(Foto: © Hedda Rysstad, DR)

'Jeg var ved at græde, da vi kom ind i salen': Hitband ramt af et halvt års 'frustrerende' ventetid på debutkoncert

Vi var med danske Marshall Cecil backstage, da bandet lørdag spillede deres første publikumskoncert, siden landet lukkede ned.

Onsdag den 11. marts skulle have været en festdag for danske Marshall Cecil.

Når uret slog midnat, og onsdag blev til torsdag, ville bandets debutalbum udkomme på alverdens streamingtjenester, og allerede lørdag skulle bandet spille dets hidtil største koncert på spillestedet Vega i København for at fejre debuten.

Men sådan gik det ikke.

For få timer før viseren ramte 12-tallet på urskiven, valgte statsminister Mette Frederiksen (S) på et historisk pressemøde at lukke store dele af Danmark ned som et led i kampen mod coronapandemien.

Med ét var Marshall Cecils storslåede udgivelsesplaner skudt i sænk, og release-koncerten på spillestedet Vega i København blot tre dage senere blev aflyst.

Siden har bandet, ligesom mange andre musikere og koncertgængere, ventet - og ventet og ventet - på, at de igen kunne få lov til at spille koncerter.

Lørdag aften kom forløsningen så, da Marshall Cecil endelig fik lov til at træde på scenen i Store Vega i København og spille den koncert, de har ventet et halvt år på at få afholdt.

Vi fulgte i hælene på Marshall Cecil før, under og efter koncerten.

Marshall Cecil er særligt kendt for hittet 'Soliloquy (Wouldn't Feel Alone)', som du kan høre her:

