Forsangeren i rockbandet The Cars, Ric Ocasek, er død, 75 år gammel. Det skriver det amerikanske medie New York Post.
Ocasek blev fundet i sin lejlighed på Manhattan i New York af sin tidligere kone søndag eftermiddag, oplyser New Yorks politi til mediet. Politiet mener, at han døde af naturlige årsager.
Forsangeren blev kendt med sit band, The Cars, da albummet 'The Cars' udkom i 1978 med hits som 'My Best Friend's Girl' og 'Just What I Need'. Albummet blev solgt i over seks millioner eksemplarer.
Og i 1984 fik gruppen et kæmpe hit verden over med sangen 'Drive', som du kan høre her:
Optaget i Rock and Roll Hall of Fame
Ric Ocasek blev født i Baltimore i 1944 under navnet Richard Ocasek.
Bandet, der udsprang fra den såkaldte New Wave-bølge, blev dannet i 1976 af netop sanger og guitarist Ric Ocasek, sanger og bassist Benjamin Orr, guitarist Elliot Easton, Greg Hawkes på keyboard og David Robinson på trommer.
Bandet blev opløst i 1988, men blev forenet igen i 2011 for at indspille albummet 'Move Like This'.
I 2018 blev The Cars optaget i Rock and Roll Hall of Fame, hvor bandet blev forenet igen for en kort stund i en optræden.
- Det er en skøn følelse at blive accepteret af kolleger, og man får en positiv fornemmelse, når man ser de personer, der ellers er blevet optaget i Hall of Fame, sagde Ocasek til det amerikanske musikmagasin The Rolling Stone i forbindelse med optagelsen, skriver New York Post.
/ritzau/