Euroen - den fælles mønt

Efter euroens inførelse den 1. januar 1999 - også kaldet ØMU'ens tredje fase  - har Den Europæiske Centralbank nu ansvaret for at fastlægge en fælles pengepolitik.
Samtidig blev de europæiske valutakurser fastlåst i forhold til euroen, ligesom både euro-landene og EU-landene uden for euroen har forpligtet sig til at undgå uforholdsmæssigt store budgetunderskud.

De medlemslande, som deltager i den fælles valuta, har skullet opfylde de såkaldte konvergenskriterierne. Det vil sige, at de har skulle have en sund økonomisk udvikling med lave prisstigninger, lave renter, stabile valutakurser samt undgå uforholdsmæssigt store budgetunderskud.
Vurderingen af de enkelte lande har især været baseret på grundlag af EU-landenes faktiske nøgletal for 1997.

Hvem er med
11 medlemslande bestod adgangsprøven til Euroland. Det drejer sig om Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Luxembourg, Finland, Irland, Østrig og Portugal.

Danmark opfyldte allerede i 1995 alle konvergenskriterierne. Men med Edinburgh-afgørelsen har vi meddelt de øvrige medlemslande, at Danmark ikke ønsker at deltage i ØMU’ens tredje fase med den fælles valuta. Også Storbritannien og Sverige har meddelt, at de ikke ønsker at deltage i den fælles valuta fra den 1. januar 1999.

De nationale valutaer er fra den 1. januar 1999 at betragte som underopdelinger af euroen. Eksempelvis vil tyske D-mark og hollandske gylden være to forskellige udtryk for euroen.
I perioden 1. januar 1999 til 1. januar 2002 vil nationale pengesedler og mønter fortsat være lovmæssige betalingsmidlerl inden for de respektive euro-lande. Euroen vil i denne periode kun være kontopenge.

Euroen vil først fysisk blive indført med eurosedler og -mønter fra den 1. januar 2002. Senest fra den 1. juli 2002 skal euro-landenes nationale sedler og mønter være udskiftet.