Kommissionens fald

Svindelsagen, som førte til EU-Kommissionens fald, startede med den hollandske EU-revisor Paul van Buitenens afsløringer i januar 1999 af omfattende svindel i Kommissionen.
I første omgang fik kommissionen lov til at blive siddende, mens et uafhængigt udvalg gik gennem anklagerne. Men mandag den 15. marts 1999 kom udvalgets rapport, som rettede en sønderlemmende kritik af flere kommissærers embedsførelse.

Rapportens konklusioner var klare. Der blev påpeget adskillige tilfælde af decideret svindel, tilfælde af nepotisme, passivitet, manglende opfølgning på dokumenteret svindel, administrative uregelmæssigheder, sabotering af eksterne undersøgelser, ufuldstændig informering af Europa-Parlamentet og forsøg på at dække over egne fejl.

Natten mellem den 15. og 16. marts måtte EU-Kommissionen kollektivt tage konsekvensen af de alvorlige anklager mod især den franske Edith Cresson, den spanske Manuel Marin og den franske kommissionsformand Jacques Santer og  træde tilbage. Alternativet var, at kommissionen blev afsat af et stort flertal i Europa-Parlamentet.

En ny kommission skal herefter udpeges af medlemslandene og efterfølgende godkendes af Europa-Parlamentet. En række af de nu fungerende EU-kommissærer, som ikke direkte anklages i udvalgets rapport, bliver muligvis genudnævnt af deres respektive regeringer, men det er tvivlsomt, om Europa-Parlamentet vil godkende sådanne genudnævnelser i kommissionen.
Den nyudnævnte kommissionsformand, den tidligere italienske regeringsleder Romano Prodi vil ikke på forhånd udelukke muligheden af gengangere i den nye kommission.

Det er endnu uvist hvilke langsigtede konsekvenser Europa-Parlamentets de facto afsættelse af kommissionen vil have for magtbalancen mellem parlament og kommission, men det er en tydeligt svækket EU-Kommission, som nu står over for et selvbevidst og handlekraftigt Europa-Parlament, som uden tvivl vil benytte sig at det kommende Europa-Parlamentsvalg til at vise flaget.