Hvis du skulle udpege det til dato bedste år i dit liv, ville valget nok næppe falde på 2020.

De fleste af os brugte nemlig det meste af sidste år på at vente på gode nyheder ude i horisonten ovenpå den ene nedslående melding efter den anden.

Det var ikke os alle, der fik, hvad vi håbede på - men nogle lykkedes alligevel med at opnå noget, der var værd at fejre, da 2020 blev til 2021. Og nogle af dem er medlemmerne i bandet Patina.

I løbet af 2020 gik de nemlig fra at være stort set ukendte til at annoncere udsolgte koncerter rundt om i landet, blive nomineret til en pris, score sig en pladekontrakt – og ikke mindst få det ultimativt mest spillede nummer på radiokanalen P3.

Hvis du indimellem har tændt for din radio i løbet af det seneste år, er der derfor stor sandsynlighed for, at du allerede er mere end rigeligt bekendt med 'Flammer Rammer' – hitsinglen, der for alvor satte Patina på det musikalske landkort og har sendt dem i turbofart mod deres helt store gennembrud.

Men det var ikke, fordi mændene bag sangen ligefrem havde forudset, hvad den ville komme til at betyde for deres karriere, da de fik den første, spæde idé til den. Det skete nemlig allerede inden, de for alvor var blevet et band.

Men hvordan blev hittet egentlig til? Og hvad betyder "Flammer Rammer" overhovedet?

Lad os spole tiden tre år tilbage.

En varm sensommeraften i 2018 sidder de tre venner Mads Skov Hansen, Gregers Møller Jensen og Søren Bastrup Bojsen sammen i et kælderstudie uden vinduer, der i tidernes morgen har været brugt til at indtale lydbøger på kassettebånd, i Svendborg.

De har startet et band sammen for nylig. Og indtil videre får de idéer til sange hver for sig, som de så indimellem mødes for at arbejde videre på i fællesskab i studiet på byens musikskole, som de har fået lov til at bruge. Denne aften er ingen undtagelse.





  • Bandet Patina består af Gregers Møller Jensen (27), Mads Skov Hansen (24) og Søren Bastrup Bojsen (23).

  • Patina blev dannet i 2018 og laver dansksproget pop- og rockmusik.

  • De vandt talentprojektet KarriereKanonen i 2019 og var nomineret til 'P3 Talentet' ved P3 Guld i 2020.

  • De tre medlemmer skiftes til at synge og spille trommer og er alle tre med til at skrive sangene. Når de spiller koncerter, er de syv mand på scenen.

  • De albumdebuterede med 'Drømmefanger' i februar 2021, men har udgivet sange siden 2018.

  • Bandet kommer fra Svendborg på Fyn, hvor de har gået på musikskole sammen. De startede med at spille i musikskolens marimbaorkester.


Men noget føles off. Stemningen og energien i rummet er mærkelig, og der sker ikke rigtig noget. Det frustrerer dem alle tre, for der kan gå måneder mellem deres møder i studiet.

MADS SKOV HANSEN: - Vi skulle lave musik, men pludselig fik vi en rimelig stor nedtur. Vi havde haft nogle venner i studiet og hængt lidt ud. Og da de var gået, var der en underlig energi.

SØREN BASTRUP BOJSEN: - Vi havde aftalt at være sammen i tre-fire dage og maxe helt ud. Vi sov i studiet og var helt i vores egen verden, så vi tænkte, det kunne være fedt med nogle kreative input. Men dem, der kom, var der ikke for at skabe en synergi med os, de ville bare lige tjekke ind, og så kom vi ud af vores flow.

GREGERS MØLLER JENSEN: - Det var lidt som dementorerne fra 'Harry Potter' - vi sad helt tomme tilbage. Den kreative boble blev punkteret.



  • Patina mener selv, at 'Flammer Rammer' er meget sigende for, hvordan de skriver musik.

  • De har nemlig alle tre bidraget med både tekst, vokal og instrumentering. De synger hver især forskellige dele af sangen.

Ventilationsanlægget brager løs i det gamle kælderstudie, mens de forsøger at finde ud af, hvordan de kommer videre.

Til sidst starter Mads Skov Hansen musikprogrammet Logic op, og tilfældigvis har han tidligere på dagen googlet sig frem til nogle latin-akkorder. Dem smækker han på et e-piano i programmet og tilføjer et simpelt trommebeat.

MADS SKOV HANSEN: - Da jeg spiller det, kan jeg mærke, vi kigger på hinanden og tænker: "Arh, musik er sgu meget fedt – lad os lave et eller andet!"

Men der mangler stadig noget. De tager en pause - og pludselig rammer inspirationen, da de sammen lytter til et ti minutter langt nummer af den newzealandske musiker Connan Mockasin. På nummeret 'Forever Dolphin Love' er der nemlig en speciel guitar, der lyder lidt som hvalsang.

