'Jeg blev bitter, respektløs og vred': Justin Bieber og 4 andre stjerner, der talte ud om mentalt helbred i 2019

Verdens største popstjerner åbnede i år for alvor op om deres mentale helbred og psykiske lidelser.

Superstjerner som Ariana Grande og Justin Bieber har delt deres kamp med mentalt helbred med deres millioner af følgere på sociale medier. (Foto: © Ritzau Scanpix / Getty Images)
Superstjerner som Ariana Grande og Justin Bieber har delt deres kamp med mentalt helbred med deres millioner af følgere på sociale medier. (Foto: © Ritzau Scanpix / Getty Images)

Livet som kendis.

Det må være fuld af glamour, champagne og konstante kindkys.

Eller hvad?

De seneste par år er glansbilledet af livet som verdensstjerne for alvor begyndt at krakelere efter en lang række musikere, skuespillere og andre kendte ansigter i stigende grad er begyndt at åbne op om deres mentale helbred og udfordringer.

For eksempel har popdivaen Mariah Carey åbent fortalt, at hun lever med en diagnose som bipolar, sangerinden Ariana Grande har meldt ud, at hun lider af PTSD, og britiske Prins Harry har åbent fortalt, hvordan han i flere har gået i terapi.

Hos foreningen SIND, landsforeningen for psykisk sundhed, er man "super glade" for, at flere kendte er begyndt at åbne op om deres mentale helbred og psykiske problemer. Det kan nemlig være med til at hjælpe andre, der står i samme situation.

- Vi ved, at når nogen står frem og fortæller åbent om deres sygdom, så har det en utrolig gavnlig effekt for andre, der kæmper med noget lignende. Det giver en form for håb, når særligt kendte mennesker står frem. Det viser, at du godt kan have eller have haft en psykisk lidelse og stadig få et godt og succesfuldt liv, siger landsformand i SIND Knud Kristensen.

Ifølge Knud Kristensen kan stjernernes åbenhed omkring deres udfordringer også gøre det nemmere for andre at tale ærligt om deres problemer.

- Vi kan helt sikkert mærke, at det gør en forskel. Jo flere, der åbner op, jo flere tør også at byde ind med deres fortælling. Det er jo altid sværere at være den første, der skal stå frem, end at følge med en gruppe, der har gjort det samme, siger han.

I løbet af 2019 åbnede en lang række af verdens største musikere også op om deres udfordringer, og vi har samlet et lille udpluk af de stjerner, der var med til at sætte mentalt helbred og sindslidelser på dagsordenen i det forgangene år.

Du kan også se mere i programmet 'DR3 præsenterer: Musikåret 2019' på DRTV nu.

1

Ariana Grande

Ariana Grande har været på turné det meste af 2019 og gæstede også Danmark, da hun i oktober gav koncert i København. (Foto: © ANGELA WEISS, Ritzau Scanpix)

At kalde de seneste par år i Ariana Grandes tilværelse for turbulente er en underdrivelse.

Et voldsomt terrorangreb, en brudt - og meget omtalt - forlovelse og tabet af en ekskæreste har alle været med til at tegne de seneste to år af superstjernens liv, som samtidig har vist sig at blive de mest succesfulde i hele hendes karriere.

Men det har ikke været let for sangerinden at balancere sine personlige problemer og den enorme succes.

Særligt under sangerindens netop overståede verdensturné, der har stået på siden marts, har Ariana Grande flere gange åbnet op omkring udfordringen ved at holde sit mentale helbred i skak.

I april beskrev Grande i et nu slettet tweet livet på landevejen som "et helvede", og hun har også fortalt, at det er hårdt for hende og hendes psyke at være på turné.

- Jeg tror ikke, det er sundt. Det har været meget hårdt. Jeg har så meget i hovedet, og det er så tungt, og jeg har ingen energi til at bearbejde eller arbejde mig igennem noget af det, men jeg prøver virkelig. (...) Det er hårdt følelsesmæssigt, skrev sangerinden ærligt på Twitter.

