Efter 12 år sammen - fire af dem som mand og kone - blev Lasse Olsson i efteråret skilt fra sin kone. Et brud, der har taget hårdt på begge parter.
Nu står han og ekskonen over for et nyt liv som skilmisseforældre til deres to-årige datter, og for at den nye tilværelse kan få den bedste start, er der nogle ting, som 27-årige Lasse Olsson har brug for at komme ud med.
Derfor skrev han ind til P3-programmet 'Sangskriver', hvor radiovært Jonas Gülstorff sammen med en musikalsk gæst hver uge på kun to timer skriver sange ud fra lytternes oplevelser og ønsker.
Han ønskede en sang, der kunne formidle de følelser og tanker, han sad tilbage med efter sit brud.
- Jeg har haft svært ved at udtrykke over for min ekskone, hvad vores forhold har betydet, og hvordan jeg gerne vil have, det skal være i fremtiden. Derfor ville jeg gerne have nogle af mine følelser og tanker barberet ned til en sang, som kan formidle nogle af de ting, jeg har på hjerte, siger Lasse Olsson.
Stort ansvar at skrive om andres følelser
I studiet sad sangerinden Fallulah, som sammen med programmets vært, Jonas Gülstorff, tog udfordringen op om at skrive en sang til Lasse Olsson og hans ekskone.
- Jeg synes, det er et stort ansvar at skulle formidle lytternes ønsker, men samtidig er det også vigtigt for mig at lægge noget af mig selv i sangen, så jeg får skabt en connection mellem mig og nummeret, siger Fallulah om arbejdet med sangen.
Hun har været med i 'Sangskriver' to gange før, men den populære sangerinde synes stadig, det kan være en stor udfordring at skrive sange med programmets lyttere i tankerne.
- Som sangskriver falder det mig heldigvis ret naturligt at skrive ud fra andres tanker og følelser. Det er lidt som at skrive et manuskript, hvor du skal gå ind i en bestemt karakter. Men det er selvfølgelig stadig en stor udfordring at skrive til andre, fordi jeg normalt skriver mine egne sange ud fra et meget personligt sted inde i mig, siger hun.
Tårerne trillede i direkte radio
Efter to timer bag skrivebordet var Fallulah og Jonas Gülstorffs strabadser blevet til nummeret 'Back In Your Heart'.
En sang, der ramte Lasse Olsson lige i hjertekulen.
- Wow. Årh, det rammer bare virkelig meget. Ej, hvor er det vildt. Tårerne løber ud af mine øjne lige nu, lød det fra en tydeligt rørt Lasse Olsson i programmet, da han første gang hørte den nykomponerede sang.
Hør sangen og Lasses Olssons allerførste reaktion på nummeret her:
Ifølge Lasse Olsson ramte sangen plet i forhold til de følelser, han har gået med omkring bruddet med sin ekskone.
- Jeg synes, at sangen er blevet vildt god. Den rammer spot on på nogle af de mange følelser, jeg har gået med, og de forskellige facetter i vores forhold. Og så er det jo spændende at høre sine egne følelser blive formidlet på en ny måde gennem en anden, siger han og fortsætter:
- Efter at have hørt sangen følte jeg mig nærmest lettet. Der var noget tyngde, der røg af mine skuldre, fordi jeg var kommet ud med mine følelser.
Ekskonen blev glad og rørt
Efter programmet har Lasse Olsson spillet sangen for sin ekskone, som ifølge ham blev både glad og rørt over sangen.
- Hun fortalte mig, at hun var blevet meget rørt, da hun hørte linjen: 'Thank you for the years I got to call you my wife'. Jeg har måske haft svært ved at vise hende, hvad vores forhold har betydet for mig gennem årene, fordi vores problemer har fyldt meget, så det var dejligt endelig at få det ud, siger Lasse Olsson og fortæller, at ekskonen ikke var specielt overrasket over, at han havde medvirket i 'Sangskriver'.
- Det ligger meget til mig at gøre den slags, så det kom egentlig ikke bag på hende. Jeg tror bare, hun syntes, det var lidt sjovt, siger han.
Nu håber Lasse Olsson, at sangen kan bringe ham tættere på sin ekskone og genopbygge noget af den tillid, der med årene var forsvundet.
- Og så vil jeg høre sangen, hvis jeg har haft nogle svære dage og har brug for at blive mindet om, hvad der betyder noget for mig. Den her sang er en fin måde for mig at kigge tilbage på det, der var, og frem mod det, der venter forude, siger Lasse Olsson.
Du kan høre hele lørdagens udgave af 'Sangskriver', og høre, hvordan sangen blev til, herunder: