For fanden, jeg er jo nervøs.
Tanken går igennem mit hoved, idet jeg cykler ind på en parkeringsplads ved Scarlet Pleasures pladeselskab på Amager.
Det er ikke, fordi jeg ikke har talt med en musiker før, men det er altså tre måneder siden, jeg har lavet et interview ansigt til ansigt med nogen. På hjemmekontoret har alting foregået over en form for digital forbindelse.
Jeg håber ikke, jeg er blevet totalt socialt akavet af corona-isolationen. Jeg skal nemlig snakke med den danske poptrio om det nye album, 'Garden', som netop har ramt streamingtjenesterne. Eller det vil sige, den første halvdel har. Den anden del af albummet udkommer til efteråret.
Der bliver heldigvis taget pænt imod mig - vi albuehilser, og selvom det nok aldrig rigtigt bliver noget, man vænner sig 100 procent til, så føles det helt okay i dag -, og der går ikke længe, før snakken om den nye musik kører.
Trioen tager plads i en lilla sofa overfor mig og forsyner sig med vandmelon, og bandets sanger med den karakteristiske midterskilning, Emil Goll, når kun at svare kort på mit første spørgsmål, før jeg kommer i tanker om, at jeg har glemt at tænde for min optager.
Så langt, så godt.
Lyt til 'SOS' fra Scarlet Pleasures nye album, mens du læser videre:
Blev påvirket af trends
- Alt er lavet ud fra, hvordan vi havde det, da vi lavede sangene. Der er ikke noget filter. Albummet gennemgår de fire sæsoner på et år. Det var ikke noget, vi tænkte over, da vi startede, men vi kunne se, at både mørket og lyset var repræsenteret, alt efter hvornår tingene var lavet, fortæller Emil Goll.
Bliver de fleste sange ikke skrevet ud fra, hvordan sangskriveren har det, tænker jeg. Men det gør de selvfølgelig ikke, hvis der ikke bliver mærket efter i processen. Og det har medlemmerne i Scarlet Pleasure ikke fået gjort hele vejen igennem, afslører de.
Efter en årrække med solide hits som 'Heat', 'Deja Vu', 'Limbo' og 'Good Together', gode streamingtal, radioafspilninger, priser og koncerter på nogle af landets største scener kom det nemlig gradvist til at handle mere om, hvordan de kunne overgå sig selv, og hvordan det kunne blive større og vildere.
Og knap så meget om glæden ved at spille musik, som var hele grunden til, at de startede til at begynde med.
De blev påvirkede af, hvad der trendede, og hvad andre mente. Og det var, med deres egne ord, "røv".
- Man vil gerne gentage en succes, og så glemmer man sig selv i de ambitioner. Det var selvforskyldt, at vi fik det sådan. Det kan godt være, det var nogle udefrakommende faktorer, men det kom fra vores egne hoveder, siger forsanger Emil Goll.
Scarlet Pleasure troede, de havde et færdigt album i 2018. Og så troede de, at de havde et i 2019. Men det føltes ikke rigtigt, og de kæmpede med at finde ud af, hvor de skulle bevæge sig hen.
- På vejen hertil har vi skrevet musik med nogle rigtig dygtige mennesker, og resultatet blev spot on. Det ramte lige tidsånden. Men vi kunne ikke rigtig mærke det, og det føltes meget generisk, og som om man udelukkende lavede det for andres skyld. "Det lyder helt rigtigt, det lyder som et hit", tænkte vi, men vi sad med en fornemmelse af, at det ikke var vores, siger Emil Goll.
Følelsesmæssig rutsjebane
Jeg har læst, at de tre venner Emil Goll, Joachim Dencker og Alexander Malone i en meget ung alder blev enige om, at de skulle være stjerner. Slå igennem. Leve af musikken. Og det lykkedes jo så, kan man sige.
Lyt til 'Lost' fra Scarlet Pleasures nye album:
Der gik for eksempel kun to år fra debuten i 2014, før bandet spillede på Roskilde Festivals Orange Scene i 2016. Og i 2017 fik de med to succesfulde ep'er og en lang række koncerter for alvor hul igennem til den brede befolkning.
Scarlet Pleasure er sådan et band, jeg egentlig ikke troede, jeg havde gjort mig særlig meget i - indtil jeg sidste år så en koncert med dem på en festival. Her gik det op for mig, at jeg kendte næsten alle numrene og kunne synge med på mange af dem også.
Og jeg har en idé om, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. De er nemlig et af de danske navne, man ikke har kunnet undgå, hvis man er bare en smule opsøgende på musikfronten - for eksempel ved at tænde for sin radio, tage på festival eller tjekke playlister på Spotify. Og det må da være det, de fleste ambitiøse musikere drømmer om, tænker jeg.
Men hvad gør man så egentlig bagefter? Når det lykkes?
Ifølge Scarlet Pleasure har det for dem handlet om at finde tilbage til det, der fik teenage-udgaverne af dem selv til at gribe instrumenterne og skrive sange dengang.
