usyn.GIF (44 bytes)

Portræt af Jens Okking (J)

Med et stort personligt stemmetal er den folkekære skuespiller og gøgler Jens Okking på vej til Bruxelles, valgt for Junibevægelsen.

Han får selskab af to garvede EU-parlamentarikere fra Junibevægelsen, Jens-Peter Bonde og Ulla Sandbæk, og en
smule hjælp vil den 59-årige Jens Okking nok få brug for i den første tid.
Han skal nemlig først til at lære jobbet, selv om han har
beskæftiget sig med politik i årevis. Men han frygter ikke
at blive sat til vægs af de professionelle jakkesæt i
Bruxelles. Faktisk glæder han sig.

Jens Okking er ikke gået til valg med et stort og færdigt
program, men han ser det som en af sine vigtigste opgaver at
oplyse danskerne om, hvad det er der sker nede i
parlamentet.
Selv mener han, at han har en sund skepsis over for de
store sammenslutninger og hele bureakratiet i EU. Han mener
ikke, at demokratiet kan udvikles, hvis det hele flyttes
længere væk, og beslutningerne holdes for lukkede døre.
Et andet område, der ligger ham på sinde, er, at den danske
egenart i EU skal bevares. De små samfund skal bevare deres
ret til selvbestemmelse, sprog og kultur.

Som samtlige andre danske EU-parlamentarikere vil også han
bekæmpe svindelen i EU.

Søndag aften var han skuffet over den lave valgdeltagelse, skønt netop Junibevægelsen fik stor tilslutning. 

Jens Okking har altid interesseret sig for kulturpolitk, landbrug og miljø. Udover skuespillet har han været højskolelærer, landmand og kulturmedarbejder for både Ekstra Bladet og Morgenavisen Jyllands-Posten.
Han har som borger i EU været bosat uden for den irske hovedstad Dublin i et par år, men han arbejder fortsat regelmæssigt i Danmark og fra efteråret også i Bruxelles.