SØREN BASTRUP BOJSEN: - Mads havde for nylig købt et plugin, der tilfældigvis kunne lave det samme. Så det var vildt at kunne sidde og høre det og lige bagefter selv prøve at indspille det. Og dér faldt tiøren: "Nu er universet skabt," tænkte vi.

Men hvad var det egentlig for en sang, der begyndte at forme sig den sensommeraften? Lad os se nærmere på, hvad 'Flammer Rammer' består af.













Da først trioen er kommet i gang, kører det pludselig på skinner.

Inden længe har de et omkvæd, som sætter ord på nøjagtig den oplevelse, de selv lige har haft med at være frustrerede over manglende inspiration – og glædesrusen, der rammer, når den pludselig kommer igen. Det føles helt rigtigt.

Flammer rammer! Glemmer min ensomhed igen. Åh, hvorfor gå i stå?

GREGERS MØLLER JENSEN: - Jeg havde min tvivl om, hvorvidt ordsammensætningen ville fungere, men det endte med at blive så fedt og var bare fuldstændig intuitivt. Der var ikke nogen teknik, vi sad ikke og følte os som dygtige sangskrivere. Det kom bare ud af det blå.

MADS SKOV HANSEN: - Der blev skruet op for vores monitors, og så sad vi bare og havde det grineren, og der blev skrålet og maxet igennem. Vi havde en følelse af at have skabt noget, som kunne og ville noget. Der er så meget pondus i den linje, at man ikke kan lade være med at synge med.

Men et omkvæd kan ikke nødvendigvis bære en hel sang alene. Grundstenene er i hus, men resten af sangen lader vente på sig.

Første vers melder sig først, efter bandmedlemmerne er vendt tilbage til hver deres dagligdags rutiner i Odense og København.

SØREN BASTRUP BOJSEN: - En aften sidder jeg på mit værelse på Amager og kan mærke den der klaustrofobi, vi havde oplevet nede i studiet: Man har en idé om, at man skal lave noget, men man kan simpelthen ikke. Så kommer jeg på det med firkantede rum, trekantede tanker. Jeg syntes, det var sjovt at lege med det billedlige og abstrakte.

GREGERS MØLLER JENSEN: - Hele idéen bag sangen blev den der kreativitet, som nogle gange er der, og andre gange er den der bare ikke. Der er en rastløshed forbundet med at føle, man har noget, der skal ud, uden at det vil manifestere sig. Og omkvædet forløser det: Flammer rammer - dér var den! Det endte med at blive det, den drejede sig om for os.



  • Mange tror, 'Flammer Rammer' er en kærlighedssang. Og det er heller ikke forkert, understreger bandet. Lytterne skal nemlig få den mening ud af den, de har lyst til.

  • Men for dem handler den om frustrationen og accepten af at være gået i stå i den kreative proces, og om når inspirationen så kommer igen og pludselig giver mening som et lyn fra en klar himmel – eller som flammer, der rammer.

I løbet af efteråret kommer resten af teksten løbende i hus. Men der skal gå næsten et halvt år, fra den første idé bliver til en færdig sang, som rammer streamingtjenesterne.


Selvom idéen til 'Flammer Rammer' opstår spontant og ud af det blå, ender sangen nemlig med at ligge og ulme i en projektmappe på trioens fælles Dropbox og i deres bevidsthed i noget tid, før der sker mere.

SØREN BASTRUP BOJSEN: - Vi havde ikke udgivet musik endnu på det her tidspunkt, og vi er lidt i et mærkeligt stadie, hvor vi ikke helt ved, hvad det skal blive til – og om vi overhovedet er et rigtigt band. Men vi hygger os med musikken.

MADS SKOV HANSEN: - Vi havde det her omkvæd og nogle andre fede elementer, og så arbejdede vi videre med andre sange, som vi udgav. Vi tog den op igen senere på efteråret, og i mellemtiden havde jeg siddet på mit værelse i Odense med en guitar og nogle akkorder og tænkt: "Det kunne fandeme være fedt at få guitaren lidt i centrum igen i musikbranchen."

Alle Patinas medlemmer nærer nemlig stor kærlighed til håndspillet musik. Og de synes, der er mangel på for eksempel fængende guitarriffs i musiklandskabet, da 'Flammer Rammer' bliver til for tre år siden.

Derfor bakser Mads Skov Hansen med forskellige guitarriffs, indtil han til sidst rammer plet – og indspiller det på sit værelse med en af sine kammerater fra Patinas liveband midt om natten.

MADS SKOV HANSEN: - Jeg boede med fire andre i lejligheden, så det var lidt forbudt – men det var godt, vi gjorde det, ha ha. Hvis man lægger mærke til riffet, er det faktisk seks eller otte guitarspor på én gang. Vi syntes, det var sjovt at bruge sådan en effekt for at gøre det lidt større i lyden. Det brugte vi oceaner af tid på.

