Østrig, Sverige og Finland med i EU
Den 1. januar 1995 indtrådte Sverige, Østrig og Finland i EU. De tre nye lande fik henholdsvis 22, 21 og 16 pladser i Europa-Parlamentet. Herefter sidder der således 626 politisk valgte medlemmer i salen, når parlamentet holder samlinger i Strasbourg.
Udvidelsen betød desuden, at EU nu rummer 15 medlemslande og 11 sprog. I tolkekabinerne blev der derfor også lidt mere trængsel, eftersom både svensk og finsk blev nye sprog i EU-sammenhæng.
For EU som helhed betød optagelsen af de nye medlemmer en række institutionelle og praktiske tilpasninger. Bl.a. skulle stemmevægtene i Ministerrådet tilpasses den nye situation, opgavefordelingen i Kommissionen skulle tilpasses 15 istedet for 12 kommissærer og de enkelte landes økonomiske bidrag til EU fastlægges.
Især fra den række af lande, som i dag er nettobidragydere, blev de nye lande hilst velkommen. Både Sverige, Østrig og Finland vil nemlig blive nettoindbetalere til EUs fælleskasse, og dermed bliver der flere til at finansiere de nye opgaver, som EU står overfor.
Derudover så især den danske regering frem til en styrket nordisk profil i EU som konsekvens af Sverige og Finlands optagelse. |