Portræt af Bertel Haarder (V)
Presset af debatten om dobbeltmandater, har Venstres førstemand i EU-parlamentet valgt side. Bertel Haarder nedlægger sit folketingsmandat og vælger dermed spor i hvert fald for de næste fem år.
Men han har også aftjent sin værnepligt. Bertel Haarder blev valgt i Sæby-kredsen i 1975 og har repræsenteret Lyngby-kredsens Venstre siden 1977.
Med 10 år som undervisningsminister i skiftende Schlüterregeringer har Bertel Haarder sat sit præg på det danske undervisningsvæsen. Taxameter-styringen (dvs. at elevantal styrer bevillingerne) er en arv fra ham. Til gengæld fik Bertel Haarder aldrig ram på yndlingsaversionen Tvind. Det problem arvede den radikale Ole Vig Jensen - og han kom ikke godt fra at forsøge at løse det.
Bertel Haarder, der nu er 54 år, har rod i højskolebevægelsen og det grundtvigske og har blandet sig i samfundsdebatten siden ungdomsårene.
Næsten en reolmeter samfundskritiske bøger har forladt hans hånd, og den kan præstere andet end blot tør prosa. Bertel Haarder mestrer den sjældne kunst at ryste mundrette lejlighedssange ud af ærmet. Han spiller violin. Og så kan han gå på hænder.
Læs mere om Bertel Haarder |