GREGERS MØLLER JENSEN: - Trommegroovet er også ret specielt - vi kunne nok godt have valgt et mere simpelt beat, men trommerne tændte noget i os, fordi vi er tre trommeslagere.


Pludselig har de både "hvalsangen" i introen, en basgang og akkorderne på e-pianoet på plads – og nu også trommer og guitaren, som sætter en retning for nummeret.

Indspilningsprocessen bliver straks sat i gang – og på trods af, at versene må tages om flere gange, fordi de i første omgang bliver leveret mere rå og punket, end trioen føler, sangen kalder på, går det lige, som det skal.

SØREN BASTRUP BOJSEN: - Da vi havde indspillet alle versene igen, tror jeg for alvor, jeg tænkte: "Nu er den der kraftedeme."


'Flammer Rammer' udkommer den 1. januar 2019. Og selvom den hverken stryger ind som nummer ét på hitlisten, streamer amok eller ryger i tung rotation på landets radiokanaler med det samme, er den med til at cementere Patina som et nyt, lovende navn og bidrager til at få dem med på turné som support for Alphabeat og udvalgt i talentprojektet KarriereKanonen – som de vinder senere på året.

Og da 'Flammer Rammer' genudgives i en ny, finpudset version i januar 2020, når sangens succes nye højder.



  • 'Flammer Rammer' blev egentlig udgivet i sin oprindelige version den 1. januar 2019.

  • I slutningen af januar 2020 udkom den i en ny version mixet af Carsten Heller. Det er også den, der har hittet i radioen.

  • Bandet blev nemlig rådgivet til at genudgive den, fordi den måske ikke havde nået sit fulde potentiale i første omgang. Og det viste sig at være sandt. 'Flammer Rammer' nåede nemlig meget bredere ud anden gang, den blev udgivet.

Mandagen efter udgivelsen bliver bandet ringet op og får at vide, at de er 'P3's Uundgåelige'. Og før de ved af det, har de en pladekontrakt et hus, et album på vej, en nominering ved P3 Guld og annonceret deres egen turné – som coronapandemien dog får sat en delvis stopper for.

Men på trods af alle de konsekvenser corona får for den tid, Patina forsøger at få deres gennembrud i, ser det alligevel ud til at lykkes for bandet. Og selvom succesen kommer drypvist på grund af omstændighederne, ender 2020 med at blive overvældende.

SØREN BASTRUP BOJSEN: - Det var mærkeligt at mærke den dér stigende kurve, der så pludselig stopper – men så alligevel ikke. Jeg kan ikke lade være med at tro, at nogen måske har fundet en optimisme i sangen i en ellers trist tid.

GREGERS MØLLER JENSEN: - Vi spillede en koncert i Tivoli i sommer, hvor det stod ned i stænger, og vi havde ikke spillet i et halvt år på grund af corona. Og så sidder der alligevel flere hundrede mennesker. De er mødt op, og de kan det lort. Jeg var virkelig overrasket over deres engagement, fordi vejret var så voldsomt. Jeg kunne mærke, at der er nogen derude, der virkelig har fået et stærkt forhold til vores musik.


Da året når til vejs ende, er 'Flammer Rammer' blevet spillet mere end noget andet nummer på P3.

Men at lave et hit forpligter, erfarer bandet. For pludselig skal de også forholde sig til, at der er nogen, der stiller krav til dem professionelt - og et pladeselskab, der godt kunne tænke sig endnu et radiohit.

Og så melder der sig også en lille frygt for at blive et 'one-hit wonder'-band.

SØREN BASTRUP BOJSEN: - På et tidspunkt ramte frygten for, at vi ikke ville kunne bryde ud af den der 'Flammer Rammer'-kasse. Men vi har virkelig knoklet med at skrive ny musik, som jeg heldigvis synes har sin ret på den danske musikscene, ha ha.

Selvom 'Flammer Rammer' efterhånden er en gammel traver for det tre år gamle band, kan de ikke vente på for alvor at dele den – og alle deres nye sange, som udkom på debutalbummet 'Drømmefanger' i februar 2021 – med deres publikum.

Det var nemlig 'Flammer Rammer', der for alvor dannede fundamentet for det, Patina er i dag.

SØREN BASTRUP BOJSEN: - Den gav os en tro på, at vi godt kan skrive sange, og at vi godt kunne få det til at fungere som tre sangskrivere, sangere og trommeslagere. Og når vi spiller den live, mærker vi en stor respons på den. Det er en sang, ingen af os er trætte af at spille, og jeg bliver vildt stolt, hver gang vi gør det og får en ny oplevelse med den.

Credit


Tekst:
Nanna Mejer Sørensen


Grafik:
Signe Hovmøller Christensen


Kode:
Tommy Faldt Pedersen
Casper Glumsøe Bach
Jesper Winther

Foto (fra toppen):
Benjamin Lund, Brint, Benjamin Lund, Benjamin Lund, Betina Garcia/DR.