L.O.C. griner af kollegerne på sociale medier: 'Musikere er jo helt oppe i røven på sig selv'

Nogle musikeres personligheder er begyndt at fylde mere end deres reelle evner, mener rapperen.

(© Betina Garcia/DR)

Det er 18 år siden, rapperen L.O.C. - med det borgerlige navn Liam O'Connor - udgav sin første plade 'Dominologi'.

Siden har han rundet de 40 år og er blevet far, men alligevel laver L.O.C. stadig musik ud fra samme forudsætning, som han altid har gjort: han gør det kun, når han har noget på hjerte.

Derfor er det også en ærlig og reflekterende L.O.C., man møder på det nye album 'Ekkokammer', der udkom fredag.

Her har den 40-årige rapper skrevet ni numre, der uddeler påtaler til et samfund optaget af sociale medier og en evig jagt på bekræftelse.

Hør 'Drømmen er vores' fra 'Ekkokammer', mens du læser videre:

- Jeg ser folk løbe rundt i deres eget ekkokammer for at søge bekræftelse. Vi er i dag mere isoleret, end vi nogensinde har været, selvom vi har adgang til alting, siger han og fortsætter:

- Du kan bare sortere alt lortet fra på nettet, så du vælger din egen afspejling af virkeligheden. Men alligevel skal folk samtidig dokumentere alt. Det er både foruroligende og sjovt på samme tid.

De sociale medier har også sat deres aftryk på den danske musikbranche, som L.O.C. har været en del af i snart to årtier.

I dag har man mulighed for at følge med i musikernes liv på en helt anden måde end tidligere, fordi der er adgang til dem døgnet rundt via de sociale medier.

Derfor er deres personligheder nogle gange begyndt at fylde mere end deres musik, mener den garvede rapper.

- Musikere er jo folk, der er helt op i røven på sig selv, og sådan har det altid været, men hvis du så tilsætter sociale medier, så bliver det ekstremt.

- I dag har musikere allerede en markedsføringsplan, før de overhovedet har lavet en sang. Sådan er tiden. Det kan ikke rigtig få mit pis i kog, men jeg har førsteparket-billet til det sjoveste realityshow på hele jorden; musikbranchen.

Selv er rapperen glad for, at han brød igennem i en tid, hvor de sociale medier endnu ikke for alvor havde gjort deres indtog.

- Jeg er bare glad for, at Youtube ikke fandtes dengang, jeg var ung og dummede mig rigtig meget. Hvis du havde givet mig direkte adgang til at putte ting på nettet dengang, så havde jeg ikke haft en karriere nu, siger han og griner højlydt.

På trods af sit irske ophav, elsker L.O.C. at rappe på dansk. - Dansk lyder fucking grimt på den fede måde. Der er noget afslørende i det danske sprog, som man ikke kan overføre til engelsk. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Hellere sønnike frem for sætninger

Men en karriere har han trods alt fået. Og endda en imponerende en af slagsen.

På 19 år har han udgivet 11 album, og i dag er han en af de bedst sælgende danske rappere herhjemme.

Set udefra har L.O.C. ikke ændret sig meget siden debuten. Jovist har håret og skægget fået et gråligt skær, men ellers er det stadig den samme højtgrinende men rå rapper, der står bag det nye album.

Men bag det kølige ydre er der sket en personlig udvikling. L.O.C. rapper ikke længere om fest og druk.

I 2016 kom sønnen Constantin til verden, og med tiden har rapperen lært, at han ikke behøver at følge med i det ræs, der hersker i branchen længere.

Her kan du høre sangen 'Abu Constantin':

Derfor har han de sidste tre år haft en større lyst til at være sammen med sin søn frem for at tvinge sig selv til at skrive musik.

- I lang tid har jeg hellere villet se Constantin sidde og sammensætte en sætning for første gang frem for selv at finde på en sætning, der kan blive til musik. Jeg har en tiltro til, at de sætninger, der giver mening for min musik, dukker op i mit hoved alligevel. De skal nok komme ned på papiret i sidste ende.

L.O.C. har altid haft et fokus på at spille live, og det har han forsøgt at overføre til pladen 'Ekkokammer'. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Den nye generation

Alligevel er L.O.C. ikke blevet for gammel til stadigvæk at have en finger på pulsen, når det kommer til den genre, som han i mange år selv har domineret - rappen.

I manges øjne er rapmusik blevet det nye pop, der dominerer alle hitlister og festivaler herhjemme. Men genren har også altid været kendt for at være oprørsk og i konstant bevægelse, hvor nye generationer altid har erstattet de ældre.

- Genren lever i allerbedste velgående. Siden jeg startede, har jeg hørt 'den nye bølge' seks gange. Der er sket et generationsskifte nu, hvor folk på 16 år ikke lytter til det samme, som de gjorde før. Det er meningen, det skal ændre sig. Lige nu handler det meget om energien i musikken og ikke om at være MC. Det er gået fra at være på ordets præmisser til musikkens præmisser, siger L.O.C.

I dag bor L.O.C. ikke længere i Aarhus, men i stedet i Hellerup. Han har dog ikke glemt, hvor han kommer fra, og på årets Nortshide Festival blev han tiltalt som kongen af Aarhus. (Foto: © Betina Garcia, DR)

Den nye generation af rappere er blandt andet dukket op i det vestlige Aarhus, området som L.O.C. selv er vokset op i. Omgivet af forskellige nationaliteter var det her, han for første gang stiftede bekendtskab med rap.

Det vestlige Aarhus har som sådan ikke ændret sig, men det har tiden. I dag er L.O.C. godt klar over, at det ikke længere er ham, der repræsenterer Aarhus' rap-scene på samme måde som før.

- Da jeg begyndte at lave musik, havde vi ikke rigtigt nogen, vi så op til i det vestlige Aarhus. Så vi dyrkede rap, hvor det handlede om at være den bedste. I rapmusik var der også et ungdomsoprør, der tiltalte mig. Men når jeg har sat min søn af i skovbørnehave i dag, så løber jeg jo ikke rundt med en springkniv i min Gucci-taske, som den nye generation rapper om, så jeg kan ikke længere spejle mig i dem, fortæller L.O.C. og tilføjer:

- Når jeg kommer op i Bispehaven i dag, hvor jeg altid har løbet rundt som ung, så er det jo ikke 'my hood' mere. De definerer deres tid nu. Det er deres shit, siger han.

Lyt til 'Befri dit liv' lige her:

Den nye generation består af rappere som Shooter Gang, Don x Lee x Barber og Omar, og man kommer ikke til at opleve L.O.C. lave det samme rap, som de laver, for han har set, hvor galt det kan gå, hvis den ældre generation hopper med på de unges måde at lave musik på – og han har lært af det.

- Jeg har set rappere sige, at de sagtens kunne lave techno i 90'erne, og det har de så fucket helt op. Jeg har is i maven og et vis forhold til mine fans, som jeg har bygget op gennem 00'erne, så jeg behøver ikke ligge nummer ét på en eller anden hitliste, siger L.O.C.

L.O.C. tager en sidste tår af sin kaffe, tænker og smiler, inden han svarer på, hvad fremtiden nu skal bringe.

- Jeg aner det ikke. Men én ting er sikkert. Jeg gider ikke lave musik, hvis jeg skal lave et hit på bestilling. Jeg laver det musik, jeg gerne vil lave, og så må vi se, om folk kan lide det.