Jonas og Martin overvejede at indstille karrieren - men megahit ændrede alt

Jonas For Fa'en og Wanr fra Specktors har genopfundet sig selv efter hittet 'Unz Unz'.

Jonas For Fa'en og Wanr fra Specktors er overvældede over, hvor godt Danmark har taget imod hittet 'Unz Unz': - Vi har oplevet en ny hype omkring os, som vi kun har oplevet for mange år siden. (Foto: © Alexander Leistiko, Nikolaj Osorio / Warner music)

"Ud på floor'en og det går unz unz unz".

Den sætning har du nok hørt utallige gange det seneste år. Og det kan du takke rap-duoen Specktors for.

Specktors består af Jonas For Fa'en og Wanr, som du måske kender fra tidligere hits som 'Lågsus' fra 2012 og '5 drenge i en lille bil' fra 2015.

Men nu er de to 38-årige herrer tilbage - og det med mere fart på end nogensinde før.

Det seneste år har de nemlig sat gang i dansegulvene i hele Danmark med megahittet 'Unz Unz', der lige nu har næsten ti millioner afspilninger på Spotify.

Lyt til hittet 'Unz Unz', mens du læser videre lige her:

Og det har ikke kun kastet fornyet interesse omkring de to musikere af sig. De oplever nemlig også en ny bølge af kreativitet, som gør det sjovt for dem at være i studiet igen.

Derfor er de nu også ude med den nye single 'Hus'.

Men for bare et år siden lå det bestemt ikke i kortene, at de to musikere skulle opleve så stor en succes - igen.

Med tiden var der nemlig kommet længere imellem hitsene for Specktors, og spillejobbene hang ikke længere på træerne.

Derfor overvejede de to herrer faktisk at kaste håndklædet i ringen og indstille karrieren.

- Vi havde ti års jubilæum, og vi havde lyst til at blive ved med at lave musik, men vi måtte også erkende, at luften var gået lidt af ballonen. Og vi ville hellere stoppe, før det blev pinligt, eller før det ikke var sjovt længere, fortæller de og fortsætter:

- Overvejelserne gik på at lave en stor farvelkoncert, så vi kunne slutte af med et hjernedødt brag af en fest. På den måde ville det blive på vores præmis.

Men sådan skulle det ikke gå.

I stedet for at trække stikket valgte de to musikere heldigvis at ryste posen og udgive 'Unz Unz', der aflyste alle planer om at droppe livet i studiet og på landets scener.

Redningen lå i rodeskuffen

Idéen til 'Unz Unz' var faktisk blevet til allerede et år inden sangens udgivelse.

Men Jonas For Fa'en og Wanr følte på daværende tidspunkt, at den var for fjollet og kastede den i rodeskuffen, hvor den lå gemt indtil påsken sidste år.

- 'Unz Unz' lå bare og ventede på os. Vi tænkte måske, at den var lidt for dum, for det er jo ikke ligefrem højtravende poesi. Vi var nervøse for, hvordan den ville blive taget imod, men på den anden side, så syntes vi jo også, at den var sjov, så vi tænkte: "Hva fa'en, lad os prøve det", siger de to Specktors-rappere med et grin.

- Og det sjove er jo så, at da sangen endelig faldt på plads, var det faktisk, som om det var det, vi skulle have gjort hele tiden.

Jonas For Fa'en (th.) og Wanr (tv.) fortæller, at 'Unz Unz' særligt blev populær under festivalerne sidste sommer: - Vi fik hele tiden beskeder og videoer fra alle vores venner, hvor folk festede for vildt til 'Unz Unz'. (Foto: © Alexander Leistiko, Specktors / Warner Music)

Kreativiteten er vendt tilbage

Med 'Unz Unz' har Specktors ikke kun genopfundet sig selv. De er vendt tilbage med en ny stil af house-rap, der kan sætte gang i enhver fest.

- Vi havde længe ønsket at gå op i tempo på vores sange, men vi havde bare ikke fået det til at fungere før 'Unz Unz'. Det var, som om der kom hul på et eller andet med den sang.

- Vi har fundet ud af, at vi først og fremmest skal have humoren med i vores musik. De hits, vi har haft i løbet af årene, er oftest dem, vi har haft det sjovest med. Når vi overtænker det, bliver det bare sjældent godt, lyder det fra Specktors.

Du kan lytte til Specktors' 'Gutterne' lige her:

Takket være 'Unz Unz' oplever Jonas For Fa'en og Wanr nu igen den elektriske følelse, de havde, dengang de startede med at lave musik. Og det kan ses på de danske hitlister, hvor deres nyeste skud på stammen, 'Gutterne', også har kastet millioner af afspilninger af sig.

- Det er så fedt at mærke en ny bølge af kreativitet, og at vi igen stoler på vores idéer. Den følelse har vi ikke haft længe. Det har nærmest aldrig været federe end lige nu, og vi er meget taknemmelige, fortæller de.

- Vi kalder det comeback season, for det er et comeback, vi har lavet. Det føles bare dejligt, at man kan lave noget, folk igen reagerer på og har det sjovt med.

Specktors arbejder lige nu på en kommende ep eller et album. De to 38-årige musikere har stort set gået op og ned ad hinanden uafbrudt de seneste ti år, da de også arbejder sammen som grafiske designere, når de ikke laver musik. (Foto: © Alexander Leistiko, Nikolaj Osorio / Warner music)

På farten igen

Den nye succes betyder, at Specktors igen er efterspurgt på spillestederne rundt om i landet, og derfor har de to musikere været på farten uafbrudt det seneste år.

Og det passer dem godt, for Specktors' styrke ligger netop i deres koncerter, fortæller de.

- Vi har altid følt, at vi er et liveband. Det er der, vi er stærkest. Vi er på ti år blevet bedre til at finde ud af, hvad der fungerer live, og det afspejler sig selvfølgelig også i den musik, vi laver i studiet.

Men på de ti år der er gået, siden de startede, er de to musikere ikke kun blevet bedre til at lave musik. De er også blevet ældre.

I dag er de begge 38 år, og når de ikke er i studiet eller ude i Danmark for at spille live, så går tiden med at passe børn og få familielivet til at fungere.

Og selvom de nyder at tænde op for en fest, kan den nye hverdag godt være hård til tider, forklarer de.

- Det har været pissesjovt at være på farten igen, men det ville være løgn at sige, at det ikke har været hårdt. Der er flere gange, hvor vi er kommet direkte hjem fra klubjob klokken syv om morgenen for så at vække børnene, smøre madpakker og følge dem i skole, inden vi selv har kunnet gå i seng.

- Det er hardcore, og det er da noget andet, end da vi var yngre. Men det giver os energi at spille live, og så må vi sove på den anden side. Vi føler os meget heldige over, at vi kan få lov til at lave det her, så det opvejer for det meste trætheden.

Lyt til den nye sang fra Specktors og Djämes Braun, 'Hus', her:

Mere musik på vej

Specktors er som mange andre musikere desværre også ramt af aflysninger på grund af coronavirus, men heldigvis kan de bruge tiden lige nu på at lave en ny ep eller et album.

Og selvom deres comeback har fået dem til at drømme igen, har de to rappere først og fremmest bare været glade for, at de har fået lov til at opleve det hele på ny.

- Vi har været utroligt taknemmelige for det seneste år, og hvis verden ikke brænder helt af, bliver det rigtigt godt på den anden side, for vi har gode ting på vej.

- Men lige nu glæder vi os bare til at være med til at fejre livet igen, når coronavirus har lagt sig.