Temperaturen sagde otte grader. Mette Frederiksen var ikke blevet statsminister endnu. Og den sidste sæson af 'Game Thrones' var endnu ikke begyndt.
Ja, det er efterhånden længe siden, at rapperen Lil Nas X og hans monsterhit 'Old Town Road' første gang indtog førstepladsen på den amerikanske Billboard Hot 100-hitliste.
17 uger for at være mere præcis, og dét er ny rekord.
Hør nummeret her, mens du læser videre:
Det populære hiphop-country-hybridhit slår nemlig med sine 17 uger på toppen af den lengendariske hitliste en 23 år gammel rekord og er nu det nummer, som har spenderet flest uger på førstepladsen i de 61 år, Billboard-listen har eksisteret.
I mange år sad Mariah Carey og Boyz II Men på tronen med nummeret 'One Sweet Day', der i 1995 og 1996 tilbragte hele i 16 uger på førstepladsen.
I 2017 måtte popdivaen dog gøre plads i toppen til Justin Bieber, Luis Fonsi og Daddy Yankee, som med kæmpehittet 'Despacito' også formåede at spendere 16 uger på Billboards førsteplads.
De er dog begge nu altså blevet sat på plads af den 20-årige Lil Nas X.
Hør 'One Sweet Day' med Mariah Carey og Boyz II Men her:
Herhjemme er 'Old Town Road' også blevet et hit og lå i fire uger nummer et på den danske hitliste. I skrivende stund ligger sangen på en solid 15. plads efter 16 uger på listen.
Men hvordan er 'Old Town Road' gået fra at være et halvskørt internethit til at være amerikansk musikhistories største hit nogensinde?
P3-vært og hiphopekspert Pelle Peter Jensen forklarer herunder, hvordan Lil Nas X uge efter uge har formået at holde hittet i live.
Starter som viralt internet-hit
Succeshistorien om 'Old Town Road' startede i februar, da Lil Nas X lagde sangen ud på det sociale medie TikTok.
Sangen blev hurtigt en viral succes og affødte et populært meme, hvor folk i små videoer danser til nummeret iført cowboytøj.
- Det blev en sang, som folk delte med hinanden, fordi den var sjov og havde en skør musikvideo. Det udviklede sig til lidt af en viral sensation, inden den senere begyndte at streame godt og gøre sit indtog på hitlisterne, siger Pelle Peter Jensen.
I starten af marts dukkede nummeret første gang op på Billboard Hot 100-hitlisten.
Bliver bandlyst fra country-hitliste
Der er ikke noget som en lille kontrovers, der kan sætte fut under et hit.
Det nød Lil Nas X godt af, da sangen for alvor blev en succes i kølvandet på en ophedet debat i det amerikanske country-miljø.
Ud over at gøre sit indtog på Billboard Hot 100 i marts røg den nemlig også ind på både Hot R&B/Hip-Hop Songs-listen og på Hot Country Songs-hitlisten hos Billboard.
Billboard valgte dog at bandlyse sangen fra den officielle country-hitliste med den begrundelse, at sangen ikke var country-agtig nok.
- På trods af, at 'Old Town Road' bruger nogle af referencerne til country og cowboy-billedsprog, så indfanger den ikke nok elementer af country-musikken i den nuværende version til at være på listen, udtalte en talsperson fra Billboard sig til Rolling Stone.
I følge Pelle Peter Jensen var kontroversen med til at give et ekstra lag til sangen.
- Den gik fra at være en sjov sang til pludselig at blive centrum i en debat om, hvad country er, hvad hiphop er, og hvem der egentlig skal have lov til at bestemme, hvordan bestemte genrer skal lyde, siger han og fortsætter:
- Kontroversen omkring 'Old Town Road' blev et stort samtalemne, og så skulle folk jo ind at høre, hvad det var for en sang, alle gik og talte om - og det betød selvfølgelig endnu flere streams.
Country-legende kommer til undsætning
Mange var ikke enige i Billboards beslutning om at bandlyse 'Old Town Road' fra country-hitlisten, og det gjaldt også countrystjernen Billy Ray Cyrus.
Derfor kom countrysangeren Lil Nas X til undsætning, da han medvirkede på et remix af 'Old Town Road'.
- At Billy Ray Cyrus, som jo er noget af en hillbilly-legende i USA, kom med på sangen gjorde, at nummeret for alvor fik endnu en livsforlænger, siger Pelle Peter Jensen.
- Havde den bare været et skørt viralt hit, var den nok død på det her tidspunkt, men med Billy Ray ombord fortsætter snakken om nummeret. Country-radiostationerne begynder også at tage sangen alvorligt og spille den, hvilket åbner den for endnu et nyt publikum.
