Unge over hele landet kan se frem til en ret anderledes sommer i år.
Væk er muligheden for at tage på festivaler, og festerne til den lyse morgen bliver der heller ikke noget af.
Skurken er det allestedsnærværende coronavirus, der er skyld i, at man i skrivende stund ikke må samles mere end ti personer, at natklubberne holder lukket, og at det endnu er uvist, om studenterne kan fejre huen med studenterkørsel.
For netop at anerkende de unges udfordringer på grund af coronakrisen stablede DR koncerten 'Tættere end vi tror - coronakoncert med Pelle Peter Jencel' på benene.
Til koncerten, som blev vist lørdag aften på DR1, spillede en række af de største og nyeste danske musikere - blandt andre det 19-årige stjerneskud Clara.
Hun havde sammen med bandmedlemmerne taget den lange tur fra Aarhus til den surrealistisk mennesketomme lufthavn i København, hvor koncertoptagelserne fandt sted.
- Vi satte os ind i tourbussen og tog afsted mod København, og det var fantastisk! Det er virkelig en dejlig fornemmelse at være ude at spille igen, siger en begejsteret Clara.
Lyt til hittet 'Nobody's Lover', som Clara optrådte med til 'Tættere end vi tror - coronakoncert med Pelle Peter Jencel':
Hun var ikke mange sekunder om at takke ja til tilbuddet om at spille til koncerten. Hun vil nemlig gerne vise sin støtte til sine jævnaldrende, der går en underlig sommer i møde.
- De skal vide, at vi er mange derude, der føler med dem og tænker på dem.
Dr.dk fulgte i hælene på Clara før, under og efter optagelserne til koncerten, som du kan se på billederne herunder.