Zamans teenagetid var 'fucked up': Da vennerne røg i fængsel, vendte han op og ned på sit liv

Teenageårene blev brugt på at hænge i storcentret. I dag streames Zaman 'ZK' Kilics sange i million-klassen.

Han høster millioner af streams på musiktjenesterne, men tilværelsen har ikke altid være lige nem for den danske rapper Zaman'ZK' Kilic.

Rapperen med de tyrkiske rødder voksede op i Ishøj, hvor han og hans venner med egne ord var 'byens sorte får'.

- Det var os, folk ikke måtte gå rundt med. Det var os, der ikke måtte lege med de andre, fortæller ZK.

Istedet brugte den i dag 19-årige rapper tiden med vennerne i det lokale storcenter, hvor de hang ud fra morgen til aften.

Vennerne røg i fængsel

Da de blev ældre, blev centeret for flere af vennernes vedkommende dog byttet ud med fængselscellen.

Dét blev et vendepunkt for ZK, der begyndte at tænke over, om det liv, han levede, nu også var det rigtige.

- Det var ikke en rar tid. Det var fucked up. Er det virkelig det værd, at rode sig ud i sådan noget? siger rapperen.

I stedet søgte ZK mod musikken, og i dag har han en pladekontrakt og flere hits på samvittigheden.

- Da jeg fik en pladekontrakt, var det det bedste i mit liv. Det gav mig mere motivaton. 'Okay, nu er jeg faktisk professionel, så nu skal der arbejdes'. Var jeg ikke blevet signet, var jeg nok også røget i fængsel.

Se ZK fortælle om sin opvækst og sin nye single 'Udsigt' i videoen øverst.

Kender du ikke 'Udsigt'? Så hør den her: