Portræt af Ole Andreasen (V)
Den 59-årige tidligere journalist, DR-skærmtrold og Carlsberg-direktør Ole Andreasen har på forhånd erklæret, at han kun vil i EU-Parlamentet for Venstre i een valgperiode. Når den er slut, vil han nyde sit `livs efterår`.
Som en af de få danske kandidater med en erhvervsmæssig baggrund i en stor dansk virksomhed vil han gerne i sit politiske arbejde holde en god kontakt til det danske erhvervsliv. Men han ser ikke sin rolle i parlamentet som erhvervslobbyist.
For selvom Ole Andreasen qua sine 23 år på Carlsberg har haft det folkelige danske kælenavn `Øl-Ole`, så ser han ikke sig selv som dansker i EU, men som `liberal europæer`. Og det på trods af at hans mange-årige ven og tidligere tv-kollega Uffe Ellemann-Jensen har kaldt ham noget af det danskeste, der findes.
Ole Andreasens mærkesager er da heller ikke ærkedanske trakasserier om krumme agurker, men EU`s udvidelse mod øst og en afskaffelse af de fire danske forbehold. Selvom han primært er kendt i den brede offentlighed for sin Carlsberg-karriere, så har han prøvet kræfter med det politiske.
Han har været medlem af Venstre siden 1975 og siddet fire år i 1970`erne som byrådsmedlem i Gentofte Kommune samt sidder i Venstres hovedbestyrelse siden 1997. Derimod har Christianborg aldrig trukket i ham, og EU-Parlamentet blev først interessant, da parlamentet fik mere reel indflydelse.
Mens han blankt erkender, at han ikke er inde i detaljerne i europæisk politik, så lover han til gengæld at bestride sit nye job som EU-parlamentariker med masser af sund fornuft.
Baggrund:
Født: 30.7.1939 på Frederiksberg
1958-75 i journalistik: Fra elev på Vestkystens Folketings-redaktion, over Børsen, Kristeligt Dagblad, Venstrepressens Bureau og TV til chefredaktør på Fyns Tidende.
1976-1999 i erhvervslivet: Fra informationschef for Carlsberg-Tuborg til vicedirektør i Carlsberg-gruppen.
1978-82 i politik: Medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte.
1997 i politik: Medlem af Venstres hovedbestyrelse og det erhvervspolitiske udvalg.
1999 i politik: Kandidat til Europa Parlamentet for Frederiksborg Amt og Vestre Storkreds. |