Det er flere timer siden, du gik i seng, men du er stadig vågen. Du ved, du skal være frisk og klar til 100 forskellige ting, når solen står op, men det hjælper ikke.
Du bliver mere og mere frustreret for hver gang, du tjekker klokken. Tiden går, men søvnen føles ualmindeligt langt væk.
De fleste kan måske genkende ovenstående scenarie, men det er nok - heldigvis - ikke alle, der oplevet det i flere uger ad gangen ligesom 24-årige Esther Møller Fogh.
Under kunstnernavnet Veiles laver hun musik om sin personlige rejse gennem ungdommen med alt, hvad den indebærer af usikkerheder, identitetskriser og uforudsigelige bump på vejen – og heriblandt også søvnløshed, som tidligere har plaget hende i perioder over tre år.
Det var allerværst i tiden efter gymnasiet, og det kunne vare en hel måned ad gangen. På et tidspunkt blev det så slemt, at hun troede, at hun helt havde mistet evnen til at sove.
- Det gjorde nogle sindssyge ting ved mig. Jeg har aldrig været så desperat efter noget i mit liv. Meget mere desperat end jeg nogensinde har været efter en mand eller en uddannelse eller whatever, fortæller Veiles, som er en af finalisterne i talentprojektet KarriereKanonen.
Selvom hun nu er ude på den anden side af søvnløsheden og den stress, der udløste den, er det stadig et emne, der er vigtigt for hende at adressere - hvilket hun nu gør i sine sange. Hun ved nemlig, at hun langt fra er den eneste, der har kæmpet med den slags.
- Der er 100 procent rigtig mange derude, der kender til det, for det er jo en folkesygdom, at folk er stressede og ikke sover.
I starten af året blev Veiles udvalgt til at deltage i KarriereKanonen med sangen 'You and Me'. Lyt til den her:
Perfekt på papiret
I dag er Veiles overbevist om, at en af grundene til hendes søvnløshed var, at hun havde svært ved at erkende, hvor skidt hun egentlig havde det dengang – for umiddelbart havde hun ingen "gyldige" grunde til at være ked af det, bekymret eller stresset. Det mente hun i hvert fald selv.
Alting så nemlig ret perfekt ud på papiret: Der stod høje tal i karakterbladet, og hun voksede op i en kernefamilie i et "stort, fedt, privilegeret hus i et dyrt kvarter i Aarhus", som hun selv beskriver det.
- Der var aldrig nogen anledning til, at folk spurgte mig, om jeg egentligt var okay, så derfor havde jeg en følelse af, at jeg selvfølgelig var det. Men pludselig ramlede min verden bare. Jeg fik en følelse af, at jeg ikke kunne leve op til den forestilling, jeg selv havde, og som andre havde om mig, og at jeg kun kunne skuffe dem omkring mig - og mig selv først og fremmest.
Siden har hun dog gjort op med forestillingen om, at man ikke kan blive stresset eller ængstelig, hvis det på papiret går en godt.
- Jeg lod mig selv komme helt derud, fordi jeg havde en idé om, at jeg var en sindssygt robust, jysk kvinde, som ikke havde nogen som helst form for psykiske problemer, hvilket viste sig at være en stor, fed løgn. Man kan sagtens være robust og samtidig have angst eller stress, siger hun.
Vil gøre op med 'sabbatåret'
Når Veiles i dag tænker tilbage på tiden efter gymnasiet – det såkaldte "sabbatår" – ville hun ønske, at hun var blevet advaret om, at det hele ikke er en dans på roser på den anden side af studentereksamen.
Hun mener, der hersker en fortælling om, at livet for alvor starter efter gymnasiet: at man endelig er fri, at man skal ud og rejse og opleve verden. Men virkeligheden for mange nye studenter er, at man først og fremmest skal finde ud af, hvem man er uden for skolen.
Og det kan være lettere sagt end gjort.
- Hvorfor er der ikke nogen, der forbereder en på det? Der er så mange, der har travlt med at sige, at gymnasiet er hårdt, men der er ikke nogen, der siger, at sabbatår kan være virkelig hårdt.
- Man går rundt og tænker: "Hvem er jeg? Laver jeg noget meningsfuldt hver dag?" Det følte jeg, at man gjorde i sin skoletid, fordi man i det mindste lærte noget. Men pludselig er man i det der limbo: "Hvad skal jeg lave, hvad vil jeg, og hvor er mine venner?"
Generelt er Veiles ikke begejstret for ordet "sabbatår", fordi det ifølge hende lægger et pres på dem, der ikke nødvendigvis følger den lige vej og starter på en uddannelse med det samme. Og der skal være plads til, at man finder sin egen vej, mener hun.
- Personligt er jeg ikke startet på nogen uddannelse, og jeg blev student for fem år siden. Har jeg så stadig sabbatår? Hell no! I'm living my life! siger hun og griner.
- Potentielt starter jeg aldrig på en uddannelse - har jeg så sabbatår resten af mit liv? Det er en latterlig betegnelse.
Opfordrer til at spørge ind til andre
Med tiden er Veiles begyndt at bruge sin kamp med blandt andet søvnløshed i sin musik, fordi det giver hende en følelse af fornyet styrke at tage ejerskab over sin egen historie og faktisk bruge den til noget.
Og så håber hun, at hun ved at dele sin fortælling kan bidrage til, at vi alle bliver bedre til at spørge ind til menneskerne omkring os - også selvom der ikke altid er en direkte anledning til det.
- Der gik sindssygt lang tid fra, at jeg havde det godt, til jeg så begyndte at tale om det, fordi jeg ikke følte, at det var noget, man lige gjorde, siger hun og understreger, at hun dog hverken dømmer sine venner eller familie for ikke at have været opmærksomme.
Men det er noget, vi alle kan blive bedre til, mener hun.
- Selvom en person på papiret har det perfekte liv, så spørg om vedkommende har det godt. Du kan have alle grunde til at have det godt, men det er ikke det samme, som at man har det godt hele tiden.
Veiles optræder i KarriereKanonens finale i DR Koncerthuset 11. juni.