, da han blev valgt ind i EU-politik.
Læs mere om Christian Rovsing |