Kan blive den mest dramatiske finale i årevis: Her er favoritterne - og outsiderne - i aftenens Eurovision-brag

Hvem tror du vinder i år?

Det er jeg blevet spurgt om utallige gange, siden jeg for snart 14 dage siden vendte snuden mod Rotterdam for at dække årets Eurovision Song Contest.

Og mit svar på dét spørgsmål har ændret sig løbende.

Først sagde min mavefornemmelse mig, at Malta - der, før alle årets lande havde afsløret deres sceneshows, var bookmakernes storfavorit - nok ville snuppe sejren.

Alle de reklamekroner, den lille solskinsø har pumpet i promoveringen af deres artist, 18-årige Destiny, måtte næsten give pote.

Senere kastede jeg min kærlighed på Island, hvis sejr jeg nok havde sat mine penge på - altså før en positiv coronatest satte hele den islandske delegation i karantæne - langt væk fra den Eurovision-scene, de altså alligevel ikke kommer til at optræde live på i aften.

Og så er der Italien og rockbandet Måneskin.

Selvom jeg nok ikke just er at betegne som en gammel rockrotte, så er der alligevel noget ved bandets smittende energi - og forsangerens utroligt stramme læderbukser - der rammer noget i mig. Og mon ikke også det kan noget ude i resten af Europa?

De storladne ballader fra Frankrig og Schweiz er også blevet spået gode vinderchancer, mens jeg selv har haft et godt øje til både Norge og Rusland. Og for at gøre det hele endnu mere spændende, er Ukraine nu også begyndt at mænge sig med vinderkandidaterne.

Men hvem vinder så?

Det er ikke til at sige, for årets Eurovision-finale tegner sig slet og ret til at blive en af de mest højdramatiske og uforudsigelige i mange, mange år.

Hos bookmakerne har der været mange udskiftninger i toppen, og spørger man rundt blandt de fans og journalister, der er på plads her i Rotterdam, skydes der for alvor med spredehagl, når der skal udpeges en vinder.

Selv aner jeg simpelthen heller ikke i skrivende stund, hvem der løber med sejren.

Skal jeg dog alligevel driste mig til at komme med et forsigtigt bud, mener jeg, at pilen peger på enten Island eller Italien.

Alt kan dog som bekendt ske i Eurovision, og hvem, der vinder, får vi først svar på i nat, når stemmerne fra de 39 deltagerlande er endelig talt op.

I torsdags blev semifinalen endestationen for Danmark og Fyr og Flamme, der ikke formåede at kvalificere sig til aftenens store finalebrag.

Men selvom drømmen om Herning 2022 blev slukket, næsten før den overhovedet var blevet tændt, behøver du nu ikke pakke Dannebrog og klaphat aaalt for langt væk.

Der er nemlig stadig flere sange tilbage i finalepuljen, der lugter - bare en lille smule - af Danmark.

Tag bare de italienske vinderfavoritter Måneskin - ja, det hedder de altså - der blandt andet består af den 20-årige bassist Victoria De Angelis, der er halvt dansk.

Eller søskendeparret, Daði Freyr og Sigrún Birna, der som en del af gruppen Daði og Gagnamagnið stiller op for Island.

De er begge vokset op i Danmark, taler flydende dansk - om end med en yderst charmerende accent - og så delte Daði Freyr og hans nuværende kone, som Islands Eurovision-bidrag '10 Years' handler om, faktisk deres første kys på Roskilde Festival.

Er det ikke dansker-dong nok for dig, gemmer der sig også danske kræfter i kulissen, der fortjener lidt ekstra medvind i aften.

Den danske sangskriver Thomas Stengaard har lånt sine kræfter til både Cypern og San Marino og har været med til at skrive begge landes bidrag - der i øvrigt får æren af at henholdvis åbne og lukke aftenens popbrag.

Derudover har Aserbajdsjans pyrodronning Efendi fået hjælp af den danske producer Mads Enggaard til at skabe sceneshowet til sin brandfarlige bjergfløjte-basker 'Mata Hari'.

Jo jo. På papiret er Eurovision ganske vist en musikkonkurrence, men lad os bare være ærlige: En del af charmen ved det europæiske popcirkus er naturligvis også, at du aldrig rigtig ved, hvad du kan forvente, når du tænder for fjerneren.

Og traditionen tro er der heller ikke i år sparet på indslag, der nok skal udløse et løftet øjenbryn eller to hjemme i stuerne.

Bag ét af dem står Ukraine og bandet Go_A, der med folkefløjteri og hardcore techno - og iført en moderigtig bolero syet af en opsprættet Muppet-dukke - leverer aftenens nok største WTF-øjeblik med sangen 'Shum'.

Et bidrag, der dog ikke desto mindre faktisk er blandt favoritterne til at løbe med sejren.

Lige så godt kommer det nok ikke til at gå for moldoviske Natalia Gordienko, der med den ellers oplagte guilty pleasure 'Sugar' i manges øjne leverer en af aftenens mest tåkrummende optrædener.

Til gengæld er der fuld fart over feltet, når den serbiske kvindetrio Hurricane indtager Eurovision-scenen med (stiletklædte) ben i næsen, tonstunge extensions og en attitude, der kan få selv Balkan-regionens mest hårdkogte mafiaboss til at parrere ordre.

Det er stærkt, det er skørt og i mine øjne et helt fantastisk indspark i årets Eurovision-finale.

Ydermere kan du i aften også se frem til at opleve en levende babushka-dukke, en engel udklædt som alfons, en gigantisk, trompetblæsende (og øretæveindbydende) skumgummi-hånd og et styk halvafdanket stjernerapper på Eurovision-scenen.

Eurovision-finalen er et voldsomt langt show. Som i voldsomt langt.

Heldigivs har flere lande været så servicemindede selv at byde ind med oplagte tissepauser undervejs i den fire timer lange finale, så din selskabsblære ikke kommer på overarbejde.

Du kan blandt andet med fordel hoppe på tønden, fylde snackdepotet eller lufte hunden, når Spaniens Blas Cantó går på scenen med sin ellers fine, men desværre også noget søvndyssende ballade 'Voy a quedarme'.

Også Storbritannien byder ind med en oplagt mulighed for at gå i køkkenet efter friske forsyninger til skåle og glas.

Nummeret 'Embers' gør ikke meget væsen af sig, og onde tunger ville mene, at sangen nok egentlig bare skulle været forblevet i den Fields-reklame fra 2012, man må formode, briterne har kapret deres bidrag fra.

Skal man tro både bookmakere og fans her i Rotterdam, lugter det i høj grad af endnu en bundplacering til briterne, der også i 2019 endte nederst på pointtavlen.

Endelig bør du, hvis du har problemer med blodtrykket, nok lige trække vejret dybt, inden Tyskland går på scenen.

Sangen 'I Don't Feel Hate' har i de sidste mange uger i sjældent set grad delt vandene blandt Eurovision-fans, og mens nogle lader til elske den tyske ukulelehymne, giver sangen andre lyst til at stikke Tysklands hornblæsende skumgummi-finger skråt op dér, hvor Eurovision-spotlyset aldrig skinner.

Musikalske svipsere til side, så er der lagt i kakkelovnen til et brag af en Eurovision-finale, hvor vi er mange over hele Europa, der glæder os til endelig igen at høre de berømte ord: Good evening, Europe!

God fornøjelse her fra Rotterdam, og må den bedste sang vinde!