Strid om løn til Europa-parlamentarikere
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og hans nordiske kollegaer vil presse på for at få begrænset EU-parlamentarikernes løn og fryns.
Statsministeren har sammen med Göran Persson og Paavo Lipponen i et brev bedt det tyske formandskab om at gribe ind og sørge for et kompromis i sagen om aflønning af Europa-Parlamentets medlemmer.
Blandt andet på grund af et dansk krav nedstemte parlamentarikerne den såkaldte statut, der indeholder en plan for at give parlamentarikerne lige løn og beskatte dem efter EU-regler. Det nordiske krav lyder på, at det skal være muligt for de enkelte medlemslande at indføre en supplerende national beskatning udover EU-beskatningen. Det afviste parlamentarikerne, hvorefter de nordiske statsministres udspil kom frem i form af et brev til Tysklands kansler, Gerhard Schröder
I dag bliver Europa-Parlamentarikerne lønnet og beskattet ligesom deres kolleger i de nationale parlamenter. Med planen om lige løn, der udregnes som et gennemsnit af de 15 landes nuværende lønninger, ville de danske parlamentarikere få en væsentlig lønstigning. Dertil kommer, at de med EU-skatten kun skulle betale cirka 20 procent i skat, og det bryder med Danmarks princip om lige løn til folketingsmedlemmer og Europa-parlamentarikere.
|