Vi har nok alle sammen været der.
Forestillet os selv på de store scener. Grebet hårbørsten på teenageværelset og skrålet foran spejlet. Tænkt: "Så slemt lyder det da heller ikke".
Ønsket, at vi på rekordtid kunne mestre et instrument. Og håbet, at den næste store banger på magisk vis ville dukke op i vores tanker.
De fleste af os måtte hurtigt lægge drømmen fra os igen. Så mange musikalske genistreger havde vi måske alligevel ikke at byde på. Heller ikke selvom stjernerne får det til at se så nemt ud.
Men andre holder fast i drømmen og arbejder benhårdt for at leve den.
En af dem er danske Bbybites. Kvinden bag kunstnernavnet hedder Martha Maj Hauptmann og har dyrket musikken, så længe hun kan huske. Og i den sidste tid er det for alvor begyndt at tage fart for det 24-årige stjernefrø.
Hun har landet en kontrakt med et stort pladeselskab, et bookingbureau og haft sin radiodebut. Hun har spillet på det ikoniske københavnske spillested Vega og er blevet opdaget og omtalt af landets musikmedier. Og så er hun nu også finalist i talentprojektet KarriereKanonen efter en overbevisende semifinalekoncert i DR Koncerthuset i foråret.
- Det går først rigtigt op for mig, når andre italesætter det. Og det er jo bare dejligt, at der er blevet taget så godt imod mig og min musik. Det er jo meget nyt, det hele, så jeg er virkelig glad for den gode respons. Og det skal jo helst bare blive bedre og bedre, siger hun med et smil om den seneste tids opmærksomhed.
Se Bbybites optræde med 'Sherry n the Clown' til KarriereKanonens semifinale i DR Koncerthuset 6. marts:
Mange har meninger
Men det at blive "opdaget" kan gå hånd i hånd med en masse tvivl, erkender Martha Maj. I hvert fald når man er så ny i musikbranchen, som hun er.
For hvor hun tidligere selv bare havde det fedt med at lave musik, er der nu en masse mennesker, der har en mening om hendes sange.
Og det kan være svært at finde rundt i, hvem man skal lytte til, og hvilken vej man skal gå, når man laver musik, der stikker i mange retninger, siger hun.
- Det er sgu svært at finde rundt i. Hvem er jeg som artist, og er jeg der for at passe ned i en boks, eller er jeg der for at vise, hvem jeg er? Det er sådan nogle mærkelige kompromiser, der skal tages stilling til. Folk kan jo godt lide, når man kan putte tingene ned i en boks.
Selv prøver hun at blive bedre til at spørge sig selv, om hun egentlig gerne vil høre for eksempel sine venners meninger, inden hun udgiver en sang, selvom det er fristende at dele musikken med andre. Og at blive bedre til at huske sin egen første indskydelse og prøve at gå med den.
- Man skal jo egentlig bare lytte til sin mavefornemmelse, selvom folk siger og mener alt muligt.
Men øvelse gør mester. Og den unge sanger og sangskriver fra København mærker tydeligt, hvordan hun hele tiden kommer tættere på at finde sin rette musikalske hylde.
Senest har hun udgivet singlen 'Amirite', som er en hyldest til veninderne og er noget nær det perfekte soundtrack til en "girls night out", siger hun.
Lyt til Bbybites' seneste single 'Amirite', mens du læser videre:
- Der er så meget energi i det her nummer, og jeg synes, det er meget mig. Og før jeg måske i fremtiden går ind i større samarbejder, så er det fedt at få lavet noget, der er rigtig meget mig. Det er både noieren og sjovt at tage nogle chancer. Og det er nu, jeg synes, jeg kan få lov til det.
Træt af kærlighedssange
Inden coronapandemien lukkede landet ned, tilbragte Martha Maj meget tid i studiet med forskellige producere, hvor hun afprøvede nye idéer. Og særligt én ting forsøger hun at gøre anderledes i forhold til tidligere.
- Jeg er træt af at skrive om kærlighed. Det, du gerne vil have, kan du ikke få, og det, du kan få, vil du ikke have. Jeg tror, jeg har skrevet om det på 500 forskellige måder nu. Og det er jeg egentlig sygt træt af, siger hun grinende.
- Så jeg prøver at sige: "Okay, det skal jeg i hvert fald ikke skrive om. Hvad kommer så frem?". Når man er så meget i studiet, kan man nogle gange blive sådan lidt: "Hvad fanden har jeg egentlig på hjerte lige nu?". Men jeg synes ofte, man bare lige skal slå hul på bylden, og så kommer der alt muligt.
Det er altså ikke skabertrangen og idéerne, der mangler hos Bbybites. Og corona-isolationen har hun brugt på at arbejde videre med alt det, hun nåede at lave, mens hun stadig kunne gå i studiet.
Så der er både koncerter, flere sange og musikvideoer på tegnebrættet hos Bbybites – og ikke mindst en afgørende finalekoncert, når KarriereKanonen 2020 skal finde sine to endelige vindere 19. juni.
Kvinden bag Bbybites lægger nemlig ikke skjul på, at hun drømmer stort. Hun vil gerne vinde danskernes hjerter, men håber også, at det engang bliver muligt at krydse landegrænserne.
- Der er en grund til, at jeg laver musik på engelsk, og det er, at jeg gerne vil ud i verden med den, siger hun.
- Og det er enormt spændende, at jeg nu snakker med nogle mennesker, som kan se det blive en realitet på et tidspunkt.