Popprinsessen Taylor Swift leverede både ét af årets største hits og årets måske mest omdiskuterede tekstbid, da hun i april udgav førstesinglen 'Me' fra sit syvende album 'Lover', der er udkommet i dag, fredag.
Lige inden sangens klimaks kan man høre Swift og Brendon Urie, der er gæstekunstner på nummeret, udbryde:
- Hey kids! Spelling is fun!
Tekstbiden om, at stavning er sjovt, har siden været genstand for heftig diskussion blandt Swifts fans, skriver blandt andet NME og Billboard. Nogle af sangerens fans har følt, at tekstbidden er barnlig og malplaceret.
Hvorvidt Taylor Swift nu har taget konsekvensen af den diskussion, er ikke til at vide, men hun har i hvert fald valgt helt at fjerne tekstbidden fra den version af 'Me', der er med på det spritnye 'Lover'-album.
Lyt til den originale version af 'Me' - inklusiv tekstbidden - herunder:
Fans: 'I har mobbet hende'
Det har straks fået sangerindens fans til at spekulere i, hvorfor Swift tilsyneladende ikke længere synes, at det er sjovt at stave.
- I har allesammen mobbet hende til at fjerne linjen. Taylor skrev den linje, og de kunne begge to (Swift og Urie) virkelig godt lide den del, raser en fan på Twitter, mens en anden ifølge The Cut tilføjer:
- Nu er I pludselig vrede over, at 'Spelling is fun' er fjernet fra sangen, selvom I alle har talt dårligt om den linje i månedsvis. Helt ærligt, jeg er træt af jer allesammen.
Swift har ikke selv fortalt, hvorfor hun har valgt at fjerne tekstbidden fra albumversionen af 'Me', men tilbage i april sagde hun ifølge Billboard til et australsk medie, at linjen kom med i sangen for at vise, at 'det ikke er en seriøs kærlighedssang'.
Radiovært: Taylor lader sig ikke mobbe
Sandie Westh, der er radiovært på P7 Mix og selverklæret Taylor Swift-fan, tror dog ikke, at Swift har ladet sig mobbe til at fjerne sætningen.
- Det kan være, at 'Spelling is fun' er en sætning, der stammer et sted fra, som hun ikke har ret til at bruge. Det kan også være, at hun selv synes, at det alligevel ikke lød fedt. Men jeg tror på ingen måde, hun er bukket under for et pres fra omverdenen. Jeg tror ikke, at Taylor er én, der lader sig mobbe, siger Sandie Westh.
- Men det beviser, at Taylor Swift har en sindssyg loyal fanbase. Det dykkede jeg selv ned i, da jeg for nogle år siden lavede P7 Mix Maraton om hende - de er virkelig vilde, hendes fans! Og så handler det også om, at alt, hvad hun gør, bliver blæst op. Om det så er om hendes forhold, hendes tøj eller noget helt tredje.
Sandie Westh understreger dog, at tekst-kontroversen ikke ændrer på det faktum, at Swift nok skal opnå stor succes med 'Lover'.
- Hun beviser igen, at hun er svær at nå for de andre popmusikere. Samtlige 18 sange på albummet er af en så vild kaliber, at det er svært for andre kunstnere at nå op på siden af hende. Det er et virkelig godt album.
Er blevet kritiseret før
Det er langt fra første gang, Taylor Swift er havnet i mediernes søgelys på grund af sin musik.
I juni blev hun udsat for massiv kritik over musikvideoen til 'You Need to Calm Down', der også er med på 'Lover'.
Videoen blev beskyldt for at være 'plastret til med stereotyper af både homoseksuelle mænd klædt fra top til tå i babyblåt tøj og klichéfyldte, glitrende dragqueens'.
Heller ikke dengang svarede Taylor Swift på kritikken.
- Taylor Swift har været i musikbranchen i så mange år, så hun er vant til, at alt, hvad hun gør, bliver kritiseret. Branchen er præget af så meget dobbeltmoral, når vi kigger på, hvor meget kvindelige kunstnere skal lægge øre til i forhold til deres mandlige kolleger, mener Sandie Westh.
- Så jeg tror sådan set, at hun er temmelig ligeglad efterhånden; for det er hun nødt til at være.