Detektor: Danmark ville tidligst kunne producere coronavacciner om et halvt år

Pernille Skipper vil have “hurtigere” vacciner med statslig produktion. Urealistisk, siger eksperter og firmaer.

Enhedslistens politiske leder Pernille Skipper vil have danske virksomheder eller det offentlige i gang med at producere vacciner, så det kan gå "hurtigere". Eksperter og vaccinefabrikanter mener ikke, det giver mening at igangsætte en dansk produktion. (Foto: © Jack Guez /Scanpix)

Hvis de store medicinalfirmaer som Pfizer og Moderna ikke kan levere tilstrækkeligt med vacciner, så må staten og andre virksomheder i gang med at producere dem.

Sådan lyder det på Facebook fra Enhedslistens Pernille Skipper.

"Selvfølgelig skal Pfizer og andre kompenseres, hvis patentet brydes midlertidigt, men det er altså sindssygt, at vi ikke allerede har sat gang i de nødvendige nødlicenser, der gør det muligt at bruge alle ledige hænder til at producere så meget vaccine til så mange og så hurtigt som overhovedet muligt," skriver hun.

Men selv hvis Pfizers patent blev ophævet og delt ud til andre producenter i dag, vil det tage mindst et halvt år, før en vaccine kan produceres i Danmark.

Det siger flere eksperter og virksomheder til Detektor.

Ikke noget "man bare lige gør"

En af de eksperter, Detektor har talt med, er tidligere administrerende direktør i Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen.

Han afviser, at vi kan øge hastigheden ved at sætte gang i en dansk produktion.

- Lad os forestille os, at vi gik i gang med det her nu. Så ville vi først have en vaccine klar om et år. Det ville være en helt besynderlig strategi, siger han og tilføjer, at en produktion af coronavacciner ikke er noget, "man bare lige gør".

- Det er ikke en bolchefabrik - det er en farmaceutisk produktion. Det er helt urealistisk, siger han.

Professor i vaccinedesign på Københavns Universitet Camilla Foged forventer også, at det ville tage mindst et halvt år, før en dansk vaccineproduktion kunne være klar.

- Det kræver de helt rette faciliteter, udstyr, medarbejdere og en meget specialiseret viden. Det ville nok tage en del måneder og også kræve en meget stor investering, siger hun.

Professor i sundhedsøkonomi hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) Jakob Kjellberg afviser også en dansk produktion som en mulighed.

- Alt kan stables på benene i den her verden. Vi kunne også bygge et fartøj, der kunne flyve til månen. Hvis man bare putter nok ressourcer i det, kan alt jo lade sig gøre. Det kan bare ikke ske inden for en tidshorisont, der ville hjælpe os med at vaccinere befolkningen, siger han.

Jakob Kjellberg tilføjer, at ingen i Danmark har erfaring med at producere den nye type RNA-vaccine, som Pfizer har lavet. Derfor vil det tage ekstra tid at stable en produktion på benene.

- Det er ikke sådan, at man bare kan omlægge produktionen fra den ene dag til den anden. Forsyningslinjer skal bygges og godkendes, og her er der den ekstra komponent, at det er en ny teknologi, siger Jakob Kjellberg.

- Det giver slet ikke mening at overveje en dansk produktion af Pfizers vaccine, selv hvis deres patent blev midlertidigt ophævet.

En ny type produktion

AJ Vaccines er ifølge flere eksperter en af de få virksomheder i Danmark, der ville have mulighed for at producere covid-19-vacciner.

Det var AJ Vaccines, som i 2017 købte statens vaccinefabrik.

Men heller ikke her mener man, at det er realistisk at producere coronavacciner på kort sigt.

- Vi ville ikke kunne nå at producere vacciner under den nuværende pandemi, siger Jesper Helmuth Larsen, som er CEO i AJ Vaccines.

Han vurderer også, at det ville tage mindst et halvt år alene at få en helt ny type produktion i gang.

Og det er en meget optimistisk vurdering, tilføjer han.

- Til den tid er der jo ikke kun kommet endnu større leveringer, men formentlig også kommet en masse nye vacciner på markedet.

Hos medicinalvirksomheden AGC Biologics Copenhagen er vurderingen den samme som hos AJ Vaccines:

- På kort sigt kan det ikke gøre en forskel, men selvfølgelig kan det lade sig gøre at etablere en produktion i Danmark på længere sigt, siger direktør Kasper Møller.

Han vurderer, at det ville tage omkring seks måneder at blive klar til en ny produktion og yderligere seks måneder, før en større produktion kunne være produceret.

AJ Vaccines CEO Jesper Helmuth Larsen peger også på, at det ville kræve en større omlægning af firmaets nuværende produktion.

- Vi producerer inaktiverede vacciner - som polio og stivkrampe for eksempel. Det er noget andet end de nye RNA-vacciner, der bliver produceret nu, siger han.

Ifølge Jesper Heltmuth Larsen ville AJ Vaccines dog muligvis kunne hjælpe med at fylde og pakke vacciner, ligsom Sanofi netop er begyndt at gøre med Pfizers vaccine.

- Hvis en vaccineproducent er villig til at dele viden og teknologiske løsninger i den del af processen med os, så kunne vi hurtigt afklare, hvorvidt AJ Vaccines kunne hjælpe med fylde og pakke-kapacitet.

Skipper: Det handler om fremtiden

Danmark skulle have omlagt til en vaccineproduktion for mange måneder siden, mener Enhedslistens politiske leder Pernille Skipper. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Detektor har også bedt Pernille Skipper om en kommentar til eksperternes vurdering.

Hun forklarer nu, at Facebook-opslaget er en kritik af, at regeringen ikke for flere måneder siden satte gang i en vaccineproduktion.

- Hvis vi havde gjort det i tide, kunne vi have omlagt produktionen, så vi havde nogle andre muligheder nu, siger hun.

Du skriver jo, at en offentlig eller en anden virksomheds produktion kunne få det til at gå “hurtigere”. Men sådan skal det ikke forstås?

- Hvis det er sådan, man kan læse det, er det selvfølgelig en fejl al den stund, at det er en forsimplet fortælling. Hvis vi skulle bruge det lige nu, fordi der er forsinkelser fra Pfizer, så skulle vi have omlagt og gjort klar for mange måneder siden. Men diskussionen er stadig relevant for fremtiden.

Så det, du mener med “hurtigere” er, at næste gang, der kommer en pandemi, kan det gå hurtigere med at producere vacciner, hvis vi omstiller produktionen i god nok tid?

- Ja.

Du skriver også, at der er “ledige hænder”, der skal i gang med at producere vaccinen. Hvem er de ledige hænder?

- Det er nok lidt dårligt formuleret. Jeg tænker selvfølgelig på, at der er virksomheder, der kunnet have omstillet, hvis de havde haft tid til at gøre det. Men vi har ikke sat dem hurtigt nok i gang til, at det ville kunne gøre en forskel i forhold til den situation, vi står i nu.

Husk, at du også kan høre Detektor som podcast. Du finder den seneste udgave lige her: