Verdens største museum laver rundvisning til ære for Beyoncé og Jay-Z

Louvre har luret, hvordan de kan tiltrække endnu flere gæster.

Et lille glimt fra den musikvideo, som nu lægger grund for en ny rundvisning på Louvre. (Foto: © PLANET PHOTOS, BEYONCE/PLANET PHOTOS)

Kom ikke her og sig, at verdens fineste museer ikke kan være med på noderne.

Louvre i Paris har tilføjet en ny rundvisning til programmet, som sigter efter fans af Beyoncé og Jay-Z.

En lavine af klager væltede ellers ned over museet, da det kom frem, at det verdensberømte musikerpar i ly af natten havde optaget en musikvideo til nummeret 'Apeshit' på det ikoniske museum.

Da musikvideoen blev offentliggjort, var adskillige franskmænd nemlig klar med skældud på Twitter. De betragter det blandt andet som direkte 'skamfuldt', at museet har 'nedladt sig' til popmusikere og vrikkende dansere.

Halvanden time lang rundvisning

Trods klagestormen er musikvideoen altså et hit.

Videoen er uploadet et utal af gange på YouTube, og på Beyoncés kanal alene har den næsten 67 millioner visninger. Deriblandt antageligt flere, som ikke lige køber billet til et kunstmuseum af egen fri vilje.

Det berømte udveksler lige et kys på scenen til en koncert i Glasgow. (Foto: © Kevin Mazur, 2018 Kevin Mazur)

Nu, hvor støvet har lagt sig, øjner museet i Paris altså en chance.

Museet er således begyndt at tilbyde en 90 minutter lang guidet tur gennem galleriet inspireret af musikvideoen, som Beyoncé og Jay-Z-fans verden over, at dømme efter streamingtallene, har haft i fast rotation de seneste uger.

Rundvisningen kommer omkring alle de værker, som er med i musikvideoen.

Selvom det lyder ualmindeligt frisk og moderne af et museum som Louvre, så er det altså ikke enestående. Faktisk har museet allerede en rundvisning, der er baseret på hittet 'Smile Mona Lisa' af den amerikanske rapper will.i.am.