Da danske Bathsheba for nylig udsendte sin nye ep 'As of Right Now', delte den unge musiker mere end blot sine fængende melodier med omverdenen.
Flere af sangene på pladen tager nemlig udgangspunkt i Bathshebas egen historie om en barndom præget af svigt og en fraværende far, som hun i store dele af sin barndom ikke var i kontakt med.
De oplevelser bearbejder den unge sanger nu blandt andet på sin nye sang 'Flower Song'.
- Sangen handler om min i lange perioder ikkeeksisterende relation til min mor og far gennem min barndom, forklarede Bathsheba, da hun fredag gæstede programmet 'Ny lyd' på P3.
- Jeg havde behov for at skabe et visuelt billede på dét. Da jeg var mindre, kaldte min mor mig altid for sin blomst, og det blev et billede på, at blomster ikke kan vokse, hvis de ikke bliver vandet og gødet - og det er forældrene, der skal være der for børnene og gøre dét, så de kan vokse op.
Hør 'Flower Song' her:
Også ep'ens åbningsnummer 'Fighting For Your Love' handler om Bathshebas svære relation til sin far. Se hende synge nummeret i videoen øverst.
Svært at dele sange med sin mor
I dag har Batsheba et godt forhold til sin mor, som også plejer at smuglytte til sin datters musik, inden den udkommer.
Men når det kom til de nye, personlige sange, måtte Bathsheba dog tage tilløb og samle mod, før hun kunne spille dem for sin mor.
Og da hun efter flere uger endelig præsenterede sin mor for sangene, sad følelserne da også helt uden på tøjet.
- Hun blev helt vildt ked af det, og så blev jeg helt vildt ked af det, og så sad vi dér og græd sammen. Det var virkelig hårdt, fortæller Bathsheba og fortsætter:
- Hun sagde, at hun hver dag i forbindelse med mine mindre søskende bliver mindet om alt det, hun manglede at gøre for mig i min barndom – og det samme gjorde hun med de her sange. Det syntes hun var hårdt.
Den unge musikers mor støtter dog fuldt op om, at Bathsheba deler sin personlige fortælling gennem sin musik.
- Hun har altid sagt, jeg altid skulle gå ud og fortælle, hvordan jeg havde det, fortælle min side af historien og hvad der var sket for mig, for forhåbentlig kan det hjælpe nogle andre, fortæller Bathsheba, der har ét råd til andre, som står i samme situation:
- Tal om det. Lige så snart man har sagt det højt, er du gået i gang med bearbejdelsesprocessen. Og det behøver ikke være en psykolog eller en vigtig person, du kan også tale med din lærer eller en veninde, bare start med at snakke om dét, der er svært. Bare kom ud med det.