  • Backstage på spillestedet Store Vega i København. - Det bliver en kæmpe forløsning for os at få lov til at spille den her koncert. Det er jo noget, vi har ventet på siden marts, siger Daniel Abraham, bandets forsanger. Han beskriver ventetiden som "en hård og frustrerende periode”. - Det var jo ikke op til os, om vi kom til at spille den her koncert. Det var op til politikerne, spillestederne, og hvordan hele situationen udviklede sig. Vi har følt os ret magtesløse, men har bare gået og krydset vores fingre i håb om, at koncerten i sidste ende blev til noget. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    1 / 17
  • - Jeg var lige ved at græde, da vi kom ind i salen for første gang tidligere i dag, siger Daniel Abraham, mens han spejder ud over de tomme stolerækker. For at leve op til myndighedernes sikkerhedskrav skal alle koncertgængerne i publikum sidde ned, og for at kunne skabe nok afstand mellem stolene er koncerten blevet rykket fra det mindre Lille Vega til salen Store Vega, som normalt har en kapacitet på 1.500 gæster. I aften er der plads til 450, men selvom aftenens koncertoplevelse er blevet nedskaleret i forhold til tidligere koncerter i den store sal, så er det stadig en milepæl for Marshall Cecil at få lov til at spille på den ikoniske scene. - Jeg har været til så mange fantastiske koncerter herinde, siger Daniel Abraham. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    2 / 17
  • Det skal åbenbart ikke være let for Marshall Cecil at komme på scenen. Én de to store projektorskærme, som under koncerten skulle vise en række forskellige film og grafikker, er væltet. Projektoren er ikke til at redde, og Daniel Abraham må sammen med teknikerne forsøge at ændre i grafikken, så den kan afspilles på den ene tilbageværende bagskærm. - Det er ikke helt godt, konstaterer sangeren. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    3 / 17
  • Heldigvis ender det hele fint. - Okay, det ser godt ud, dét der. Det kører vi med, råber Daniel Abraham til teknikkerne, mens scenen bades i blåt lys fra den - nu ensomme - projektor. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    4 / 17
  • Tilbage i backstagelokalet bag scenen. Problemerne med skærmen er løst, men nu dukker en anden - og om muligt endnu mere alvorlig - forhindring op: Bandet mangler en vinoplukker. - Før vores rigtig vigtige koncerter sørger vi altid for at købe et par flasker god vin. Det er en god måde lige at dulme nerverne en smule og komme i stemning på, forklarer Daniel Abraham, idet en kvinde med headset om halsen, et clipboard i favnen og et fortravlet blik i øjnene prikker ham på skulderen. - Der står glas og en oplukker til jer ovenpå, siger hun. Problemet er løst. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    5 / 17
  • Daniel Abraham og resten af Marshall Cecil, Sophus August Tuxen (tv.) og Sebastian Fibiger (i midten), skåler i naturvin. - Jeg tror, den her koncert kommer til at give os en form closure på den periode, vi har været igennem... Selvom ingen af os naturligvis ved, hvordan verden ser ud om tre måneder, siger Daniel Abraham. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    6 / 17
  • Der er 45 minutter til showtime, men alligevel tid til at tage et bandportræt af gruppen, der har eksisteret i fire år. De første frø til Marshall Cecil blev sået, da Daniel Abraham og Sophus August Tuxen mødte hinanden til en fest for nogle år siden. De faldt i snak og endte med at bruge det meste af aftenen på at tale om musik. Et halvt år senere sendte den ene en sms til den anden, og sød musik opstod - bogstaveligt talt-, da de to begyndte at lave musik sammen. Senere sluttede Sebastian Fibiger, som Sophus August Tuxen tidligere havde spillet musik med, sig til trioen, og i sommeren 2016 var grundstenen til Marshall Cecil lagt. - Nu skal vi lige have lidt tid bare os tre. Vi har lige brug for at koncentrere os, siger Daniel Abraham, og de tre går ind i deres lille backstagerum og lukker døren bag sig. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    7 / 17
  • Døren går op. Klokken er 21:43, og Marshall Cecil skal på scenen. Drengene tager den sidste slurk vin og går op ad trappen mod scenen, hvor summen og klapsalver fra publikum allerede kan høres i det fjerne. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    8 / 17
  • Fælleskrammer bag scenen. - Der venter os et smukt publikum derude. Det bliver godt, det hér, siger Daniel Abraham, mens lyden af publikums klapsalver tager til i styrke. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    9 / 17
  • Der lyder et brøl fra publikum, da Sebastian Fibiger og Sophus August Tuxen går på scenen. Bag scenetæppet tripper Daniel Abraham rundt og laver de sidste opvarmningsøvelser, mens han venter på sit signal til at træde ud i scenens spotlys. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    10 / 17
  • Scenetid. Daniel Abraham træder ind på scenen og hilser publikum velkommen. - Tusinde tak, fordi I er kommet i aften. Vi har virkelig glædet os til det her, råber han. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    11 / 17
  • På scenen spiller Marshall Cecil blandt andet de otte sange, der udgør debutalbummet 'Going Up/Going Down', der udkom i marts. - I har jo alle sammen gået rundt og lyttet til det her album derhjemme, ik'?, spørger Daniel Abraham ud mod publikum, der kvitterer med et samstemmigt: "Jaaaa"! (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    12 / 17
  • Det er ikke alle i publikum, der helt kan overholde reglerne om at blive siddende under koncerten, da tonerne af hittet 'Soliloquy (Wouldn't Feel Alone)' brager ud ad højtalerne. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    13 / 17
  • - Det er for sindssygt at stå her, tro mig. I er for vilde, Vega. Tusind, tusind tak for i aften!, råber Daniel Abraham, mens tonerne af aftenens sidste nummer, ’This Is Our Song’, rinder ud. Sangen har bandet skrevet i løbet af de måneder, hvor de fleste af os var i isolation fra det meste af omverdenen. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    14 / 17
  • Marshall Cecil bliver sendt af scenen med et stående bifald. - Hold kæft, det var fedt, siger Daniel Abraham, mens der uddeles krammere backstage. - Det var virkelig overvældende, lyder det fra trommeslager Sebastian Fibiger. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    15 / 17
  • - Det var sindssygt forløsende. Og rørende... Jeg er vildt rørt lige nu. Jeg har bare lyst til at gå ud og kramme alle i publikum og sige tak, fordi de kom, siger Daniel Abraham med et grin. - Vi har jo glædet os så meget til at stå foran et rum med rigtige mennesker igen. Der er noget ret smukt over, at vi alle har været igennem den her usikre periode, men i sidste ende lykkedes det os alligevel at samles med venner og fans igen, siger han. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    16 / 17
  • Bandet er gået ned i forhallen, hvor fans, venner og familie stimler sammen. Der krammes, skåles og signeres vinylplader i merchandiseboden. - Hvem er den til? Din bror?, spørger Daniel Abraham, inden han på lp'en foran sig skriver sin autograf - sandsynligvis som blot én af mange kruseduller, der venter ham og resten af Marshall Cecil forude. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)
    17 / 17