I kølvandet på terrorangrebet i 2017 har sangerinden ifølge hende selv udviklet PTSD (posttraumatisk stresslidelse).

Hør kæmpehittet '7 Rings' her, mens du læser videre:

2

Justin Bieber

Justin Bieber udgav sit seneste album tilbage i 2015, men har i år hittet på samarbejder med blandt andre Ed Sheeran og country-duoen Dan + Shay. (Foto: © Jason Merritt, Getty Images)

Siden han debuterede med kæmpehittet 'Baby' som bare 15-årig, har Justin Biebers popstjernekarriere været én stor rutsjebanetur.

I et længere opslag på Instagram fortalte en ærlig Bieber i år åbent om, hvordan stjernelivet har påvirket hans opvækst og i en periode gjorde ham til "vred", "distanceret" og "verdens mest hadede person".

- Jeg gik fra at være en 13-årig dreng fra en lille by til at blive rost fra alle sider af hele verden med millioner af mennesker, der fortalte mig, hvor meget de elskede mig, og hvor dygtig jeg var. Hører du de ting nok som en ung dreng, begynder du faktisk at tro på det, skrev Bieber.

Her fortalte han, hvordan livet i overhalingsbanen begyndte at påvirke hans sind.

- Jeg blev bitter, respektløs over for kvinder og vred. Jeg distancerede mig fra alle, der elskede mig. Jeg følte, jeg aldrig kunne vende tingene om igen, skrev Bieber i opslaget, hvor han også viste sin støtte og sympati for andre, der kæmper med mentale problemer.

- Det er svært at stå op om morgenen, når det føles, som om der er problemer efter problemer efter problemer (foran dig) (...) Nogle gange kan det sågar komme til et punkt, hvor du ikke har lyst til at leve længere. Hvor det virker, som om tingene aldrig kommer til at ændre sig. Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i din situation, skrev sangeren.

I løbet af året har Bieber flere gange åbnet op over for sine omkring 120 millioner følgere på Instagram om sin kamp med angst og depression. I foråret delte han et billede fra venteværelset hos sin terapeut med ordene: "Det er sejt at have et sundt sind og sunde følelser".

Trænger du til lidt selvkærlighed? Hør nummeret 'Love Yourself' med Justin Bieber her:

3

Selena Gomez

Selena Gomez er på trapperne med sit tredje soloalbum 'Rare', der udkommer 10. januar. (Foto: © Taylor Hill, Getty Images)

Sangerinden Selena Gomez, der i år gjorde comeback med singlen 'Lose You To Love Me' - og en optræden ved årets American Music Awards - har i mange år været åben omkring sin kamp mod depression og angst.

Tidligere i år blev hun tildelt en særpris af det amerikanske McLean Hospital for sit arbejde med at "udvide offentlighedens forståelse af psykiatriske lidelser og mentalt helbred", og i sin takketale fortalte hun om sin egen kamp med sindslidelser.

- Sidste år kæmpede jeg mentalt og følelsesmæssigt, og jeg var ikke i stand til at holde styr på mig selv. Jeg var ikke i stand til at holde et smil eller lade ting forblive ved normalen. Jeg følte, at al min smerte og angst skyllede ind over mig på én gang, og det var et af de mest skræmmende øjeblikke i mit liv, sagde hun.

Fra talerstolen fortalte Gomez, at hun i dag er gladere og har lært at styre sine følelser, men beskrev samtidig, hvor svært det kan være at åbne op om mentale problemer.

- For mig føles det rigtigt at sige, at jeg personligt har mærket effekten af både depression og angst, men det er ikke let. Jeg har frygtet at blive misforstået og fordømt.

- Jeg kæmper til tider med mine egne tanker og følelser, men det gør mig ikke defekt. Det gør mig ikke svag. Det gør mig ikke mindre værd. Det gør mig til et menneske. Vi har brug for hjælp, og vi har brug for hinanden, sagde hun.

