For mange lyder det måske mest af alt grænseoverskridende at stille sig op på en scene og rappe om, hvor fed man selv er.
Men for 22-årige Josefine Amalie Vinther Møller, der laver musik under navnet Josie Amadonna, er det en drøm – og noget, hun gør, så ofte hun kan komme til det.
Næste gang er allerede fredag aften, hvor hun optræder som en af fem finalister ved talentprojektet KarriereKanonens finale i DR Koncerthuset. Det gør hun med sine hiphop-beats og tekster om sit eget liv, som for tiden går mere end okay, fortæller rapperen.
- Lige nu er jeg bare virkelig glad og positiv, så det er det, mange af mine tekster handler om, siger Josie Amadonna.
- Det ville være så mærkeligt for mig at sidde nede i et studie og skrive en sad song om for eksempel mit kærlighedsliv, når jeg har en megasød kæreste. Det ville bare være så uægte for mig, og jeg prøver virkelig at holde det ægte i mine tekster.
Lyt til Josie Amadonna med sangen 'Ligesom Donkey Kong', som sikrede hende en plads i årets KarriereKanonen:
For Josie Amadonna er de positive tekster også et direkte redskab til at øge sin egen selvtillid.
- Min musik handler også om empowerment eller det selvtillidsboost, jeg får af at stå på scenen og synge de her ting. Jeg tror, at det er derfor, jeg elsker at skrive om det, der er positivt, for jeg får det også bare selv meget bedre af det.
Øver sig i at glemme, hvad andre tænker
For blot et par år siden var Josie Amadonnas tekster dog ikke lige så optimistiske, som de er i dag. Dengang fandt hun sig selv i et både følelsesmæssigt og geografisk limbo.
Hun var lige droppet ud af en skole i Næstved for at flytte tilbage til Jylland, hvor hun kommer fra, og det var et svært skifte at komme igennem. Og så var hun forelsket i en fyr, der ikke gengældte hendes følelser.
Det var, mens det hele var lidt svært, at hun skiftede popstjerner som Britney Spears og Christina Aguilera ud med nogle andre kvinder, der skulle vise sig at få ikke så lidt betydning. For mens hun en dag sad og scrollede igennem Spotify, faldt hun over en kvindelig rapduo, der hedder City Girls.
Og pludselig var det eneste, hun lyttede til, kvindelige rappere, der rappede om, hvor fede de selv var. Det var præcis det selvtillidsboost og den forkastning af janteloven, hun havde brug for, husker hun.
Og i dag er det noget, hun håber, hun selv kan give videre i sin musik.
- Kvinder skal hele tiden sammenligne sig med andre kvinder, og det gør bare intet godt for vores selvværd. Vi tror ikke, at vi er gode nok, fordi der er sådan en præstationsangst i vores samfund, og vi tror, det hele skal se perfekt ud.
- Det, jeg får ud af at lytte til Megan Thee Stallion, City Girls og Cardi B, er at fortælle mig selv: "Du er en bad ass bitch!" Og det håber jeg også, at folk tænker, når de hører min musik. At de kan sætte det på og få nogle af de der negative tanker ud og nyde musikken og det moment, de er i.
At dyrke "bad bitch"-attituden, som hun kalder det, kræver god øvelse i ikke at tænke for meget over, hvad andre tænker om én. I Josie Amadonnas optik kunne de fleste af os nok godt bruge en lidt større "pytknap" og at blive bedre til at acceptere, at det hele ikke kan se perfekt ud hele tiden.
Det er lettere sagt end gjort, og det ved Josie Amadonna også godt. Der er dog ét huskeråd, hun altid selv vender tilbage til, hvis hun bliver fanget af forestillingen om, hvad andre tænker om hende.
- Jeg føler, at jeg har brugt rigtig meget af mit liv på at gå rundt og tænke på, hvad andre folk tænker om mig. Men man skal bare huske på, at folk bruger meget mere tid på at tænke over, hvad du tænker om dem, end hvad de tænker om dig, siger hun og tilføjer, at hun da også selv har dage, hvor det er sværere at sige: "Fuck det" end andre.
- Men så kan jeg helt seriøst sætte et eller andet Megan Thee Stallion-nummer på, og så har jeg sådan: "Okay, I'm that bitch!" Det skal jeg bare huske på!
Fra provinsprovokatør til hovedstadshiphop
Josie Amadonna har altid været både rebelsk, drilsk, stædig og rapkæftet. Det kan du bare spørge hendes far om, forsikrer hun. Det er træk, som kun blev forstærket, da hun begyndte at høre rap, og som også skinner igennem i hendes egen musik i dag.
Hun kommer fra Mejrup Kirkeby ved Holstebro. Det er sådan en by, hvor alle kender alle, og hvor man vinker til hinanden på vej til Superbrugsen, fortæller hun.
Og hvis du forestiller dig, at det kan være svært at være "that bitch" og droppe janteloven i en lille by som Mejrup Kirkeby, så har du helt ret - i hvert fald at dømme ud fra Josie Amadonnas egne erfaringer:
- Folk kigger helt klart mere på dig, hvis du tager i byen i noget spraglet eller farverigt tøj eller en lidt for nedringet trøje. Så får du tit labels på dig, vil jeg sige.
Det er en af grundene til, at hun nu har fundet vej til hovedstaden for at forfølge sin musikdrøm.
- Her i København er det bare sådan: "You go girl!" Folk er virkelig søde. Der er generelt en rigtig god kultur blandt kvinder i min generation lige nu, hvor man hyper hinanden op, og hvor man sagtens kan gå over til en eller anden pige, man ikke kender, og sige, at hun har en flot nederdel på, siger Josie Amadonna og tilføjer, at hun for første gang også føler, at hun passer ind i et kunstnerisk miljø.
- Jeg føler, at jeg passer utroligt godt i det hiphopmiljø, jeg har mødt, fordi mange af dem også er lidt skæve og lidt skøre. Det er perfekt, for jeg er heller ikke helt normal, tror jeg.
Josie Amadonna optræder til KarriereKanonens finale i DR Koncerthuset fredag. Vinderne kåres samme aften.