Portræt af Freddy Blak (S)
Freddy Blak er lollik med en mission. Han vil sørge for, at EU kommer ned på gadeplan, 'hvor både du og jeg kan forstå, hvad der foregår'.
Den opgave har Freddy Blak været tro, siden han for 10 år siden overhalede Ralf Pittelkow og med 16.700 personlige stemmer kaprede Socialdemokratiets fjerde mandat i EU-Parlamentet.
Målbevidst kastede han sig over den plat og svindel i EU, der får nakkehårene til at rejse sig på mange danskere. Det skaffede ham indflydelse i parlamentet, og det sikrede overskrifter i aviserne, så han i 1994 rykkede ind på top 10 med 52.402 personlige stemmer.
Medvirkende til det er en sikker sans for den gode historie, der kan få journalister op af stolene - og sans for at servere den.
Ihærdigheden til trods er det ikke alle slag, som den 54-årige tidligere maskinarbejder fra Nakskov vinder. Otte års kamp for det toldfri salg slog fejl. Og sammen med sine to kolleger fra EU-Parlamentet, John Iversen og Niels Sindal, blev Freddy Blak op til valget forvist fra Socialdemokratiets præsentation i DR-TV til fordel for to kvinder, der af partiets kongres er placeret længere nede på listen. Men så let holder man ikke en lollik nede. |