Hør singlen 'Lose You To Love Me' her:

4

Billie Eilish

18-årige Billie Eilish har i år hittet stort med hits som 'Bad Guy' og 'Burry A Friend', som begge stammer fra det debutalbum, hun også sendte på gaden i år. (Foto: © Mark Sagliocco, Getty Images)

Hun har storhittet sig hele vejen gennem 2019, men tilværelsen har ikke altid været lige gnidningsfri for det 18-årige sangtalent Billie Eilish.

Sangerinden har tidligere afsløret, at hun havde en depression, da hun var yngre, og gik igennem en periode, hvor hun skadede sig selv. Sangerinden udøver ikke længere selvskade, men møder ind imellem fans, der har skadet sig selv, hvilket tager hårdt på hende.

- Det knuser mit hjerte. Jeg har sagt til et par af dem: 'Vær nu bare sød ved dig selv". For jeg kender følelsen. Jeg har været der, sagde Billie Eilish tidligere i år til Rolling Stone.

I dag kæmper Eilish fortsat med depression og angst; et problem, der ifølge sangerinden opstod, da hun begyndte at turnere.

Over for Rolling Stone har hun fortalt om en uge på landevejen, hvor hun havde et angstanfald og græd i timevis hver aften, og hun har også været åben omkring sin kamp mod depression.

- Der var et tidspunkt, hvor jeg sad på mit badeværelsesgulv - det her lyder deprimerende, for det var det - og prøvede at komme i tanke om noget, jeg kunne se frem til. Og jeg kunne ikke komme i tanke om én ting. Jeg sad der længe og tænkte: "Der må da være noget". Men der var intet, sagde sangerinden til magasinet.

Siden er Billie Eilish begyndt at gå i terapi, noget hun også har fortalt åbent om. Tidligere i år medvirkede Eilish i en reklame for det amerikanske center for selvmordsforebyggelse, hvor hun opfordrede sine fans til at søge hjælp, hvis de kæmper med mentale lidelser.

- Det gør dig ikke svag at bede om hjælp. Det gør det ikke, lød opfordringen fra Eilish i reklamen, der i skrivende stund er blevet set over to en halv millioner gange på YouTube.

Hør 'Everything I Wanted' med Billie Eilish her:

5

Jada

Jada har i år modtaget en lang række priser, herunder Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris, som hun fik overrakt af kronprinsesse Mary. (Foto: © Hedda Rysstad, DR)

Det er ikke kun de udenlandske stjerner, der året igennem har delt ud af deres inderste tanker. Danske musikere er også begyndt at åbne op om deres mentale problemer, og én af dem, der i år lettede sit hjerte, var sangerinden Jada.

Efter hun i 2018 gjorde kométkarriere, måtte hun sidste efterår trække stikket, fordi hun var gået ned med stress.

Sangerinden valgte derfor at sætte karrieren på pause og flyttede tilbage til sin barndomsby Bisserup for at fokusere på sit mentale helbred. Det åbnede hun op om i et interview her på dr.dk tidligere i år:

- Det var svært, for jeg havde jo slet ikke lyst til at sygemelde mig. Men der var ikke noget at gøre. Jeg kunne simpelthen ikke fortsætte, og min krop talte et meget tydeligt sprog.

- Jeg spillede på Musik i Lejet, som var en vidunderlig koncert, men bagefter græd jeg simpelthen i fire dage. Der kunne jeg mærke, at noget var galt, og at det ikke var sådan, jeg skulle gå og have det, fortalte Jada, der tidligere i år udgav sit debutalbum 'I Cry A Lot'.

Senere på året havde DR3-serien 'Jada - lillebitte kæmpestor' premiere, hvor Jada, der i virkeligheden hedder Emilie Molsted Nørgaard, åbnede yderligere op om de mentale udfordringer, hun havde kæmpet med.

Du kan se alle fire afsnit af 'Jada - lillebitte kæmpestor' i her.

Og lad os så passende slutte af med en lille påmindelse fra Jada om, at du aldrig er alene uanset, hvad du går og kæmper med: