"Vask din mund med sæbe".
Den reprimande har du måske fået et par gange gennem livet ledsaget af en løftet pegefinger. Og en god omgang sæbevand er måske netop, hvad rapstjernen Cardi B trænger til - i hvert fald hvis man skal tro soulsangeren CeeLo Green.
Noget tyder nemlig på, at CeeLo Green fik kaffen gevaldigt galt i halsen, da han hørte nummeret 'WAP', som Cardi B netop har udgivet sammen med kollegaen Megan Thee Stallion.
På nummeret, hvis tilhørende musikvideo har trukket overskrifter verden over, rapper Cardi B - her oversat til dansk - blandt andet:
"Ja, du fucker med en sjaskvåd fisse. Find en gulvspand og en moppe frem til den her sjaskvåde fisse".
Du kan høre 'WAP' med Cardi B og Megan Thee Stallion her:
Og selvom sangen med den saftige lyrik streamer derudad, så er det altså ikke alle, der er lige begejstrede for nummeret om Cardi B's ædlere dele - herunder CeeLo Green.
I et nyt interview harcelerer Green, der i 2010 hittede massivt med sangen 'Fuck You', over sine kolleger i musikbranchen, som han mener er blevet alt for seksuelle og eksplicitte i deres sange.
- I dag er en del musik meget uhensigtsmæssigt og skuffende på et personligt og moralsk niveau. Der var engang, hvor vi var dygtige til at pakke visse ting ind i koder. Vi kunne udtrykke det til dem, det var tiltænkt, med det rette sprog. Men i dag er musik skamløs, det er ren og skær vildskab, siger den 45-årige Green til mediet Far Out.
I interviewet langer han blandt ud efter 'Anaconda'-rapperen Nicki Minaj, som han kalder "desperat", og farer også i flæsket på netop Cardi B og Megan Thee Stallion, som han mener går for langt i jagten på opmærksomhed.
- Opmærksomhed er som et euforiserende stof, og folk konkurrerer med hinanden. Cardi B og Megan Thee Stallion laver de samme slibrige ting for at komme i den position (hvor de får opmærksomhed), siger Green og fortsætter:
- Jeg forstår det godt alt det med den selvstændige kvinde, at være i kontrol, den guddommelige femininitet og seksuel frihed. Jeg forstår det hele, men hvilken pris følger der med?
'Rap har altid været eksplicit'
På nummeret 'WAP' rapper Cardi B og Megan Thee Stallion i eksplicitte gloser blandt andet om, hvordan de vil "have brækfornemmelser" og "kvæles", når de giver oralsex, og de opfordrer deres udkårne til at "tage en svømmetur" – og her er det altså ikke en soppetur i Kattegat, der er på tale, men en dukkert i underlivet.
Men har CeeLo Green ret, når han påstår, at musik er blevet mere og mere eksplicit?
Nej, mener hiphopekspert og vært på programmet 'Neonlys' på P3 Fie Neergaard.
- Raptekster har altid været eksplicitte. Tag bare Lil' Kim, der tilbage i 90'erne på nummeret 'Dreams' rappede om, hvordan hun drømte om at have sex med en "R&B-pik", siger Fie Neergard.
Hør Lil Kim rappe om "R&B-pik" på nummeret 'Dreams' fra 1996 her:
- Jeg tror, det her handler om, at rapmusik er blevet mere mainstream. Før i tiden ramte de her tekster primært dem, der i forvejen lyttede til hiphop og vidste, hvad de kunne forvente sig af teksterne. I dag ryger de her sange jo ud over alt – også ud til folk, som ikke normalt lytter til rap, siger hun.
Frigørende med kvinder med sexappetit
Selvom teksterne altså i Fie Neergaards øjne er lige så seksuelt ladede, som de altid har været, så forstår radioværten dog godt, at en eksplicit tekst om dampende hed sex kan få nogle lyttere til at rynke på næsen.
- Cardi B er jo lige så meget en popstjerne, som hun er en rapper. Hun er en kæmpe mainstreamstjerne, og hun har også lavet sange sammen med navne som Maroon 5 og Bruno Mars.
- Hvis det er dér, man primært kender Cardi B fra, så kan jeg godt forstå, hvis nogen bliver provokeret og en smule frastødt, når hun pludselig står der og rapper om sin fisse, siger hun.
Personligt er den slibrige lyrik dog ikke noget, der kan få Fie Nergaards sind i kog.
Tværtimod.
- Jeg synes både, det er lidt grineren, når sproget bliver brugt på den her måde, og samtidig er det ret frigørende, når det kommer fra to kvinder. Det er dejligt med to kvinder, der har så meget appetit på sex og ikke er bange for at sige det højt, mener Fie Neergaard.
Har undskyldt for tekstbid
Hverken Cardi B, Megan Thee Stallion eller Nicki Minaj har kommenteret på CeeLo Greens udtalelser.
Cardi B har dog - formentlig i sjov - tidligere været ude at undskylde på sine og Megan Thee Stallions vegne for linjen "If he ate my ass, he's a bottom feeder" ("Hvis han slikker min røv, er han en taber") i et opslag på sin Twitter-profil.
- Megan og jeg vil gerne give en offentlig undskyldning til alle røvslikkere. Vi havde ikke til hensigt at støde nogen røvslikkere rundt omkring i verden ved at kalde jer et nedsættende udtryk som "bottom feeder" ("taber"). Vi har lært en lektie, og vi vil aldrig gøre det igen.
Siden publiceringen af denne artikel, har CeeLo Green på Twitter undskyldt for sine udtalelser, som han kalder "en misforståelse".