Dengang de ikke havde noget at miste. Og dengang det hele egentlig bare handlede om den kemi, de tre venner havde sammen.
Men vejen til den indsigt har på mange måder været en rutsjebane for trioen, lyder det til. De har brugt så meget tid og energi på Scarlet Pleasure op gennem deres 20'ere, at de er kommet til at tilsidesætte både følelser og relationer undervejs. Og det er da heller ikke ligefrem et 8-til-16-job at være popstjerne, har jeg hørt rygter om.
I løbet af de seneste år er det gået op for dem, at det kan være givende lige at stoppe op indimellem og mærke efter, fortæller de. Og acceptere, at det ikke kun er gode følelser, der melder sig, når man gør det. For ikke engang det liv, man altid har drømt om, er en dans på roser.
- Folk siger: "I må da have det for fedt", og så kan man sidde der og savne dengang, det hele var uspoleret, og man ikke havde oplevet noget af det. Vi vil slet ikke lyde utaknemmelige, for vi har jo nydt det - men det kan føles som et pres, at man burde have det fedt, fordi der er sket alle de her gode ting. Og så skal man minde sig selv om, at det er okay ikke altid at have det fedt, siger Emil Goll.
Netop den indsigt har de forsøgt at arbejde ind i sangskrivningen og det nye album 'Garden' - i stedet for eksempelvis at presse et sommerhit ud af sig selv i en periode, hvor humøret ikke var til det, fortæller de.
- Vi har fandeme skrottet mange sange, fordi vi ikke mente, de var nok helt ind til benet i forhold til, hvad der gør ondt eller føles ægte. Det er første gang, vi har ventet så længe med at udgive noget, så vi har fået hele paletten med: Både det helt dystre og det helt flyvende i ét værk, siger bandets trommeslager, Joachim Dencker.
Han suppleres af Alexander Malone, som spiller bas:
- Vi ville gerne prøve at finde et nyt musikalsk sprog sammen. Vi kunne sikkert sagtens blive ved med at lave sange som 'Deja Vu', men det er ikke fedt at lave noget, man har lavet. Vi havde det sådan, at hvis vi skulle udgive et album, så skulle der være noget på spil. Det skulle være et album, vi gerne måtte være bange for at udgive, og det måtte ikke føles sikkert.
Jeg tænker på, at den nervøsitet, jeg havde i kroppen på vej til interviewet, må være vand i forhold til, hvordan man har det, inden man udgiver et værk, som man har arbejdet på i flere år.
'Fuck hitlisterne'
Okay. Men hvordan finder lige man et nyt musikalsk sprog sammen? Og hvordan stopper man med at blive påvirket af sin egen succes og andres meninger, vil jeg gerne vide? For det må være lettere sagt end gjort.
- Det sidste års tid er vi blevet gode til at finde frem til, hvad vi selv føler og vil, og at sige fuck hvad der foregår på hitlisterne. Nu laver vi bare noget, vi selv kan stå 100 procent inde for og selv synes er fucking fedt, siger Joachim Dencker.
De kan godt selv høre, at det bliver lidt fluffy. Men måske er det bare ikke meningen, at den kreative proces skal kunne forklares på et helt konkret plan.
Trioen prøver at uddybe og fortæller, at de selv dyrkede mange bands som Red Hot Chili Peppers og The Strokes, da de var yngre. Og det er netop den dér band-agtige øvelokale-vibe, de har villet vende tilbage til, som med tiden delvist druknede i dyre studier og fancy samarbejdspartnere.
- Det nye album har mere vores fælles kemi end lyden af en computers uendelige muligheder som omdrejningspunkt. Dogmet har været, at det skulle være lyden af os tre, der spiller, siger Emil Goll.
Stolte om 20-30 år
Om man kan høre forskellen, må være op til lytterne, er de enige om. De må vente og se, om der overhovedet er nogen, der dukker op til koncerterne, når de må spille igen, joker de. Og netop live-delen af livet som musikere er noget, de savner uendeligt meget.
- Man bliver klar over, hvor lidt alt det dér pis uden om musikken og koncerterne egentlig siger en. Nu, hvor man ikke skal ud at spille, føles det, som om en stor del af ens liv er dødt. For det er det, der gør det sjovt, siger Joachim Dencker og fortsætter:
- Man bliver mere og mere klar over, at det er, når man skriver noget musik, der er mindblowing i den ene eller anden forstand, eller leverer noget sygt på scenen, at der virkelig sker noget.
Men de ved selv, hvad deres eget succeskriterium er nu, siger Emil Goll:
- Det handler ikke kun om, hvor populær musikken bliver, men lige så meget om at stå tilbage og tænke: "Det her vil vi også være stolte af om 20-30 år".
Deres længsel mod livescenerne smitter af på mig. Det er formiddag, men jeg kan mærke, at det eneste, jeg har lyst til, er at stå på en støvet festivalplads og danse akavet med en kold fadøl i hånden og en gruppe gode venner omkring mig.
Og det ville slet ikke gøre noget, hvis det var til lyden af Scarlet Pleasure.