Hør udgaven af 'Old Town Road' med Billy Ray Cyrus her, mens du læser videre:
Og det var da også den nye version med Billy Ray Cyrus, der for alvor fik sat gang i sangens succestogt.
I skrivende stund er remixet med Billy Ray Cyrus blevet hørt mere end 540 millioner gange på Spotify – det er omkring 125 millioner gange flere end originalversionen.
Billboard-listen fungerer nemlig således, at afspilninger og salg af remixes og nye udgaver af én sang alle ryger i én og samme 'pulje', når hitlisten skal gøres op – og det har Lil Nas X i den grad nydt godt af.
Springer ud som homoseksuel
Tidligere på måneden trak Lil Nas X igen overskrifter, da han sprang ud som homoseksuel. Om det var et belejligt reklamestunt eller ej, er ikke til at sige, men Pelle Peter Jensen er ikke i tvivl om, at nyheden om rapperens seksualitet var med til at sætte fokus på 'Old Town Road' endnu engang.
- Der findes ikke mange åbent homosekuelle rappere i USA, så det havde naturligvis en stor nyhedsværdi, da Lil Nas X sprang ud, og derfor fik sangen også en ekstra tur i manegen, siger Pelle Peter Jensen og fortsætter;
- Samtidig fik sangen endnu et ekstra lag, fordi nummeret også kom til at repræsentere retten til at være den, du er - både når det kommer til at blande forskellige musikgenrer som country og rap - men altså også når det kommer til seksualitet.
- Han står ved sin seksualiet, hvilket ikke er en selvfølge på de kanter, så Lil Nas X bliver pludselig en stemme for en masse mennesker, der måske står i samme situation som ham.
K-pop-kæmpestjerne hopper med på vognen
Ud over duetten med Billy Ray Cyrus har den unge rapper også udsendt en version med rapperen Young Thug og country-fænomenet Mason Ramsey, et remix af stjerneproduceren Diplo, ligesom han for nyligt udsendte en version af sangen, hvor rapperen RM fra det koreanske K-pop-boyband BTS medvirker.
Begge versioner har hevet millioner af streams i land og har i den grad hjulpet 'Old Town Road' til at beholde sin førsteplads på Billboard-listen.
- I disse streamingtider har singler ikke så lang levetid længere, så det med at tilføje et nyt kapitel til den her fortælling hver tredje uge har været vigtigt for sangens succes. Det er genialt at forsøge at forlænge levetiden igen og igen på den måde, siger Pelle Peter Jensen og fortsætter:
- Det kan være svært at holde ild i bålet, når ting for alvor bliver populære og mainstream. Når din mor begynder at flosse (viral dans, der var en global dille i 2017), så ved du, at den dans er død, men de har altså formået at holde 'Old Town Road' i live.
Hvad er næste skridt?
Hvor længe Lil Nas X kan formå at holde gryden i kog, kan kun tiden vise, men Pelle Peter Jensen er ikke tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til den 20-årige rapper.
- Det er svært at sige, hvad der venter for Lil Nas X, men jeg tror aldrig, han får lige så stort et hit igen. Men han har en popularitet og en stemme hos de unge, og hvis han bruger det rigtigt, kan det blive til noget stort.
- Men spørgsmålet er, om det er dét, han vil? Lil Nas X har aldrig drømt om at blive den her store popstjerne, han er lidt snublet ind i det på grund af 'Old Town Road's pludselige succes, siger Pelle Peter Jensen og tilføjer:
- Jeg tror bestemt, vi kommer til at se mere til ham, men hvis det i stedet bliver som skuespiller eller komiker frem for musiker, ville det ikke undre mig.
Se de ti sange, der har tilbragt flest uger på Billboards førsteplads, her:
De har toppet Billboard-hitlisten i længst tid
- •
Lil Nas X feat. Billy Ray Cyrus - 'Old Town Road' (2019) - 17 uger
- •
Luis Fonsi & Daddy Yankee feat. Justin Bieber - 'Despacito' (2017) - 16 uger
- •
Mariah Carey & Boyz II Men - 'One Sweet Day' (1995-1996) - 16 uger
- •
Mark Ronson feat. Bruno Mars - 'Uptown Funk' (2015) - 14 uger
- •
The Black Eyed Peas - 'I Gotta Feeling' (2009) - 14 uger
- •
Mariah Carey - 'We Belong Together' (2005) - 14 uger
- •
Elton John - 'Candle in the Wind'/'Something About the Way You Look Tonight' (1997) - 14 uger
- •
Los Del Rio - 'Macarena (Bayside Boys Mix)' (1996) - 14 uger
- •
Boyz II Men - 'I'll Make Love to You' (1994) - 14 uger
- •
Whitney Houston - 'I Will Always Love You' (1992-1993) - 14 uger