Uha.
Det var 23-årige Marcus Bjerrings første tanke, da han fik tilbuddet om at varme publikum op inden prisshowet P3 Guld i DR Koncerthuset, som blev afholdt i denne uge.
Han skulle nemlig ikke bare spille sine egne sange, som han udgiver under navnet Marcus.wav.
Han skulle fortolke et nummer af musikeren Drew Sycamore, der var nomineret til hovedprisen 'P3 Prisen' - som hun gik hen og vandt.
Der er bare lige det, at Drew Sycamore synger på engelsk, og Marcus.wav synger på dansk. Og det har han altid gjort.
- Jeg synes, det var en sjov udfordring, men jeg var ikke så hooked på ideen om at synge på engelsk. Det er ikke lige min skarpe side, fortæller Marcus Bjerring, som vandt KarriereKanonen 2021 tidligere i år.
Derfor endte Drew Sycamores store hit 'Take It Back' med at hedde 'Tag det tilbage', da Marcus.wav optrådte i DR Koncerthusets foyer tirsdag aften.
Se Marcus.wavs fortolkning af sangen 'Take It Back' i videoen øverst i artiklen.
Marcus Bjerring og hans faste producer Andreas Hedegaard Mikkelsen oversatte sangen til dansk, skrev den lidt om og gav den en twist af Marcus.wav.
- Jeg tænkte: "Hvis vi skal lave noget, så skal det have en twist af dét, vi kommer fra".
Det var dog lidt uvant for Marcus Bjerring at skulle gå på scenen med et nummer, som ikke var hans eget - og over for et publikum, som måske ikke vidste, hvem han var. Derfor var han mere nervøs, end han plejer at være inden en optræden, fortæller han.
- Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, eller hvor mange der ville være. Der er jo forskel på at spille et sted, hvor folk har købt billet til at se én. Det gør også en forskel nervøsitetsmæssigt for mig, at jeg ikke ved, om folk kan lide det.
Klar med debutalbum
Drew Sycamore-coveret var ikke det eneste nummer, Marcus.wav optrådte med på aftenen. Han spillede også titelnummeret på sit spritnye debutalbum, 'Hvis mit hjerte ikke stopper'.
Albummet består af ti personlige sange, som primært handler om Marcus Bjerrings eget liv, og som indkapsler mange svære tanker og følelser om blandt andet depression og selvmordstanker.
For han kan ikke skrive en tekst, hvis den ikke indeholder noget af ham selv, fortæller han.
- Jeg har været vant til gennem mit liv, at man ikke har kunnet snakke om ting. Man skulle gemme det væk, og man skulle helst være den stereotype mand, siger Marcus Bjerring og forsætter:
- Så det med at snakke om følelser er noget, jeg først har lært, da jeg blev ældre. Det er bare rart, at man endelig kan være åben omkring de ting. Så det kommer heller ikke ud af mig stille og roligt, men med 200 kilometer i timen.
Det kan være svært at snakke om den smertefulde aura, der omgiver ordene selvmord og psykiske lidelser, men det er noget "fucking pis", mener han. Det må aldrig blive pinligt, at livet kan gøre ondt.
Og Marcus Bjerrings ærlige tekster får også andre med ondt i livet til at sende ham en besked i ny og næ.
- Det er helt vildt, at man kan lave noget, som rammer andre mennesker, og at man kan dele sine følelser med andre.
Marcus.wav var ikke ene om at varme publikum op til P3 Guld i DR Koncerthusets foyer. Sangeren Pil, der også vandt KarriereKanonen 2021, optrådte med en fortolkning af Andreas Odbjergs nummer 'Henter dig nu'.
Du kan se Pil spille sit cover af Andreas Odbjerg her: