En bøllehat, en ninjamaske og en cowboyhat. Ildshow, en operasanger og bar mandehud.
Det gik ikke stille for sig, da popstjernen Burhan G, prisnominerede Tobias Rahim og Kidd overraskede på scenen til P3 Guld, der blev afholdt i denne uge.
Publikum vidste, at de skulle høre Selma Judith, Coco O., Statisk, Lord Siva og Drew Sycamore til showet, men stjernetrekløveret var ikke annonceret på forhånd.
Halvt gemt under en bøllehat indledte Burhan G blandt andet med sit 17 år gamle hit 'Playground' - som en lille hyldest til hans egen første optræden ved P3 Guld tilbage i 2005, hvor han spillede samme nummer.
Men pludselig kom rapperens to hitkumpaner, Tobias Rahim og Kidd, ind på scenen.
Her fik de tre musikere sammen salen til at gå amok til hittet 'Burhan G', der er skåret over Burhan G's gennembrudshit af samme navn, og temperaturen i DR Koncerthuset fik et ordentligt nyk opad, da scenekanten flere gange blev indhyllet i flammer fra store ildkanoner under deres optræden.
Du kan se Burhan G, Kidd og Tobias Rahim optræde med et medley af Phil Collins' 'In the Air Tonight', 'Playground' og 'Burhan G' her:
Burhan G, Kidd og Tobias Rahim var ikke de eneste, der var på scenen ved P3 Guld 2021. Du kan se alle de musikalske højdepunkter fra showet herunder.
Harpeklang og skønsang
Selma Judith var en af de tre nominerede til prisen 'P3 Talentet', og selvom prisen gik til soulsangeren Mekdes, beviste hun for alvor, hvorfor hun var blandt de nominerede.
I august udgav Selma Judith sit debutalbum 'Getting Angry, Baby', der indeholder intet mindre end 20 numre.
Og den 26-årige harpist og sanger, der blander R&B med klassiske instrumenter, åbnede den musikalske del af aftenen med sangen 'Hollow Grounds' fra selvsamme album.
Se Selma Judith optræde med 'Hollow Grounds' i videoen herover.
Drew Sycamore satte gang i festen
Lysteknikerne kom på overarbejde, da Drew Sycamore gik på scenen. Badet i et farverigt, geometrisk lysshow fik Drew Sycamore godt gang i publikum med nummeret 'Take It Back'.
Siden Drew Sycamore brød igennem i 2019, er det kun gået en vej, og det er fremad. Med hits som 'I Wanna Be Dancing' og 'Perfect Disaster' har hun indtaget både hitlister, radiostationer og scener.
Og i år var Drew Sycamore også nomineret til hovedprisen 'P3 Prisen', som hun endte med at vinde.
Se Drew Sycamore optræde med 'Take It Back' i videoen ovenover.
Stagedive med Statisk
Duoen Statisk gav den ikke for lidt, da de gik på scenen med nummeret 'Tiden går i stå'. Begge medlemmer af den odenseanske duo endte sågar ude blandt publikum med stagediving og fælles dansegulv.
Siden de deltog i KarriereKanonen i 2019, hvor de nåede til finalen, er der sket en hel del for Mathias Ranch Skov og producer August Kulmann Halle, der udgør Statisk. I år var de nemlig blandt de nominerede til 'P3 Talentet', der dog som bekendt gik til Mekdes.
Se Statisk optræde med 'Tiden går i stå' i videoen ovenover.
Coco O. gav gåsehud
Den danske sanger Coco O. har haft sig noget af et år. Bag Coco O. står den 34-årige Cecilie Maja Hastrup Karshøj, der blev kendt fra stjerneduoen Quadron sammen med producer Robin Hannibal.
Ikke nok med, at hun har udgivet sit første soloalbum 'It's A Processs', så blev en af duoen Quadrons gamle sange, 'Pressure', også samplet af selveste Drake til nummeret 'Lemon Pepper Freestyle'.
Fra albummet spillede hun til P3 Guld nummeret 'Soldier'. Med sangen fik Coco O. og hendes mange korsangere sendt gåsehud gennem hele DR Koncertsalen.
Se Coco O. optræde med 'Soldier' i videoen ovenover.
Lord Siva sendte publikum til stjernerne
Den 31-årige Lord Siva, der i sit civile liv går under navnet Brian Sivabalan, fik i 2020 et massivt hit, da han fortolkede Ekspressens 'Solhverv'.
Netop sangen 'Solhverv' gav ham desuden en nominering i kategorien 'P3 Lytterhittet' sidste år, der dog gik til sangeren Jada.
I år var Lord Siva så at finde blandt de optrædende, hvor han for en stund fik forvandlet DR Koncertsalen til en funklende stjernehimmel, da han optrådte med nummeret 'Stjernerne'.
Se Lord Siva optræde med 'Stjernerne' i videoen ovenover.