21-årige Alexander Iversen og hans venner er ikke de stille typer.
Når de går ind i et lokale, må folk gerne vide, at de er kommet. De er ekstroverte, festglade og højlydte. Men i lang tid var det sjældent dybe følelser, de råbte op om. Sårbarhed var noget, der blev gemt væk og kun fundet frem en sjælden gang imellem, når promillen tvang den frem.
Det er en måske en typisk fortælling om drenges følelsesliv, du har hørt før - men spørger man Alexander Iversen, der laver musik under kunstnernavnet IVER, er det på tide at gøre op med den.
Det er i hvert fald noget, han selv har haft brug for, efter at hans første møde med døden lagde en skygge over den romantiserede forestilling om ungdommens uendelige fest og lykkerus.
- Jeg har levet meget længe med forestillingen om, at drenge ikke græder og alt det der. Og det er jo noget pis - for at sige det lige ud, siger IVER, da dr.dk møder ham få uger efter, at han er gået videre til finalen i talentprojektet KarriereKanonen.
Han kan selv skrive under på, at man som ung mest af alt bare gerne vil drikke øl med sine venner og have det sjovt, men det er bare ikke altid så nemt og lige til, når livet viser sig fra sine mere dystre sider.
- Man vil jo bare gerne have det grineren, men der er så meget, der ligesom står i vejen for det. I hovedet og i livet, siger han ærligt.
Derfor er det også meget personlige fortællinger om især mentale bump på livets vej, som IVER deler i sin musik. Og det er noget, han oplever, at mange kan relatere til - også de af hans venner, som han normalt aldrig ville tale om den type problemer med, før der er røget lidt for mange øl indenbords.
For IVER skal promillen dog ikke længere over 0,5 for at kunne tale om de ting, der gør ondt - tværtimod.
- Jeg er så heldig, at en af mine bedste venner bor to gader fra mig, så vi mødes tit til en øl, en serie eller en smøg. Ofte snakker vi lort om ingenting, men så er der også de der dage, hvor der er en, der siger: "Hey, der sker det her," og så kan vi bruge flere timer på snakke.
- Det er fedt, at det ikke behøver være til en fest, hvor alle er helt fucked up, men at man bare kan sætte sig ned og sige: "Jeg har brug for at dele denne her situation med en anden."
Det er samtaler som disse, IVER håber på, at endnu flere kan opleve med deres venner.
- Jeg prøver på at skabe muligheden for, at især drenge også kan være lidt mere åbne. Overordnet er min musik det her tabufrie forum, hvor det kan handle om alt fra kærester til mentale problemer til sure forældre til whatever, siger han og griner.
- Det er et sted, hvor man kan sige: "Fuck det" i en lille periode: "Græd hvis du vil græde, dans vil du vil danse!"
Lyt til IVER med 'Vildmand', som sikrede ham en plads i årets KarriereKanonen:
Højskoleophold blev et vendepunkt
IVER var 12 år gammel, da han fik den første store mavepuster af livet. Den kom med tabet af hans bedstemor.
- Det var min første oplevelse med død. Jeg var en lille, glad knægt, der altid gik i farver, og pludselig kom det bare: Hey! Død! Lige i ansigtet på dig! Jeg var bare sådan: "Okay, fuck, hvordan håndterer man det her?"
Det blev for meget for ham, og han røg ned i "en masse lort", som han selv beskriver det.
Til at starte med følte han ikke, at det var noget, han kunne snakke med nogen om. Han var stadig meget ung og husker, at folk omkring ham ikke helt forstod, hvad det var, han gennemlevede.
- Jeg blev ligesom ham der, der skulle vises frem for klassen, sådan: "Det her er en depression. Det skal vi snakke om nu, så de andre kan forstå det." Det var jo helt syret, siger han.
IVER havde nogle venner, han talte med, men det var først, da han tog på højskole, at der for alvor skete en forandring. Til en start blev han dog lidt skuffet.
Han tog nemlig fra Sjælland til Jylland med forventningen om at starte et helt nyt liv væk fra alt det triste. Men da han ankom til højskolen, mødte han en masse unge mennesker, der kæmpede med alt muligt - præcis ligesom ham selv.
Det viste sig dog at være præcis det, der skulle til for IVER, for pludselig fandt han ud af, at han ikke var alene.
- Jeg dukkede bare op til en flok mennesker, som også var droppet ud, og som heller ikke vidste, hvad de skulle med deres liv, og som også var kede af det. Vi var der alle sammen, fordi vi ikke vidste noget, siger han og griner.
- Men så var det jo pludselig fint at have det sådan.
Det behøver ikke være så seriøst
Siden højskoleopholdet har IVER været åben omkring sine svære følelser og sit mentale helbred, og faktisk har han lært at grine lidt af det, når han møder andre, som har haft det på samme måde, eller som stadig har det svært. For ham behøver det ikke altid at være så seriøst.
- Vi kan sagtens sidde og joke med det og få et grin på, fordi vi jo kender til det. Det er noget helt nyt for mig, og jeg føler ikke længere, at der er en grænse for mig i forhold til, hvad man må tale om. Der er en hel masse ting, som er helt okay lige at nævne, snakke om eller grine af.
Han håber, at hans musik kan inspirere andre til at åbne op, men det behøver ikke at føles som en psykologsamtale hver gang, understreger han.
Hans musik er nemlig i lige så høj grad inspireret af alt det andet, han oplever som en normal, ung fyr fra Avedøre: For mange fester, for lidt søvn, at spille FIFA til klokken 3 om natten og hænge ud med sine venner.
- Vi er en lille femmandsboble af venner, som bor lige ved siden af hinanden. Vi mødes i min carport og drikker nogle øl og snakker om livet. Og det bliver jo også en del af musikken: Alle de lidt gøglede perioder, som betyder meget for én, selvom det i virkeligheden bare er at sidde og drikke øl i en carport.
IVER optræder i KarriereKanonens finale i DR Koncerthuset 11. juni.