Kan du huske, hvad du lavede den aften i marts, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) tonede frem på tv og fortalte, at Danmark lukkede ned på grund af corona?
For den danske rapper TopGunn står den aften helt tydeligt. Her skrev han nemlig en ny sang midt i al frygten og usikkerheden.
- Vi skrev seriøst nummeret den dag, hvor tv'et var fyldt med breaking om, at Danmark lukker ned. Alle var jo pissebange, og der var ikke mere dåsemad og toiletpapir i supermarkederne.
Sådan sagde den danske rapper om sit nye nummer 'Faldet', da han gæstede programmet 'Musiksommer på P3' og vært Pelle Peter Jencel.
TopGunn havde taget sangen med i udsendelsen, fordi han godt kunne bruge P3-lytternes hjælp.
Den 29-årige rapper, med det borgerlige navn Oliver Gammelgaard Nielsen, manglede nemlig at fylde fire linjer ud i sangen, inden den var helt færdig.
Lyt til TopGunns hit 'Kongens Have', mens du læser videre.
Og lad os bare sige, at der var fuld fart på buddene fra P3-lytterne. Vært Pelle Peter Jencel modtog nemlig langt over hundrede gode bud.
Et af lytterbuddene lød sådan her:
- Menneskeheden tager en blunder, imens jorden den går under, tænker vi har valgt det selv, at slå fremtiden ihjel.
- Wauw, folk er gode! Det er meget bedre, end jeg regnede med, lød det overrasket fra TopGunn.
Efter at have hørt de mange forskellige bud fra lytterne, fik TopGunn på kort tid færdigskrevet sangen.
Er du nysgerrig efter at høre, hvordan den endelige version blev, kan du se TopGunn optræde med nummeret 'Faldet' øverst i artiklen.